Skøn ventetid
Det skete lige pludselig. Tanken og følelsen kappedes om at komme først. Yes, yes, yes. Nu sidder du her og skal ikke andet den næste halve time end at vente på, at DSB sender tog til tiden. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst ikke havde skullet noget andet end at vente. Der var absolut ingen krav. Jeg kunne bare sidde og nyde den varme forårssol på perronen. Det var skønt, som man siger i Vendsyssel. Det var balsam for sjælen.
Når der ikke er noget, man skal, kan man nå noget af det, der ellers ikke bliver tid til. Uh ha, der var det nær gået galt. Der var noget, jeg ikke havde nået i lang tid. Men jeg nåede det nu alligevel den dag uden stress og tidspres: at læne mig tilbage, slappe af og nyde livet.
Det var godt, jeg nåede det lige dér, i det øjeblik, i den halve time på Kolding station. For DSB sendte tog til tiden. Men så var der jo også udsigt til at slappe af hele vejen til Hillerød, hvor jeg skulle til en workshop i tre timer for så at vende næsen hjemad igen.
Men da jeg kom til Middelfart, blev det en anderledes ventetid. En ventetid, jeg ikke regnede med, og slet ikke ønskede. Og det var ikke engang DSBs skyld. Der var gået ild i en tankvogn på en bro, så al jernbanetrafik og det meste motorvejstrafik var stoppet.
Så skulle der sættes busser ind mellem Middelfart og Odense, men busserne kom ikke, for de sad fast i trafikken. Med udsigt til at komme mindst to timer for sent til den tre timers workshop, besluttede jeg at vende om.
Dagen så pludselig helt anderledes ud. Det var mindre sjovt at veeeente på det tog, der skulle tage mig med tilbage til Kolding, selvom solen stadig skinnede. Jeg var lidt frustreret over, at dagen og udsigten til de mange skønne ventetimer pludselig var kørt af sporet. Til gengæld fik jeg et stykke uplanlagt tid derhjemme og der var selvfølgelig nok at tage fat på, f.eks. en middagssøvn.
Livet kan nogle gange sammenlignes med at sidde og læse side op og side ned på tætskrevne papirer trummerum, trummerum og så kommer man pludselig til en blank side. Du kan vælge bare at kigge på den og glæde dig over, at den er blank, eller du kan fylde den med det, du selv synes. Hvad ville du bruge siden til?