Frivilligt arbejde mister millioner
En pulje på ca. 15 millioner kr. til frivilligt arbejde er fjernet fra nyt finanslovsforslag. Penge, som de frivillige organisationer for længst har budgetteret med.
Landets frivillige organisationer har for længst lagt budget for 2008, men det reviderede finanslovsforslag, som blev fremlagt i begyndelsen af februar, betyder at mange allerede nu må lede efter besparelser.
En pulje på ca. 15 mio. kr. til frivillige organisationer er nemlig fjernet fra finansloven, og det går hårdt ud over bl.a. kirkelige og humanitære organisationer. Luthersk Missionsforening mister således ca. 600.000 kr. Indre Mission mister ca. 400.000 kr, og Folkekirkens Nødhjælp må vinke farvel til 250.000, hvis forslaget bliver vedtaget.
Vi er meget oprørte over, at puljen blev fjernet helt uden varsel og uden kontakt til organisationerne, siger generalsekretær Robert Hinnerskov fra indsamlingsorganisationernes brancheorganisation ISOBRO, der har 114 organisationer som medlemmer.
Puljen var med på det oprindelige finanslovsforslag for 2008, som blev fremlagt først på efteråret, så alle organisationer har lagt budget ud fra det.
Tilskudspuljen til almennyttige institutioner og foreninger blev indført oven på skattereformen i 1993, som forringede mulighederne for at trække gavebreve til frivillige organisationer fra på selvangivelsen. Hensigten var, at skattereformen ikke måtte betyde en urimelig økonomisk vanskelighed for det frivillige arbejde.
Idémanden bag puljen var dengang folketingsmedlem Flemming Kofod-Svendsen, og han kalder det tankeløst at afskaffe puljen netop nu.
Det er tankeløst, for denne pulje opmuntrer til gaver til velgørende formål og dermed til mindre privatforbrug. Og justeringerne i finansloven skulle netop bremse privatforbruget. Derfor ville det have været bedre finanspolitik at hæve gavebrevskompensationen frem for at fjerne den, siger Kofod-Svendsen.
ISOBRO har da heller ikke opgivet at få puljen tilbage i finanslovsforslaget igen.
KP