Debat
De kristne må tage ansvar
Udfordringen bragte i uge 20 et interview med Iben Thranholm.
En interessant artikel hvor Iben Tranholm bl.a. udviser bekymring om sekulariseringen i det danske samfund. Som en modvægt til den udvikling ser hun gerne, at der bliver dannet et religiøst folkeparti, som skal sætte moral og etik på dagsordenen.
Det er meget idealistisk og ingen tvivl om, at der i mange år har manglet fokus på disse områder, men både som politiker og som meget kirkeligt engageret, så er jeg dybt uenig i, at etik og moral først og fremmest skal sættes på dagsorden fra politisk hold.
Jeg er af den opfattelse, at kirken (både folke-og frikirker) og dermed dens medlemmer bærer en stor del af ansvaret for sekulariseringen i Danmark. Vi har simpelt hen ikke haft modet til at stå imod og råbe op. Hvis sekulariseringen skal stoppes så må kirkefolket tage ansvar og komme på banen i den offentlige debat, og ikke kun overlade det til enkelt personer som Iben Tranholm, Præsteinitiativet fra Hillerød etc.
Som folketingskandidat for netop Kristendemokraterne vil jeg gerne forsikre både Iben Tranholm og alle andre om, at vi vil arbejde hårdt for, at Anders Fogh, Naser Khader m.fl.ikke får held til at fjerne religionen eller de religiøse symboler fra det offentlige rum. Vi må fastholde de grundlovssikrede rettigheder til religionsfrihed. Selv om et menneskes tro er privat, så må vi sikre, at ligesom vi har religionsfrihed, så skal der også værnes om ytringsfriheden også når det gælder at bære tørklæde, kors eller kippa.
Hanne Wahl
Grundtvigsvej 19,1
1864 Frederiksberg C
Caritas
Caritas er en international organisation, der arbejder i over 200 lande og territorier. Det er vi stolte over, for det betyder, at Caritas når rigtig langt ud med blik for de fattigste.
Når Jan Dallerup i Udfordringen den 30. maj klandrer Caritas for, at vores arbejde og hjælp fylder som en dråbe i havet, må jeg derfor melde hus forbi. Det er milliarder af kroner, der kanaliseres gennem Caritas-netværket, hvorfor det ville være helt forkert, hvis organisationer som Caritas og Røde Kors kun skulle arbejde i 10 lande, som foreslået Jan Dallerup.
Selvfølgelig arbejder den danske afdeling af Caritas ikke i over 200 lande. Det ville i praksis være umuligt – og var det muligt, ville det være uansvarligt! For vi ville jo ikke have en chance for at følge hjælpen til dørs og meget af den ville gå op i administration osv., sådan som Jan Dallerup påpeger i sit læserbrev.
Derfor arbejder Caritas Danmark kun i fire lande, når det gælder langsigtet udviklingshjælp: Bolivia, Niger, Uganda og Nordøstindien. Når det gælder nødhjælp støtter vi i øjeblikket programmer i Zimbabwe, Eritrea, Thailand (burmesiske flygtninge) og flygtninge fra Darfur. Og vi gør det typisk i samarbejde med lokale Caritas organisationer. Det sikrer et lokalt engagement og en effektivitet forvaltning af de mere end 40 millioner kroner om året, som formidles gennem Caritas Danmark.
Jann Sjursen,
Generalsekretær for
Caritas Danmark
Unge har brug for Guds kærlighed
I dag er der et nødråb som aldrig før, når det gælder ungdommen, et nødråb om hjælp, om accept og kærlighed.
Samfundet har udviklet sig hen imod større forvirring på flere områder. Mange børn og unge føler skyld over at forældrene ikke kan fungere indbyrdes, selvom årsagen til splittelsen intet har at gøre med børnene.
Derudover er samfundet i dag forvirrende for ungdommen, i det sandheden bliver en mere og mere relativ størrelse, og det bliver sværere og sværere for de unge at finde sin identitet og det ender med en form for rodløshed. Det er nemmere for de ældre, da de ofte er nået at blive meget mere grundfæstet i personlig tro og egen identitet. De unge ender med fortvivlelse og usikkerhed, og man har svært ved at hvile i sig selv. Overgangen fra barn til voksen er i forvejen ny og forvirrende, idet børnene skal til at vænne sig til en helt ny verden, hvor der kræves mere af dem som mennesker. I mit virke som folkeskolelærer på mange forskellige skoler, har jeg indimellem oplevet så frustrede unge mennesker, og for nogle var råbet så højt, at de ligefrem legede med døden.
Unge har brug for at opleve en kærlighed, som aldrig svigter og aldrig forandres. Denne kærlighed er Gud, som aldrig forandres. Denne kærlighed bør lyse fra os, som har ungdomsarbejde og som søger at give Jesus videre til de unge.
Samtidig med at vi forkynder dem sandhedens ord, må vi favne dem med en overnaturlig kærlighed fra Gud og lade dem mærke hans kraft. Ja de må blive fyldt til overflod, så de oplever hans ubegrænsede kærlighed og lærer at bygge deres liv på klippen Jesus Kristus.
Kirken/menigheden skulle gerne være et sted, hvor de unge føler sig helt accepteret, elsket, men også et sted, hvor de kan snakke ud og ikke mindst modtage tilrettevisning gennem Guds ord. Det skal ikke være et sted, hvor de står på ligeså usikker grund som i verden, hvor man mener at det ene kan være ligeså godt som det andet, men sandheden skal findes i Guds ord, en sandhed som de kan bygge på, og som Jesus siger I skal forstå sandheden og sandheden skal gøre jer frie (Joh. 8,32).
En faderlig kærlighed, som tager imod, giver accept og formaner, irettesætter uret og viser vejen.
For unge med problemer er det oftest ikke nok at modtage kirkelig sjælesorg, men de behøver at opleve Gud på en påtagelig måde, at hans kærlighed gennemstrømmer dem og at han taler ind i deres liv. Derfor finder jeg det yderst vigtigt at ungdomsledere søger dybt ind i kraftkilden fra Jesus og søger til stadighed at blive mere grundfæstet i Guds ord, så det er hans ord og ånd, som gør værket igennem os til de unge mennesker.
Jacob Pedersen,
Youth On Fire
