Verdens undergang?
Et apokalyptisk scenarium med en mand og hans 10-årige søn gennem et totalt ødelagt, askeoverdækket USA, hvor solen ikke mere kan oplyse jorden.Verden er blevet stille. Ingenting gror. Alt er gråt i gråt. Nætterne mørkere end mørk. Hver dag mere grå end den foregående. Som begyndelse til grå stær. Alt er dystert. Kun oplyst af røde skær fra fjerne skovbrande og enkelte blege lyn, der bryder den trøstesløse monotoni.
Landskabet var gennemfuret og borteroderet. Knoglerne af døde kreaturer lå spredt i de udtørrede flodsenge. Det regner og sner. Kulden går til marv og ben på de få overlevende. En ørkenvandring i ordets egentlige betydning. Det er scenariet i Cormac McCarhtys roman Vejen, der fik Pulitzerprisen i 2007
Manden og Drengen, Far og Søn, strider sig frem og prøver at finde vejen til Amerikas sydkyst – få kilometer om dagen. Måske findes der et håb ved kysten? De har været undervejs i flere år. Moderen begik selvmord. Det tilbageværende liv var for skræmmende efter katastrofen. Vi ved ikke, hvilken katastrofe der har været tale om. En atomkrig? Et meteornedslag? Et altomfattende jordskælv? En form for dommedag?
Manden og Drengen er ikke de sidste mennesker på Jorden. Der er andre. De møder dem her og der. De onde. Dem der æder mennesker for at overleve. De få overlevende er ganske enkelt forvandlet til en dødekult. Manden og Drengen er altid på vagt. De var hinandens hele verden. De vandrer gennem USA uden andre ejendele end en pistol og en gammel indkøbsvogn. På deres vej må de skjule sig for hærgende bander, kadavere fra dyr og mennesker ligger spredt, og de få overlevende kæmper alle en desperat kamp. De dyriske instinkter kommer op i de overlevende. Når føden forsvinder, bliver de selv til føde.
med stærkt billedsprog
Det er en stærk og skræmmende roman med masser af stærkt billedsprog. En roman, der fremmaner et nådesløst billede af livets hårde realiteter, når alt håb synes ude. Men det er også en roman om en far og hans søn, om deres indbyrdes kærlighed og om næstekærlighed, trods alt. Vi møder stærke følelser, kærlighed, hengivenhed og opofrelse. Og også et gnist af fremtidshåb. Måske er netop beskrivelsen af forholdet mellem far og søn bogens egentlige budskab.
Her og der finder de noget dåsemad og noget tøj. Det overlever de på. Men grotesk er det, da faderen i en udbrændt sodavandsautomat finder en kold dåse Coca-Cola og giver den til sin søn. En rest fra den moderne verden. Sønnen ved straks, at han aldrig kommer til at smage sådan én igen.
Manden og Drengen taler fortid og fremtid også når det kan være svært at se en fremtid. Tanker om Gud kommer og går. Guds fravær synes på sine steder total. Manden kan ikke give Drengen noget håb. Men måske en smule tro ved at sige, at de er bærere af ilden. Selv i den bitreste nød og håbløshed har man valget mellem at være menneske eller at synke i et helt igennem umenneskelig liv, hvor vi er hinandens byttedyr.
Undervejs kan romanen af læseren opleves som en ørkenvandring og alligevel vil man lige have den næste side med og den næste, for det er en meget vedkommende roman. Bogen slutter med et håb, jeg skal ikke røbe mere her, men dog spørge: Er det et opstandelseshåb? Måske?
Cormac McCarthy: Vejen
260 sider 279 kr.
Gyldendal
