Statsløs med en usikker fremtid
Issa Halloum har siddet fængslet 16 måneder, fordi han ikke har opholdstilladelse i Danmark. Han er en af de muslimer, der bruger fængselspræsten som samtalepartner.Hvorfor skal jeg blive siddende her, når jeg ingenting har gjort, mens alle de kriminelle kommer ud efter to-tre måneder?
Det er ikke til at tage fejl af harmen i Issa Halloums stemme. Han føler sig uretfærdigt behandlet. Da besøget fandt sted i slutningen af november, havde han siddet 16 måneder i fængselsafdelingen i Sandholmlejren. Han håbede et eller andet sted at blive løsladt inden jul, men bag det spæde håb lurede et dyb skepsis. Hans forbrydelse er, at han har levet sammenlagt mellem 12 og 14 år under jorden i Danmark.
Issa Halloum, der er 32 år, er født og opvokset som statsløs palæstinenser i en flygtningelejr i Sydlibanon. Han fortæller, at hans far på grund af krigen i Libanon flygtede til Danmark i slutningen af 1980erne. Han fik asyl, og et halvt år senere i 1989 blev Issa sammen med sin mor og sine søskende familiesammenført med faderen. De var fem søskende, og Issa var dengang 15 år. Året efter besluttede faderen at rejse tilbage til Libanon, fordi han troede, der snart blev fred, og selv om kommunen frarådede familien at rejse tilbage på det tidspunkt, tog den af sted. Dog ikke Issa. Han blev i Danmark, da han ikke kunne se en fremtid for sig i det krigshærgede Libanon.
Da forældrene rejste, mistede Issa sin opholdstilladelse, og han levede herefter under jorden i et par år, indtil han i 1992 kontaktede politiet for at få opholdstilladelse. Han havde fået oplyst, at han kunne få opholdstilladelse igen, når han blev 18.
– Men politiet pressede mig i stedet for til at søge om asyl. Det gjorde jeg så, da de truede med, at de ellers ville anholde mig og sende mig tilbage til Libanon. Men jeg fik afslag og påbud om at rejse ud af landet, siger Issa. Han forsøgte at få afgørelsen ændret, men den stod fast. Det sidste svar er fra 1993.
Han gik atter under jorden og levede under jorden, indtil han den 26. august 2005 klokken 00.55 blev anholdt af politiet. Han boede da hos sin kæreste i Århus. Hende havde han mødt et par år tidligere, og de har sammen fået en datter. Kæresten, der ligesom Issa er palæstinenser og muslim, havde i forvejen en dreng.
Efter anholdelsen blev Issa anbragt i fængselsafdelingen i Sandholm, hvor hans kæreste og børnene har besøgt ham nogle gange. Men det er et stykke tid siden, han sidst har set dem. For det er besværligt at rejse fra Århus til Sandholm med to børn, der nu er to og fem år. Det er også psykisk belastende for kæresten. Ved et af besøgene ville drengen ikke med hende hjem. Han ville blive hos Issa.
Selv om Issa har levet under jorden hovedparten af sin tid i Danmark og aldrig har fået en uddannelse, taler og skriver han et let forståeligt dansk. Han håber, han snart bliver løsladt, så han kan skabe sig en tilværelse med sin kæreste og børnene i Danmark.
– Jeg har ikke gjort noget kriminelt og aldrig ligget nogen til last. Min eneste forbrydelse er, at jeg gerne vil blive her i landet. Jeg kan lide Danmark, for jeg synes, det er et godt land, og jeg vil være i stand til at klare mig selv, hvis jeg får lov. Men hvor længe skal jeg sidde her? Da jeg kom, fik jeg at vide, at jeg skulle være her i tre måneder, men nu er der gået 16, og der sker ingenting. Hver fjerde uge er jeg til et møde, jeg får at vide, at der ikke er noget nyt i sagen, og så bliver fængslingen forlænget med yderligere fire uger.
– Jeg har ikke haft kontakt med min familie, siden de rejste tilbage til Libanon i 1993. Jeg har hverken adresse eller telefonnummer, og jeg ved ikke, om de stadig er i live. Jeg har intet at vende tilbage til. Min kæreste og vores børn er mine eneste holdepunkter, siger Issa og viser et billede af kæresten og deres datter.
Lidt senere tager han en kvittering frem. Den viser, at han her i efteråret har sendt 5.000 kroner til kæresten, så hun kunne købe fødselsdagsgaver til børnene og havde til lidt ekstra. Tidligere har han sendt 1.500 kroner, og han håber også at kunne sende lidt penge til jul. Issa tjener penge ved at arbejde i fængselsafdelingens køkken. Nogle af pengene bliver brugt til telefonkort, så han kan tale med kæresten og børnene, men hver uge bliver der også lagt penge til side, så han kan hjælpe kæresten og børnene økonomisk.
Den usikre fremtid holder tit Issa vågen om natten.
– Jeg græder meget om natten, for det er ikke sjovt at bo her. Indimellem tænker jeg på, hvad der vil ske, hvis jeg bliver sendt tilbage til Libanon, og nogle gange har jeg ikke lyst til at spise, fortæller Issa. Han er en af de indsatte, der bruger fængselspræst Per Bohlbro som samtalepartner.
– Han er en god mand. Han prøver at hjælpe mennesker. Nogle vil ikke tale med betjentene, og nogle af dem, der er her, får ikke besøg, så er det godt at kunne tale med ham. Jeg taler med ham om min egen sag, siger Issa.
