Filip droppede livet som homoseksuel
For et par år siden var præstesønnen Filip Bartholdy homoseksuel aktivist og levede i registreret partnerskab, men på et kristent sommerstævne valgte han at kvitte sin homoseksuelle livsstil.
Det har han også fortalt om for nylig i Danmarks Radio- Som teenager kæmpede jeg med min seksualitet. Jeg følte mig anderledes end alle andre og begyndte at se på porno, homoseksuel pornografi. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg var overbevist om, at det var forkert. Og jeg kæmpede. En sej kamp. Det var lige før, jeg kom på efterskole, så jeg har været en 13-14 år på det tidspunkt. 
Ordene kommer fra den 26-årige Filip Bartholdy. Som søn af Birgitte og Anders Bartholdy, der gennem mange år har været præstepar i Apostolsk Kirke i Sønderborg, skulle man tro, han havde langt til et liv som homoseksuel aktivist. Men det, der begyndte med homoseksuel pornografi, endte i en sand lavine af udskejelser.
– Da jeg først var begyndt at se på homoseksuel porno, fulgte en periode med et dobbeltliv. Jeg var aktiv i min lokale kirke, samtidig med at jeg så på porno og chattede med homoseksuelle på internettet. Jeg var teenageleder i min lokale kirke, og min teenagegruppe voksede faktisk i antal. Men jeg havde det elendigt med mig selv, fortæller han.
Filip Bartholdy flyttede til Odense og begyndte på en uddannelse som mediegrafiker. Her var han meget alene og følte sig ikke hjemme i nogen af de kirker, han besøgte. Og kammeraterne på studiet tænkte i modsætning til Filip stort set kun på druk.
– Jeg fik en depression, hvor jeg ikke orkede noget som helst. Jeg opsøgte min læge, men han sagde blot: Tag dig sammen! Du må klare dig selv! Se at komme videre! Nu følte jeg virkelig, at jeg var håbløs, og jeg begyndte at overveje selvmord.
Filip tog derefter kontakt til Lambda, en forening for homoseksuelle, og blev vildt aktiv, som han udtrykker det.
– For der oplevede jeg mennesker, som interesserede sig for mig og løftede mig op. De fordømte mig ikke, men der var et miljø, hvor man åbent turde tale om ting.
Filip kom i bestyrelsen for Lambda og blev daglig leder for et værested for homoseksuelle.
– Jeg var inde i kernen og havde en enorm indflydelse, da jeg også stod for foreningens medlemsblad og pr-virksomhed. Foreningen voksede og blev kendt. Men jeg vidste inderst inde, at noget ikke stemte. Og jeg levede i en underlig dobbelthed. Selv om jeg inderst inde vidste, at der var noget galt, sagde jeg til mig selv: Jeg er ok, forklarer han.
– Min tro på den eneste ene skred, da jeg kom ind i det homoseksuelle miljø. Først besluttede jeg mig for ikke at have sex, før jeg blev gift. Men så havde jeg sex med én, derefter med flere på én gang. Grænsen blev rykket længere og længere ud, fortæller Filip.
– Da mine forældre fandt ud af, at jeg var homoseksuel, blev de meget kede af det. De kom og besøgte mig i Odense, og mor græd hele tiden, mens far ikke rigtig vidste, hvad han skulle sige. Det var svært og forstærkede bare min følelse af, at der var noget, som ikke stemte.
En måned efter at forældrene havde besøgt Filip og forladt ham i afmagt, modtog han et brev fra dem.
– Her skrev de, at de stadig elskede mig som deres søn, at de accepterede mig, og at jeg til enhver tid kunne besøge dem. Senere kom der også en invitation til en familiefest, hvor de også inviterede min kæreste med. Jeg havde forventet, at de ville slå hånden af mig, men det gjorde de ikke. Det gjorde indtryk, fortæller Filip.
Filip flyttede sammen med sin kæreste, som han havde fundet på internettet, og efter at have boet sammen i halvanden måned friede Filip til ham og fik hans ja til et registreret partnerskab.
Filip havde på det tidspunkt ikke noget arbejde og var erklæret uarbejdsdygtig og levede derfor af kontanthjælp under særlige vilkår, som det hedder. Men pludselig blev han tilbudt et job som it-supporter i Sverige.
– Det betød meget for min selvtillid, så vi flyttede derop. Men det var svært for min mand, som ikke kunne få arbejde. Han sad bare hjemme og så fjernsyn. Det betød, at det også var svært for mig at komme hjem. Så jeg tog alt det overarbejde, jeg kunne få. Jeg udviklede stress, fordi jeg hverken kunne slappe af derhjemme eller på arbejde, fortæller Filip.
Filip følte, at det hele begyndte at rable for ham, og han blev overbevist om, at der var noget, som ikke stemte. For på intet tidspunkt havde han det godt. Samtidig oplevede Filip, at Gud begyndte at tale til ham.
– Jeg tror i hvert fald, at det var Gud, for det var mere end en almindelig tanke: Hvordan synes du, det går? Er det ikke på tide at vende om?, lød ordene.
– Jeg var helt med på, at jeg ikke havde det godt, og jeg var overbevist om, at min homoseksuelle livsstil var helt gal, men jeg kunne ikke se en vej ud af den. Der var ingen kirke eller kristne i miles omkreds. Så jeg begyndte at bede til Gud for mig selv: Hvis der er en udvej, så må du finde den for mig. Og så stillede jeg en betingelse: Hvis jeg skal vende om til dig, så må du sørge for, at min kæreste også kommer til at kende dig!
På det tidspunkt tog Filip og hans mand en uges ferie, som viste sig at være netop den uge, hvor Apostolsk Kirke i Danmark havde deres sommerstævne.
– Det var timet, tænkte jeg. Jeg spurgte min kæreste, om han ville med. I mellemtiden havde han fundet min Bibel og var begyndt at læse i den. Så han sagde ja.
– Vi meldte os til stævnet og skrev, at vi gerne ville ligge i telt i nærheden af min gamle kirke. Det var en fantastisk oplevelse! Vi var med til kirkens fællesspisning, og ingen så skævt til os, og der blev ikke gjort forskel på os og de andre, husker Filip.
På stævnet deltog Filip og hans mand i flere af møderne, og især de to første med gæsteprædikanten Pablo Deiros fra Argentina ramte plet:
– Jeg tror ikke, der var ret mange andre, der fik noget ud af det, han sagde. For det føltes som om, han talte direkte til os. Det var chokerende. Som om han kendte vores liv.
Mod slutningen af det andet møde gik Filips mand frem foran i stævnehallen, hvor der stod præster og frivillige klar til at bede sammen med dem, som ønskede det.
– Da min mand tog imod Jesus og sagde ja til ham, vidste jeg, at Gud havde holdt sin del af aftalen. Så måtte jeg også holde min. Men det kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til, indrømmer Filip.
Umiddelbart efter mødte Filip en teenagedreng på stævnet, som han tidligere havde været leder for i kirkelig sammenhæng. Drengen fortalte, at han havde set Filip i tv-programmet Rundfunk, hvor Filip havde forsvaret sin homoseksuelle livsstil.
– Nu kom han for at sige tak for indslaget og fortalte, han var sprunget ud som biseksuel. Det gjorde ondt! Som at få en knytnæve lige i ansigtet. Og det fik mig til at tage mig sammen til at snakke med min mand om skilsmissen, siger Filip.
Samtalen blev ikke så svær, som Filip havde troet. Det viste sig, at partneren også var blevet overbevist om, at forholdet var forkert. Sammen gik de nu til det næste møde på stævnet. Her talte prædikanten om, at Gud ville vende fædrenes hjerter til børnene. Han opfordrede fædrene til at forsone sig med deres sønner og bede for dem.
– Min far kom hen til os. Først bad han for mig, og så gik han hen til min mand og bad en stedfortrædende bøn på vegne af hans far. Det var rigtigt stort, mindes Filip.
Efter mødet fik parret snakket med nogle af præsterne på stævnet. De tog ringene af og gik med det samme ned i byen og hentede skilsmissepapirerne, udfyldte dem på stævnet og sendte dem ind.
– Min mand fik kontakt til en kirke i den by, hans mor bor i, og tog hjem. Jeg blev og tog med til det næste møde, der handlede om at frasige sig sit gamle jeg. Jeg frasagde mig min homoseksualitet, al den porno, jeg havde kigget på, og alt mit mindreværd. Nu var det slut. Væk med det!
– Da jeg gik ud fra mødet, var alle pornobillederne forsvundet fra mit sind. Jeg kunne ikke engang genkalde dem. Det var en fuldstændig omvæltning. Alting var forandret i ét nu. Nu kunne jeg sige: Jeg er ikke homoseksuel længere!
Kort efter frasagde Filip Bartholdy sig sin homoseksualitet i fuld offentlighed på stævnet. Og bagefter besluttede han at tage på bibelskole.
– Jeg havde brug for tid – ikke mindst fordi jeg stadig var udbrændt og havde brug for at komme mig, forklarer han.
I dag har Filip Bartholdy ingen homoseksuelle følelser overhovedet. Men han kan godt savne fællesskabet i det homoseksuelle miljø.
– Det var dog ikke mere end i højst fem minutter; så husker jeg, hvordan det var. Det var ikke fedt. Nu har jeg et andet fællesskab. Før var det fællesskab omkring seksualitet. Nu er det et fællesskab om Gud, som holder uanset hvad.
Efter at have frasagt sig homoseksualiteten var der en periode, hvor Filip Bartholdy følte sig aseksuel det vil sige uden seksualitet. Men nu har han heteroseksuelle følelser.
– Jeg føler mig tiltrukket af kvinder. Lige nu er jeg i en periode, hvor jeg er søgende. Jeg leder efter en kone, men det skal være den rigtige, smiler han.
