Hallo – er der nogen?

Udfordringen har i de seneste uger bragt en række artikler med eksempler på mennesker, der praktiserer en levende tro.
Som lovet følger en række kursus-artikler specielt for nye læsere. I forbindelse med hver artikel lægges der op til en øvelse.I Udfordringens nye serie om levende tro ser vi mere på erfaring og praksis end på teorier.

Sagen er, at hvis du begynder med at opleve Gud, så bliver teorierne underordnede. Hvis du begynder med teorierne, så vil du måske aldrig nå til at opleve Gud…!
Teorierne – og dine fordomme – risikerer at blokere.

Meningsmålinger viser, at de fleste – selv i Vesten – tror på en form for Gud.
Det er faktisk mærkeligt. For i skolen og i medierne oplæres vi i, at alt er udviklet af sig selv ved uendeligt mange tilfældigheder. Uden en Gud.
Vi får at vide, at den pragtfulde og genialt indrettede natur omkring os bare tilfældigvis er blevet så skøn og frugtbar. Og mærkeligt nok er omgivelserne, klimaet, iltindholdet i atmosfæren, lufttrykket, vandet osv. lige præcis velegnet til, at vi kan leve her på jorden, mens alle andre planeter, vi kender, er totalt umulige at overleve på. Hvorfor er det sådan?

Vi får at vide, at hele universet bare er opstået ved et kæmpe brag – et Big Bang – og selv om vi af erfaring godt ved, at der ikke kommer liv, men det modsatte ud af en eksplosion, så vil man have, vi skal tro, at der ud af denne eksplosion opstod det mest vidunderlige univers med alle dets myriader af stjerner og planeter. Og mærkeligt nok fungerer solen og jorden lige præcis så godt sammen, at mennesker og dyr og planter kan leve godt her på jorden.
Men hvis planeternes baner er sat i gang ved, at de er som skudt ud af en eksplosion, hvorfor er der så to planeter, der kører den modsatte vej?
Og hvad var der i universet før det store brag? Og før…?
Teorien om et stort big bang bygger især på, at universet åbenbart udvider sig. Men der er en sjov lille finesse, som tyder på, at det ikke gik helt tilfældigt for sig. Nemlig, at den enorme big kraft, der skulle til for at sprede universets stjerner i alle retninger, åbenbart er blevet stoppet igen. Hvad var det for en kraft, der standsede eksplosionen i det vægtløse rum?
Så selv om der så skulle være sket noget, der ligner et big bang, så bortforklarer det ikke Gud. Tværtimod må der have været nogen, som styrede og standsede kraften.

Vi får også at vide, at vi som mennesker er helt tilfældige og uden mening. Vi er bare blevet til som en tilfældig mutation efter en lang række af laverestående dyr, og helt tilbage skulle vi komme fra en slimklat med kun en celle. Men selv en celle er umådeligt kompliceret. Celler kan f.eks. finde sammen viser eksperimenter. Hvor kom cellerne fra? Hvem fandt på dem?
Det kræver faktisk ikke ret meget fri tænkning, før hele det gudløse korthus falder.
Alligevel opdrages vi i Vesten, som om Gud ikke er til. Og vi får serveret disse tvivlsomme rationelle forklaringer på alt det, vi ikke forstår. Det meste er aldrig bevist, selv om det fremstilles som den skinbarlige videnskab. Det er kun arbejdsteorier – bygget på den fordom, at alt ER tilfældigt og uden en intelligent skaberkraft.
Vi indoktrineres fra vugge til grav med disse forenklede og banale forklaringer på livet. Af mangel på bedre… For hvordan skal man dog forklare den vidunderligt skabte verden og den genialitet, der ligger i naturen og i hvert enkelt menneske – når man ikke må nævne Skaberen?
Det er som en ligning, hvor facit på forhånd er udelukket. Ligegyldigt, hvor meget man bøvler med at finde det mystiske X, så vil det ikke lykkes.

Alligevel tror de fleste mennesker, at der findes en Gud, når de spørges anonymt og uden omverdenens gruppepres. Vi véd det bare.
I de kommunistiske lande, som nu næsten alle er kollapset, forsøgte man med voldsom magt og hele propaganda-apparatet at udrydde troen på Gud helt fra børnehaven. Præster og troende blev forfulgt, sat i fangelejre, mange blev henrettet, kirker blev lukket eller omdannet til ateistiske centre og svømmehaller. Bibler og religiøs litteratur blev brændt og forbudt. Dette skete gennem flere generationer fra 1917 til ca. 1990.
Hvad var resultatet? At der blev flere troende i de kommunistiske lande end udenfor.

Vi er som mennesker åbenbart skabt med en længsel efter Gud Faderen.
Uanset om vi hader ”Gud” (eller det, vi tror, er Gud), så er han der alligevel. Gud er lige som en far for alle mennesker – for vi fornemmer at han er vores ophav – og vi er hans børn. Desværre ser vi ofte Gudfader i et troldespejl på grund af det konfliktfylde og mislykkede far-billede, mange slæber rundt på. Men Gud er ikke som din far. Han er, som din far burde have været.
Manges fornægtelse eller spot af Gud er i virkeligheden en psykologisk overføring af deres oprør eller skuffelse over deres egne forældre.
Men Gud er ikke som vores forældre.

En lille pige hørte kammeraterne fortælle, at de bad til Gud.
– Det gør vi da også derhjemme, sagde hun.
– Bér i aftenbøn?
– Nej.
– Be’r i bordbøn?
– Nej.
– Hvornår be´r I så?
– Når det tordner…

De fleste mennesker be’r desperat til Gud, når de kommer langt nok ud i en krise. Når de er ved at drukne. Når deres barn er ved at dø mellem hænderne på dem. Når depressionen og angsten har drevet dem ud i ”det gudløse mørke” (som rocksangeren Michael Falk kaldte sit liv, før han selv fandt Gud og blev troende kristen.)
Vi véd ligesom instinktivt at Gud er der et sted. Og hvis noget går skævt, så giver vi ofte Gud skylden. Krige og sultkatastrofer… Men vi glemmer, at det er os, der kaster bomberne, og os selv, der har indrettet verden, så nogle har for meget og andre for lidt. Der er mad nok på jorden. Hvis vi læser i Bibelen, vil vi opdage, at det heller ikke er Guds plan med os, at vi skal leve, som vi gør.
Men også det positive kan drive os til Gud. Når vi oplever virkelig kærlighed eller noget, der er så vidunderligt, at vi røres dybt ind i hjertet, så kan vi få lyst til at sige Gud tak. Flere har fortalt, at en strålende, diset morgenstund med udsigt over de endeløse vidder, eller fuglenes uforklarligt smukke sang, fik dem til at tro på en god og kærlig skaber.

Instinktivt véd vi altså noget, som vi ikke kan forstå med vores rationelle hjerne.
Det er et kerneproblem i det gudløse Europa.
Vi kan ikke rumme Gud med hjernen. Ikke fordi intelligens er en modsætning til Gud. Tværtimod, Einstein var troende, og mange af de største videnskabsmænd var og er troende. Hjernen behøver altså ikke være en forhindring for at tro på Gud – bare hjernen er stor nok …!
Men det handler slet ikke om hjernekapacitet. Det handler om indstilling.
Jesus sagde som bekendt, at hvis vi ikke bliver som børn, så kan vi slet ikke fatte Guds rige. Det var en barsk udfordring for den tids intellektuelle farisæere – og det er det stadig.

Men selv om man ikke er hovmodig, overser man måske, at det ikke er alt, man kan forstå ad analytisk vej. Vi har både en venstre og en højre hjernehalvdel. Der er en tilbøjelighed i Vesten til kun at anerkende den venstre analytiske del – og henvise det musiske og intuitive til den mindre seriøse del af livet.
Også i vestlig teologi har det analytiske fået alt for stor vægt. Derved bliver eksegesen af ordene meget vigtig, mens det profetiske element (som ligner det intuitive) ses ned på – fordi det ikke kan måles og vejes – eller styres så let.
Vi overfører altså også i teologien et materialistisk verdensbillede uden plads til Gud. Præster og teologer forsøger med hatten i hånden at få plads til Gud i dette verdensbillede – men det er umulige betingelser.
Vi har lært, at alt det, der ikke kan måles, slet ikke findes. Men alligevel ved vi, at kærlighed findes. Vi véd også, at der er mere mellem himmel og jord, end eksperterne tror.
Det er denne usynlige verden, som i Bibelen kaldes for det åndelige.
Desværre er vestlig teologi og kirkeaktivitet ofte blevet klinisk renset for åndelighed.
Men når man fjerner det åndelige i kristendommen går man glip af kernen.
Derfor har vi også så svært ved at ”høre Guds stemme”, som vi senere skal se.

Så længe har vi levet i et åndeløst tomrum, at vi ofte har svært ved at tage imod.
Når man følger overnaturlige helbredelser og andre fænomener på tæt hold, er det påfaldende, at mennesker fra ikke-vestlige kulturer (inuitter, indianere, afrikanere, asiater) meget hurtigere kan tage imod et overnaturligt indgreb, som f.eks. en helbredelse, mens hvide nordeuropæere ofte er upåvirkelige. De skal først have det ind gennem deres smalle rationelle forståelsestrakt. Og selv når der sker noget med dem selv, nægter de at tro på det.
En hvid døv kvinde kunne f.eks. igen høre og reagerede på det, hun hørte, men blev bagefter ved med at sige, at hun jo ikke kunne høre og tog høreapparaterne på igen…

Når vi i Vesten har svært ved at forstå det overnaturlige, skyldes det vores verdensbillede. Vi er alle blevet indoktrineret med et forenklet materialistisk verdensbillede, hvor vi kun ser en brøkdel af virkeligheden.
Vi ser – metaforisk sagt – kun længden og bredden og forstår ikke dybden og højden. Det overnaturlige findes ikke i vor forståelse. Når det alligevel dukker op, for det gør det i stigende grad, så bortforklares det som psykologiske fænomener. Selv når en person på få minutter helbredes spontant, forklares det krampagtigt med tilfældigheder eller ”psykiske kræfter”.
Men hvis man tyr til psykologien – som for mange er blevet en erstatning for religionen – gør man også vold på det overnaturlige. For ånd er noget andet en psyke.
Vi lukker af for den åndelige/overnaturlige virkelighed, som de etniske folk kender til – på godt og ondt. Vi har arrogant afskaffet den dimension som overtro – dvs. som ikke-eksisterende.
Selv når vi – af nød – må anerkende, at der findes ”et eller andet”, blokerer vores materialistiske tankegang for, at vi kan fatte det. Vi vil presse det, vi ikke forstår, ned i former, som er for små til at rumme det.
Men man kan ikke forklare en overnaturlig kraft i kilo og meter.

I den oprindelige kristendom, som vi finder i Ny Testamente, forstås mennesket som tre-dimensionelt med krop, sjæl – og ånd.
Uden den åndelige dimension reduceres mennesket til et hylster, hvor tilfældige kemiske processer får os til at tænke og føle og tro.
Vi er meget mere end det.

Spørgsmålet er, hvordan vi igen kommer i kontakt med det åndelige – med Gud?
Hvis Gud virkelig findes, så er det absolut værd at forholde sig til denne kraft eller personlighed i sit liv. Om ikke for andet, så fordi vi formentlig skal møde Gud på den anden side af døden.

Skriv ned (eller indtal) hvornår du har oplevet noget, der lå udenfor det ”naturlige”. Noget, som ikke kunne forklares.
Vær nøgtern og ærlig. Tilpas det ikke efter dine fordomme eller andres meninger. Bare erkend det.

Tænk på de gange, hvor du følte, at Gud på en eller anden måde var tæt på. Følte du, at noget blev sagt til dig? Og hvad gjorde du med disse beskeder eller oplevelser?

Du er velkommen til at sende det til tro@udfordringen.dk – eller blog’en på udfordringen.dk – eller adressen på bagsiden mrkt. TRO. Skriv også, om det må offentliggøres. Vi vil svare på alle henvendelser.
Find evt. hjælp til skrivningen i kronikken.

I næste uge vil vi bl.a. se på, om Gud er en kraft eller en person. Og hvem Jesus Kristus er i forhold til Gud.