Skal vi lege?

Kim Larsen og Bellami lavede i 80’erne en plade, som jeg altid hørte, når jeg skrællede kartofler sammen med min fætter Ulrik. En af de sange, vi sang var: ”Vi er dem, de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab, vi har en svag karakter og en billig fantasi, det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri”. Dengang forstod jeg ikke rigtig budskabet, men sang bare med og nød, at jeg havde nogen at lege med, for vi har vel alle smagt, hvordan det er at være udenfor.

Den anden dag i bussen kom mine tanker forbi budskabet igen. Jeg havde sat mig, og kort efter konstaterede jeg en mand foran mig, som lige så stille og roligt var ved at hoste halvdelen af sine indvolde op – sådan lød det i hvert fald. Han forsøgte, så vidt jeg kunne se, at fange det meste med hånden, men det kørte ikke supergodt. Til sidst var der en dame, der forbarmede sig over ham og rakte ham en pose, han kunne bruge til at spytte lidt i. Et godt træk og en venlig tanke, tænkte jeg.

Manden foran mig var dog ikke som folk er flest, han var nemlig mongol. Her sprang mine tanker så hen til en artikel, jeg læste dagen før omkring muligheden for en nakkefoldsscanning. Hvis man rykker muligheden for at få foretaget en abort til 18.uge, så kan man nemlig konstatere, om barnet er raskt eller ”sygt”, og derefter kan man så vurdere, om man vil beholde barnet. Det vil altså reducere sandsynligheden væsentligt for, at jeg ville sidde i en lignende situation om 20 år på samme busstrækning

Er det fremtiden? Jeg kender folk, der har fået et handicappet barn, og jeg ved, det til tider har været vanvittig hårdt, men jeg ved også, hvordan Gud har brugt det barn til at velsigne. Tænk sig et fremtidsscenario, hvor det bliver sådan, at vi undrer os, når vi ser en handicappet på gaden. ”Hvorfor er han her? Hvilke forældre har han, der ikke har fået tjekket det? Det er da synd for ham – skal vi andre betale for det?”.

Det skærer i mine ører at tænke tanken, og hvor går grænsen? Jeg har en skæv næse, udadgående navle og store bløde øreflipper, skulle jeg også frasorteres???

Jeg ved godt, at jeg måske breder mig for meget over denne lille klummeplads, men jeg har lyst til at stille spørgsmålet, om vi er rummelige. Er vores samfund rummeligt, eller er det dybest set en ensretning, vi ønsker? Det lægger mig meget på sinde, at vi som kristne må udvise kærlighed til alle, selvom de måske ikke er ligesom os i krop eller sind. Vi har lige haft en situation på Nørrebro, hvor nogle unge har handlet uansvarligt til skade for sig selv og andre. Gør det, at vi er holdt op med at fokusere på dem som mennesker, eller har stenkasteriet givet os en grund til at sige: ”Hvad sagde vi, de er jo dyr! De burde slet ikke være her”. Skulle de også frasorteres, eller kan vi rumme, at de har andre meninger end du og jeg?

Måske skal du og jeg bare glæde os over, at det var godt, at vi blev født før aborten blev fri og rykket frem til 18. svangerskabsuge!!