Ferie med indhold
Tog på ferie og studerede kristen nødhjælp

Sanne Haaning og Jakob Bisgaard er ikke kirkevante. Men eventyrlysten fejler ikke noget. Da parrets ferietur for nylig gik til Tanzania, fik de kontakt med danske missionærer. Og det gav stof til eftertanke.Hun er key account manager i salg af tekstiler, men fik alligevel sig selv til at overnatte på den bare jord i en fattig masailandsby. Han er adm. direktør for et moderne kontorhotel med 20 iværksættere, men satte sig alligevel op på en motorcykel og efterlod en støvsky bag sig på den afrikanske savanne.

Sanne Haaning og Jakob Bisgaard fik oplevelser ud over det sædvanlige på ferien i Tanzania.

Sanne Haaning og Jakob Bisgaard fik oplevelser ud over det sædvanlige, da de for nylig var på 14 dages ferie i Tanzania. Ikke blot fik de styret deres vilde eventyrlyst, men fik også indtryk, der mejslede sig ind i sjælen. Billeder af glade men fattige afrikanere, og af missionærer med et kald, der sikrer, at nødhjælpen fra Danmark når helt frem til dem, der behøver den mest.
Og det blev en øjenåbner – ikke mindst, da Sanne og Jakob ikke betragter sig selv som aktive kristne og kun sjældent sætter deres ben i en kirke. Af samme grund kan deres besøg på ”missionsmarken” også være en øjenåbner for kirker og missionsorganisationer herhjemme.
Hvordan sikrer man, at der er vandtrætte skodder mellem nødhjælp og mission? Hvilken nødhjælp er der i realiteten brug for, uden at man skaber nye kunstige behov os modtagerne? Og hvordan skelne mellem et kald, der gør at man hellere end gerne ofrer sig, og forretning, der gør at man opbygger sin egen økonomi samtidig med, at man ”går på arbejde” i nødhjælpsprojektet?
Begge dele er ok, mener Sanne og Jakob. Man skal bare melde klart ud, hvad det handler om, ”blive klar i spyttet”, som Jakob udtrykker det.

Kæresteparret Sanne Haaning og Jakob Bisgaard besøgte missionærer i to generationer, Tabitha og Thorkild Jensen og deres datter og svigersøn, Miriam og Per Bjerre. Jensens bor i byen Arusha, hvorfra de rejser ud og underviser i hygiejne og aidsforebyggelse. Parret driver samtidig en skole for 250 børn, hvis adgangsbillet er, at familierne er så fattige, at de ikke kan betale for at gå i den almindelige grundskole. Bjerres bor også i Arusha, men er oftest på farten – enten på motorcykelsafari og paragliding med turister, eller i gang som ledere for nødhjælpsprojekter i fattige masailandsbyer.
– De åbnede dørene for os og gav os oplevelser, vi aldrig ville have fået som almindelige turister, fortæller Sanne.
Sanne og Jakob opholdt sig tre dage i masailand, hvor de overnattede i en masailandsby, en såkaldt ”boma”. Jakob kom på motorcykelsafari sammen med Per Bjerre:
– Vi ræste ud over naturen – det var helt unikt, fortæller Jakob.
Men det var mødet med afrikanerne, der gjorde størst indtryk:
– Det var smukt at se, at afrikanerne ikke så sig selv som fattige, supplerer Sanne. – Børnene kunne glæde sig over de mindste ting. At jonglere med en kuglepen. Tygge tyggegummi. Eller se et billede af sig selv i digitalkameraet.
Sanne og Jakob sponsorerede selv nødhjælp til bomaen, og selv om Miriam var meget hurtig til at dele maden ud, var det rart at have gjort en forskel, og allerede fra madindkøbet sætte sig ind i, hvad de fattige masaier har brug for.
– Vi fik lov til at se nødhjælp i praksis, fortæller Jakob. – Og vi fandt ud af, at det først og fremmest handler om overlevelseshjælp.
– Man kan starte med at spørge: hvad har de egentlig brug for? I ”Maslows behovs-pyramide” står vand og mad øverst. Men her må det også høre op. Ellers skaber man blot nogle behov som ikke er der, reflekterer han.

Tabitha og Torkilds skolearbejde gjorde stort indtryk på Sanne og Jakob. De tilbragte en dag på deres ”Amani Nursery and Primary School”, der betyder Fredens børnehave og grundskole. Sanne har tidligere undervist børn i gymnastik og legede med børnene og deres lærere hele dagen, mens Jakob bl.a. underviste i matematik.
– Det er rigtigt set af Torkild og Tabitha at satse på uddannelse, fortsætter Jakob. – Skal landet udvikle sig som et demokratisk, dvs. oplyst samfund, bør man satse på børnene. Det er et langt sejt træk.
– Skolen gør en enorm forskel. Børnene har gode forhold og engagerede lærere. Det virker meget professionelt efter lokal standard.
Og Sanne og Jakob fik noget at sammenligne med. De besøgte en almindelig grundskole i området. Her var der omkring 100 elever i hver klasse med kun én lærer. Så virkede klasserne i Amani med op til 40 elever ikke så store.

– Det arbejde er guld værd, siger Sanne og Jakob næsten i munden på hinanden. – Vi kunne se, at pengene blev brugt fornuftigt. Og fik indblik i at kirken selv stod for al administration så folks gaver kan gå direkte til aktiviteter for børnene.
– Jeg er ellers meget skeptisk overfor nødhjælp, fortsætter Jakob. – Men her så vi, at de udnyttede selv de containere, skoleinventaret var sendt ud i, til klasselokaler.
– Det er ofte uigennemskueligt om hjælpen når frem gennem de store nødhjælpsorganisationer. Men her ser man de mennesker i øjnene som man hjælper.
Det gjorde også stort indtryk, at Torkild og Tabitha støtter 5-6 børn af deres egne private midler.
– Nu ved vi, at man med sindsro kan give gaver til Torkild og Tabitha og vide, at pengene kommer frem til de trængende. Godt at vide, at de penge vi herhjemme allerede har giver 50 pct. i skat for, udnyttes 100 pct., siger Jacob.

– Men man skal passe på, man ikke giver med den ene hånd og tager med den anden. At man giver nødhjælp og samtidig forventer, at de tilslutter sig kristendommen, fortsætter Jakob sin refleksion.
– Det er ok at ville implementere sine værdier og fortælle om værdierne hvis folk spørger. Men det er forkert, hvis afrikanerne får den opfattelse, at de skal blive kristne for at kunne modtage hjælp. Det er ulækkert. For da køber man folk, der er presset, fastslår han.
Og fortsætter efter en kort tænkepause:
– Jeg kan godt støtte de kristne værdier som er bag hjælpen – men ikke nødvendigvis udbredelsen af det kristne budskab.

Ikke desto mindre gjorde den lokale kirke stort indtryk på det danske par:
– Det var fantastisk at mærke, at kirke var det fælles mødested for befolkningen. At de kristne var der for de fattige, fortæller Sanne.
– Vi kom ind i en kirke, hvor der var møde for børnene. De var kommet i deres fineste tøj og sad der og sang af hjertens lyst, mens et af børnene sang for. Det står meget stærkt. Der var ikke én der lavede ballade. Der var en respekt om det.
Jakob er enig. Og når det nu er et kristent nødhjælpsarbejde, så bør kirken gøre meget mere for at markedsføre det, mener direktøren:
– De skal lære at sælge varen meget bedre! Der er masser af midler i både Danmark og EU, men de danser udenom deres projekter.
– Tabitha og Torkild har verdens bedste case! De kan ”sælge” deres arbejde til hvem som helst. Det er så konkret og tæt på, at det kan sælge mange flere billetter end det gør lige nu. Historien skal bare fortælles, slutter han.