Jens Møller

Søndag d. 4. oktober 1992 sad jeg på en kirkebænk i Fredericia. I sig selv en ret ligegyldig information, men med de briller på, der kigger 15 år tilbage i fortiden, så ved man, hvor meget magi, der begyndte den søndag i oktober 1992 på en ret ligegyldig kirkebænk i Fredericia.Den dag hilste jeg på en dreng, der hed Jens. Et par år senere mødte vi hinanden igen, denne gang i forbindelse med, at jeg stod og tissede op ad et telt på en bibelcamping i Nordjylland. Men det var d. 14. oktober 1996, hvor jeg for første gang var på besøg hos Jens, og hans mor serverede morgenmad næste morgen, at vores venskab for alvor begyndte. Et venskab, jeg har sat pris på lige siden.

Om 9 dage, d. 19. maj, skal Jens giftes. Jeg har i sinde at skrive en tale, som helst skal holdes så kort og præcis som muligt, men som sikkert ender med at blive både hamrende lang og forvirrende. Grunden til det er, at jeg brænder for, at han skal vide det hele på den halve tid, men det kan ikke lade sig gøre. Vi holdt polterabend for ham i weekenden, og der fik jeg mulighed for at sige lidt af det, jeg ønskede at fortælle. Jeg læste fra min dagbog i 2000, hvor jeg havde skrevet noget om Jens, og om mit ønske for, hvordan vores relation skulle være. Jeg ønskede ikke bare at være en normal superven eller en supernormal ven. Jeg ville gerne være noget specielt for Jens. Gøre ting, som han ikke forventede af mig. Være overraskende og alligevel kontant.
De sidste 7 år er der sket meget, men mit ønske er egentlig stadig det samme. Jeg er en person, som har været sindssygt afhængig af at være omringet af gode venner, og på den konto har jeg været møgforkælet. Når jeg rejser rundt i landet og holder foredrag for unge, snakker jeg om, hvor meget vores venner præger os på godt og ondt. Og Jens er en af dem i mit liv, der har løftet mig op og givet mig troen på mig selv. Den slags venner kan man aldrig sætte nok pris på.

D. 14. oktober 1988, præcis 8 år før mit venskab med Jens for alvor begyndte, døde min far. På alle måder var den dag forfærdelig og tragisk, men for mig er den dato nu ikke længere kun forbundet med sorg, men også med glæden over, at Gud ønskede at velsigne mig på netop den dag.
Måske tænker du: ”Hvad rager dine venner mig”? I så fald forstår jeg dig godt, for mit svar vil nok være: ikke ret meget. I stedet vil jeg spørge dig: ”Hvor meget rager dine venner dig?” Fordi min far døde på den samme dato, hjælper det mig måske til at forstå, at vi skal holde af dem, vi holder af, mens vi har dem. Det er ikke sagt for at fylde dig med en frygt for, hvornår du mister, men for at fylde dig med en glæde over det, du har lige nu.
Lad være med at gemme alle de gode og opmuntrende ord til din bedste vens bryllup eller dine forældres sølvbryllup. Fortæl dem i dag, at du holder af dem!!