Fra sygdom Til sundhed
Du er velkommen til at skrive tl mig og stille spørgsmål. Der bliver bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert.
Orla Lindskov Chrisatensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
Brev:
Er gået ned med flaget
Kære Orla
Jeg er gået ned med flaget og kan bare ikke komme op igen. Jeg har store tude-ture, og har de sidste otte dage taget nervepiller. Men jeg kan først komme til terapi senere. Det er kristen rådgivning og terapi.
Jeg har haft meget overarbejde, og jeg er ikke god til at sige fra på mit arbejde. Desuden er der en kollega, som gerne vil bestemme, og som får lov til det af vores boss.
Jeg har nu prøvet at sige fra og sige op, men det ville de ikke være med til. Men de har givet mig lidt fri og nedsat tid. De giver mit tidligere arbejde skylden.
Ud over mit arbejde har vi en dreng, som har en sygdom. Men på trods af den har han det forholdsvis godt. Men han sover meget uroligt og skal have nattekontakt, så det er ikke altid, vi får den søvn, vi har brug for.
Med venlig hilsen
Den Anonyme
Svar:
Vær god ved dig selv
Kære Anonyme
Stress og især stress over en længere periode kombineret med søvnmangel kan let føre til depression.
Nedtrykthed, som vi i dag i høj grad er gået over til at kalde depression, kan komme af forskellige årsager: – modgang, skuffelser, chok, et job man ikke magter, en virksomhed der er gået nedenom og hjem, man er blevet fyret, pensionisten føler sig overflødig osv, osv. Disse forhold kan føre til en selvopgivende, depressiv tilstand. En sådan tilstand, hvis den bliver langvarig, kan i sidste ende forkorte livet.
Jeg vil sige, at du er en af de heldige, for du har selv erkendt dit problem og søger nu kvalificeret hjælp med rådgivning og terapi. Desuden er du bevidst om de forhold i dit liv, som belaster dig: – din syge dreng og overbelastning på dit arbejde. Mange ender i depression uden at være bevidst om årsagerne.
Hvad kan du nu ændre på i din livs-situation? ?
Din syge dreng skal selvfølgelig have den nattekontakt, det nærvær af jer, han har behov for. Det kan have uvurderlig betydning for hans fysiske og psykiske trivsel og velvære senere hen i livet.
Men i forhold til dit arbejde er du nødt til at blive bedre til at sige fra. Jeg ved, det kan være svært på en arbejdsplads i perioder med travlhed og meget overarbejde. Hvis man nægter at arbejde over, kan man let få fornemmelsen af, at man svigter de andre og virksomheden. Denne fornemmelse kan let komme til at hænge i luften, også selv om det kun er nogle enkelte dage ind imellem, at man holder fri, fordi man har brug for et pusterum.
Det er ofte et problem med selvfølelsen, der er årsagen, når man er dårlig til at sige fra og til at sætte grænser. Selvfølelsen er vores viden om og oplevelse af, hvem vi er. Har du en god selvfølelse, så hviler du i dig selv. Du kender din egen værdi og er tilpas med dig selv. Du er god til at beskytte dig selv og siger fra i god tid, inden du går ned med flaget.
Den lave selvfølelse kendetegnes ved en ofte næsten konstant følelse af usikkerhed, selvkritik og skyldfølelse over alt muligt. Man kan let komme til at overanstrenge sig på sit arbejde og i andre sammenhænge, fordi man lever med en konstant frygt for ikke at gøre tingene godt nok.
Af mange årsager kan man gå rundt med sårede områder i sin selvfølelse. Du har måske i din fortid oplevet kun at blive elsket og accepteret, når du kunne levere gode resultater og leve op til omgivelsernes forventninger. Mange børn, men også voksne har aldrig oplevet sig elsket, bare fordi de var de, som de nu engang var. De skulle altid gøre sig fortjent til de andres kærlighed ved præstationer.
Kære Anonyme, i Guds øjne er du værdifuld, blot fordi du er den, du er. Vær god ved dig selv, og øv dig i at sige fra. Det handler om din fysiske og psykiske sundhed.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Brev:
Handler det om udholdenhed?
Kære Orla
Tak om du ville salve og bede over min salvedug igen. Hvor tit vil du anbefale mig at sende den til dig?
Hvorfor er det godt at salve og bede over dugen igen og igen?
Handler det mest om udholdenhed fra vores side eller handler det om at forny Guds kraft?
Jeg ønsker Guds helbredelse. Tak for din tjeneste.
Kærlig hilsen
B.N.
Svar:
Udholdenhed i bøn
Kære B.N.
Du må gerne sende salvedugen til mig hver 3-4 uge, hvis du ønsker fortsat forbøn. Men det er kun en anbefaling. Du skal følge dit hjerte i den sag og sende den, når du føler tilskyndelse dertil.
Du spørger, om det handler om udholdenhed fra vores side, eller om at forny Guds kraft?
Mit svar er:
– Det handler om begge dele. Det er ikke et enten eller. Det er et både-og. Udholdende bøn fornyer Guds kraft hos os. Men ventetiden på bønnesvaret lærer os også udholdenhed og tålmodighed.
Da jeg i en menighed underviste om bøn og var inde på emnet udholdende bøn, fik jeg af en mand følgende kommentar:
Jeg beder kun én gang om hvert bønneemne, for jeg tror ikke, at Gud er tunghør !
Sådan kan man selvfølgelig anskue sagen, måske endda ud fra Jesu ord om, at vi ikke bliver bønhørt for de mange ords skyld.
Men sagen har også en anden side, som består i Bibelens opfordring til udholdende bøn. Tænk f.eks. på Jesu lignelse om enken og den uretfærdige dommer (Lukas kap. 18). Denne lignelse indledes med ordene: Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.
Formålet med, at Jesus fortæller sine disciple denne lignelse, er ikke at fortælle en historie om en enke og en uretfærdig dommer.
Formålet med lignelsen er derimod, at han vil opfordre sine disciple til at være udholdende i bønnen.
Hos Paulus finder vi den samme opfordring i Kolossenserbrevets 4. kapitel, vers 1, hvor Paulus skriver: – Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak…
Disse to bibelcitater slår fast, at udholdenhed i forbindelse med bøn har stor betydning. Det har udholdenhed selvfølgelig også i alle andre sammenhænge.
Det betyder så ikke, at bøn skal forbindes med store menneskelige præstationer af udholdenhed, for at Gud vil høre den. Det ville nok føre til lov-trældom. Vi har ikke det fulde indblik i, hvorfor Gud f.eks. ikke helbreder alle syge øjeblikkeligt, når vi beder ham om det.
Men det er nok sådan, at vi ville se flere blive helbredt, hvis vi fulgte Bibelens opfordring til at være udholdende i bønnen.
Dette må vi dog aldrig glemme. Mens vi venter på helbredelse i sygdommens greb, er Gud stadig hos os og med os.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Jeg har fået noget udslæt på indersiden af højre fod. Jeg vil gerne bede om en salvedug. Jeg døjer også med svimmelhed.
Jeg fik for nogen tid siden en salvedug fra dig på grund af dårlig ryg, og den hjalp mig.
Jeg har været ved lægen. Det hjalp ikke.
Venlig hilsen
A.
Svar:
Porto og salveduge
På grund af en henvendelse vil jeg gerne give følgende oplysning:
Når man skriver efter en enkelt salvedug skal man medsende en kuvert frankeret med et frimærke til 4.75.
Kuverten behøver kun i størrelse at være som til et standardbrev, da salvedugen ikke fylder mere end et lille lommetørklæde.
Salveduge kan ikke rekvireres over Internettet.
Venlig hilsen
Orla Lindskov