Kirkerne i mit liv

Der er meget forskel på kirker og hvad de kan give én.
Her fortæller tidligere fuldmægtig Edith Theis-Nielsen om kirkerne i sit liv. Hver kirke har sit særkende, og det gælder om at se på de fortrin i kirkerne, man kan lære af, frem for at lede efter vranglære, som ingen kan sige sig helt fri fra alligevel.For ”Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud…” (Rom. 3:23).
På grund af et omskifteligt liv med rejser har jeg stiftet bekendtskab med flere kirker, som alle har lært mig noget væsentligt om troen.

På de katolske kostskoler i min tidlige barndom i Kodaikanal, Indien og Italien lærte jeg om bøn og stilhed på retræter og i kirken.
Det har lagret sig i mit indre, og i de senere år har jeg igen opsøgt stilheden, hvor bøn med Jesus i centrum giver stilheden mening.
I tiden på en katolsk kostskole i Rom var jeg som niårig det yngste barn, og det var derfor ikke muligt at lege med jævnaldrende. Nonnerne underholdt mig derfor med kirke-sightseeing, og jeg har set de fleste af Roms kirker og knælet op ad hvert trappetrin på Santa Scala, vistnok i bøn med rosenkrans i hånden.

Min første kirke i Kodaikanal, Indien, var kostskolens kirke. I min erindring var den som en katedral, men den er noget mindre…!

På en amerikansk/international kostskole i Mussoorie, Indien, oplevede jeg kristendom i en tværkirkelig protestantisk sammenhæng; der var metodister, mennonitter og lignende, presbyterianere, episkopalere og mange flere.
Her lærte jeg at læse i Bibelen, havde kristendomsundervisning i skolen og fik forklaret kristne emner på retræter og møder samtidig med, at jeg talte meget med mine kristne klassekammerater, som var missionærbørn; for nogle af dem var det tydeligt, at troen gjorde en stor forskel i deres liv.
Jeg oplevede enhed i forkyndelse og undervisning, selv om missionærerne diskuterede indbyrdes, hvordan man bedst kunne tilgodese skolens kristne grundholdning ud fra de forskellige kirkeretninger.
Da jeg ikke var troende dengang, kunne jeg blive forarget over, at de kristne ikke altid levede efter Bibelens bud; senere i livet blev jeg klar over, at nok var missionærerne og deres børn syndere, men i et verdsligt miljø var mennesker endnu større syndere.
Mit liv fra 12-16 år gav mig mulighed for at observere kristendom i teori og praksis. Det har været afgørende for, at jeg senere i livet fik lyst til igen at opsøge de kristne.
Mange år senere blev jeg klar over, at en klassekammerat havde bedt i 26 år for min frelse!

Som 39-årig fik jeg lyst til at opsøge de kristne, ikke for at blive troende, for det havde jeg opgivet, men for at være sammen med en type mennesker, som jeg havde fået et godt indtryk af.
Derfor opsøgte jeg den amerikanske/internationale lutherske kirke i København, hvor jeg deltog i bibelstudier, gudstjenester, menighedsarbejde, kirkekaffe og andre selskabelige aktiviteter.
Ti måneder efter at jeg var begyndt at komme i denne kirke, blev jeg en troende kristen ved, at jeg bad en bøn til Gud om frelse og oplevede hans gensvar.
De mange aktiviteter, især de selskabelige og bibelstudiegruppen, medvirkede til, at jeg kom i kirken og oplevede troen på Jesus. Amerikanerne er gode til at kombinere kirke med det selskabelige på en naturlig måde, for så kan kærligheden manifestere sig i praksis og pege på Kristus og læren om ham!

Da jeg var udsendt af Dansk Jødisk Venskab som volontør i Israel, kom jeg i en amerikansk/international baptistkirke i Jerusalem; af praktiske grunde havde jeg ikke mulighed for at komme i den lutherske kirke.
Baptistkirken var meget livlig og utraditionel med brusende lovsang og overstrømmende glæde; Helligånden var i fokus. Jeg opdagede, at kirke kan være noget med højt til loftet, selv om denne kirke var nedbrændt flere gange, og gudstjenesterne derfor foregik delvis udendørs under et telttag på pæle.
En kvinde i kirken sagde til mig, at kirkegang i Israel var noget helt særligt, anderledes end hjemme i USA: ”Jeg bliver høj af at gå i kirke her”!

Samtidig med at jeg kom i baptistkirken, kom jeg også i en mindre karismatisk menighed i Jerusalem, hvor jeg hørte om Helligånden og oplevede hans virke i praksis. Her blev man nogle gange bedt om at faste før en gudstjeneste. Det var blevet så spændende for mig at komme i kirke, at jeg ikke kunne få nok af det!

Da jeg kom hjem til København fra Israel i 1985, var tiden inde til at komme i en dansk kirke, og i Kristent Center mødte jeg for første gang en dansk frikirke.
Da Frikirken på Havnen blev udplantet herfra, kom jeg ”på havnen”, hvor jeg lærte om lovsangens betydning for troen gennem Psalmodi-skolen i teori og praksis.
Denne menighed har en utraditionel stil og måde at nå mennesker fra Christiania og andre alternative miljøer på og var også meget aktiv i de tværkirkelige ”March for Jesus” -arrangementer i 90’erne.
Det var først på dette tidspunkt, at det gik op for mig, at en stor del af de danske kristne kommer i frikirkerne, og at Folkekirken ikke i praksis har monopol på kristenheden i Danmark.
Af nysgerrighed besøgte jeg forskellige frikirker for at få et indblik i, hvad de gik ud på.

Bethlehemskirken på Nørrebro – Foto Michael Dam

Siden 1999 er jeg kommet i Bethlehemskirken. Det er en alsidig kirke med mange alternative gudstjenesteformer: søndagens højmesse med lys-procession, Thomas-messe, I-Mesterens-Lys-gudstjenester, ungdomsgudstjenester, Alpha-kursus, cellegrupper, retræter, deltagelse på helsemesser med kristen stand og meget mere. Den har en god kombination af meget af det, jeg hidtil har oplevet i kirkerne.
Især gudstjenesterne søndag aften i form af Thomas-messe eller I Mesterens Lys byder på stilhed med Jesus i centrum ligesom retræterne, hvor man endda kan nøjes med retræte ”light” i form af endags byretræter.

Når jeg er turist eller har været på tjenesterejse med mit arbejde, har jeg ikke altid haft mulighed for at undersøge hvilken kirke, det ville være godt at komme i, mens jeg var på rejse.
I de seneste år har jeg derfor bedt til Gud om, at han vil vise, hvilken kirke jeg skal gå i. Det har været til stor velsignelse, og jeg har altid haft en god oplevelse i de kirker, jeg har været i på denne måde.
Alle kristne kirker har noget velsignet at byde på. Skulle kirken alligevel forekomme umulig, så kan man bede for den!

Selv en tv-gudstjeneste på et hotelværelse kan være en velsignelse.
Et eksempel på dette oplevede jeg efter ankomsten til en stor amerikansk lufthavn ved midnatstid efter syv timers flyvning.
Jeg var meget træt, havde problemer med at finde informationen, telefon, hotel, transport mm. Omsider faldt alt på plads, og jeg havnede på et hotel ude på en bar mark et stykke fra lufthavnen.
Næste dag var søndag, men kirkegang var ikke mulig, da jeg skulle flyve videre, og jeg var langt væk fra alt. Så tændte jeg for fjernsynet og hørte en prædiken, der talte lige ind i min situation: Om at være ved enden af sig selv ud fra 1. Samuels Bog kap. 30.
Sikken en dejlig hilsen fra Gud! Han kan tale til os ligegyldigt, hvor langt ude vi er!