Musical fylder kirke
Alt syder i Kolding-folkekirke, der laver musical for femte gang. Hele sognet er i gang.Brændkjærkirken i Kolding har en præst, der bare ikke kan lade være med at sætte musicals op.
I 1997 blev sognepræst Leif Nielsen tændt af musicallen Jesus Christ Superstar. Han så en masse muligheder for at komme i kontakt med folk, der normalt ikke kommer i kirke, og fortælle dem kristendommens helt centrale historier.
Årets musical har fremragende musik med store, flotte arrangementer.
Historierne handler om kernen i det, kirken tror på: påskefortællingen, pakket ind i en smuk kærlighedshistorie om Kajfas datter Rebekka, der er forelsket i Ruben. Det gør Jesus-begivenheden nærværende, så vi kan se os selv som personer i denne historie, der også appellerer til teenagere, fortæller Leif Nielsen.
Han så muligheden for at få et godt samarbejde med den lokale folkeskole, Brændkjærskolen. Og det har været omdrejningspunkt for alle fem musicals, kirken har lavet.
– Det har givet en stolthed fra begge sider. Det her kan vi sammen. Det har også givet kirken en naturlig indgang på skolen, når vi skulle invitere til andre initiativer, fortæller Leif Nielsen fra koldingkirken, der i disse dage bobler af aktiviteter, for at man kan nå at gøre det professionelle projekt færdigt.
møder kirken
– Både lærere og elever fra Brændkjærskolen deltager på skuespillersiden og som dirigent. Børnene er stolte og glade over at være med til at gøre så stort et projekt til virkelighed, fortæller præsten, der selv kan finde på at hive guitaren frem under en gudstjeneste.
Musicalen bringer ikke blot skolen og kirken sammen. Den er også grundlaget for et samarbejde mellem kristne og ikke-kristne.
– Når vi laver musical, kommer der mange ind i kirkerummet, som ikke har kristendommen i deres bevidsthed. Mødet mellem deres verdslige dagligdag og kirkens kultur er utroligt spændende. De får lov til at se et glimt af Jesu befriende budskab.
– Sangene kan noget, som ord og tale ikke kan. Når vi ser en musical, træder vi ind i discipelflokken og hengiver os til påskebegivenhederne, fortæller præsten, der selv har mærket angsten og befrielsen i en af discipelrollerne i musicallen.
– Vi tror jo på Helligånden. Når historien om Jesus fortælles, sker der noget med os. Vi laver ikke musicalen for at få folk til at begynde at gå i kirke, men vi glæder os over, at det alligevel sker, fortæller Leif Nielsen.
Der er hele tiden folk i gang med at bage boller, lave kaffe og servicere de 90 på scenen med orkester, Kolding Bykor, skuespillere, scenefolk, lyd, lys og syersker til at lave kostumer. 150 mennesker er i gang, hvor størstedelen ikke normalt kommer i kirken.