Anna Rosenvinge:
Pinsebevægelsens
Grand Old Lady
Anna Rosenvinge var 11 år gammel, da hendes familie kom med i pinsebevægelsen. Med sine 93 år er Anna pinsebevægelsens Grand Old Lady; stadig åndsfrisk sidder hun i sin lejlighed i Århus og deler med glæde sine troserfaringer fra et langt og begivenhedsrigt liv.Anna var kun 11 år gammel, da en svensk pinseprædikant i året 1925 kom til Rønne på Bornholm, hvor hun dengang boede med sin familie.
Prædikanten talte om ilden, der blev udgydt på pinsedag, om dåb i vand efter at være kommet til troen, om tungetale og helbredelse ved tro.
Forældrene, der var metodister, tog til et møde og fandt her det, som de havde længtes efter i lang tid. De tog imod Helligånden og begyndte at tale i nye tunger. Det skabte en stor forandring i hjemmet, og Anna og hendes otte søskende fulgte hurtigt efter.
– Vi søskende forstod det og ville gerne have den samme glæde og fred i eje. Min ældste søster, Inger, gav sig først over til Jesus. Dagligt hørte vi hendes glade sang: Han har frelst mig, han har frelst mig, derfor må jeg synge hele dagen lang.

