Gud er trofast!
Da jeg læste på Danmarks Journalist Højskole, nød jeg at tage bilen fra Aalborg til Århus i stedet for toget. Jeg kunne sove lidt længere og krølle håret. Overtøjet og tasken kunne ligge på pasagersædet, og jeg kunne nyde varmen fra bilen. I februar fik piben imidlertid en anden lyd. Da jeg stod op, var der så meget sne, at bilen næsten ikke kunne køre. Den gled praktisk talt på maven til banegården. Jeg måtte tage toget og pakke mig ind i dunfrakke. Farvel til de høje hæle. Sne i øjnene og krøller, der gik ud. Øv!
Der var varslet meget dårligt vejr, så jeg måtte pakke en kuffert og sov hos bekendte. Alt var forsinket. Jeg måtte hive min oppakning gennem knæhøj sne og stille mig i den meterlange taxakø. I dagene, som fulgte, kom der mere sne, og jeg ringede hjem og søgte trøst hos min mand, som opmuntrende sagde:
– Jeg ber for dig, Gud skal nok hjælpe dig!
Jeg tænkte, han havde ret, og at jeg hellere måtte sige tak under alle forhold og ikke kun, når jeg fik min vilje. Da jeg igen stod i taxakøen lagde jeg mærke til, at taxaerne ikke blev fyldt op. Da det blev min tur til at få en taxa, kom der en minibus. Jeg fik dårlig samvittighed: Ku jeg tage den, når der stod så mange andre og ventede?
– Er der nogen, som skal med? råbte jeg, og følte mig lidt dum, da ingen svarede. Pludselig kom en dame.
– Jeg betaler, hvis jeg må køre med! sagde hun. Jeg blev helt forlegen og takkede. Da jeg blev sat af, tænkte jeg, at jeg hellere måtte gi Gud æren, for det var jo ham, som havde sørget for mig. Så jeg sagde:
– Tusind tak, må Gud velsigne jer!
Intet svar, kun to smil.
Jeg steg ud og tog et par skridt ned af gaden, hvorpå jeg vendte mig om for at se, om chaufføren kunne vende for de halvanden meter høje snebunker i vejsiden. Men der var ingen minibus. Gaden lå tom. Jeg følte et sug i maven. De kunne umuligt nå at vende og forsvinde på det øjeblik, jeg havde taget et par skridt.
…uden at vide det, har nogle af jer haft besøg af engle! (Hebræerbrevet kap.13.1-3a) rungede i mit hoved. Havde Gud sendt engle til at hjælpe mig? Jeg havde lyst til at græde og skamme mig over mit piveri. Resten af turen betalte jeg ikke for transportmidler, Gud sendte folk på min vej, som betalte alt for mig. Jeg var overvældet!
Gud viste mig sin trofasthed, det øjeblik jeg slap mig selv og så andres behov. Da tog Gud over og sørgede for mine! Al ære til ham!
