Mission og Nødhjælp
Kald os arbejdere
– ikke missionærer
– Vi er ikke traditionelle missionærer, men vi giver dem Bibelen på deres eget sprog, siger Ivar Larsen. I år er det 30 år siden, at han og Alice blev udsendt for organisationen Wycliffe.Alice og Iver Larsen er udsendt til Kenya for organisationen Wycliffe. De føler sig tilskyndet af Gud, men ser ikke sig selv som missionærer.
I 1977 rejste Alice og Iver Larsen for første gang til Kenya for organisationen Wycliffe. Kun afbrudt af nogle få års ophold i Danmark har de opholdt sig i det afrikanske land, hvor de har arbejdet med bibeloversættelse.
Herhjemme er Iver Larsen nok lige så meget kendt for sin store indsats med at genoversætte Bibelen På Hverdagsdansk. Men siden 1981 har han arbejdet på et bibelprojekt blandt Sabaot-stammen, der bor på Mount Elgon i det nordlige Kenya.
– Vi arbejdede der i 10 år og udarbejdede skriftsprog og udgav bøger, fortæller Iver Larsen. Efter de ti år flyttede familien til Nairobi, hvor Iver skulle være konsulent for nogle andre projekter, som var startet i mellemtiden. I dag bor Iver og Alice i byen Eldoret, hvorfra Iver arbejder som bibeloversætter-konsulent.
I 1997 fik Sabaot-stammen deres Ny Testamente, og nu er Iver tilknyttet som konsulent på oversættelsen af Det Gamle Testamente. Derudover er Iver Larsen knytttet til et bibelprojekt for Marakvet-stammen, der også hører til i Nord-Kenya.
Eventuelle forestillinger om, at livet som missionær i Afrika foregår i bushen iklædt tropehat falder fuldstændig til jorden, når Iver Larsen fortæller om sit arbejde.
– Vores hverdag er ganske almindelig. Fordi det er et arbejde med bøgerne, foregår meget af dagen på en stol ved en computer. Arbejdet er ganske almindeligt kontorarbejde, siger Iver Larsen og korrigerer:
– Som regel kalder vi os ikke for missionærer. For vi går ikke ud og evangeliserer, og vi starter ikke kirker. Dvs. det, man traditionelt forbinder med missionærarbejde.
Han forklarer, at organisationen Wycliffe, som har bibeloversættere i store dele af verden, drager stor fordel af at være fælleskirkelig organisation. Der er derfor altid et samarbejde med alle de lokale kirker og andre missionsorganisationer.
– Vi giver dem et grundlag, som er Bibelen på deres sprog, understreger Iver Larsen.
Når I ikke kalder jer missionærer, hvad kalder I jer så?
– Vi er lingvister, svarer Iver Larsen hurtigt og tilføjer: – Selvfølgelig kommer det an på sammenhængen. For herhjemme i Danmark kan vi godt kalde os missionærer, når det er det, folk er vant til.
– Nogle gange bruger vi begge dele med det engelske ord missionary linguist. Ellers bruger vi bare betegnelsen workers (arbejdere red.).
Grundlæggende føler Iver Larsen det som en styrke, at de ikke har behøvet at være pågående. Men deres arbejde er ønsket og værdsat af de lokale stammer. Han fortæller, at de kort efter ankomsten til Mount Elgon blev mødt af en ung mand, som sagde: – Hvorfor har missionærerne glemt os? Hvorfor kommer I først nu?
– Der havde været missionærer i naboområdet i over 100 år, men der var ikke nogen, der var kommet op til dem på bjerget, forklarer Iver Larsen.
– Da vi kom, var det de lokale pastorer, som bad os komme. Men der var også en række skoleinspektører, som stod bag indbydelsen. De ville gerne have mulighed for at undervise børnene i skriftsprog, men de havde ikke noget alfabet.
– Så vi er absolut blevet godt modtaget.
Alice og Iver Larsen ser ikke kun tilbage på 30 års indsats i Kenya. De føler en fortsat motivation til at blive ved med arbejdet.
– Vi oplevede dengang, at Gud gjorde det helt klart for os, at det var et arbejde, vi skulle gå ind i, fortæller Iver Larsen.
– Når vi fortsætter, så er det fordi, vi tror på, at udholdenhed også er væsentligt i Guds arbejde. Og så længe vi føler, at der er mere brug for os i Kenya end andre steder, så regner vi med at blive.
Han lægger dog vægt på, at de arbejder målrettet mod, at andre en dag kan tage over.
– Vi uddanner vores medarbejdere, en af dem er nu ved at færddiggøre sin ph.d. i bibeloversættelse. Vi regner med, at han bliver konsulent og kan overtage arbejdet.
– Men den dag, vi er overflødige, så rejser vi, slår Iver Larsen fast.
Kunne I så tænke jer at rejse et andet sted hen til nye projekter?
– I teorien ja, men jeg vil tro, det tager nogle år endnu, inden vi er færdige med hele Bibelen på Sabaot, og vi skal også lave hele Bibelen på Marakvet. Og så er vi nok kommet så langt, at vi er nået pensionsalderen, hvor vi hellere må tage hjem, siger Iver Larsen.
