Sommernyt
Ansvar, kano og rapelling hos apostolerne

Under temaet ”Dit liv – dit ansvar” var 1100 samlet til Apostolsk Sommerstævne i Kolding. Udover møder med stærke budskaber og helbredelse var der plads til udfordrende udendørs aktiviteter.Apostolsk Sommerstævne trak i år 1100 deltagere til møder og campinghygge i Kolding.

– Det var skræmmende! siger en begejstret Rikke Højland Nikolajsen, der her tager turen ned ad Apostolsk Højskole i Kolding.

Har man tidligere besøgt den smukt beliggende Internationale Apostolske Højskole i Kolding, ville man nok have fået et mindre chok, hvis man lagde vejen forbi i uge 29. Her havde de 1100 deltagere på Apostolsk Sommerstævne indtaget såvel højskolen som den flotte omkringliggende park. Mest iøjnefaldende var de hundredvis af campingvogne, kanosejladsen på den lille sø og ikke mindst da man kunne se stævnedeltagere tage en rapelling-tur ned af højskolens ca. 15 meter høje facade.

Skræmmende godt

Vi fanger Rikke Højland Nikolajsen fra Silkeborg, der lige er kommet ned.
Hvordan var det at komme ud over kanten?
– Det var skræmmende! Det er lige med at finde ud af, hvordan man skal kommme ud på den rigtige måde, siger en glad Rikke Højland Nikolajsen, der tydeligt har adrenalinen kørende på højtryk.
Hun fortæller, at hun har prøvet noget tilsvarende for 15 år siden.
– Men nu skulle jeg bare prøve det igen.
Hvad synes du om, at man gør sådan noget på et sommerstævne?
– Det er dejligt, at der sker noget andet end at sidde til møder.
Men er det da ikke møderne, det handler om?
– Jo, men det handler også om at have en hyggelig uge sammen, hvor der sker noget spændende, siger Rikke Højland Nikolajsen.

Vil du være som Kain?

Kongreshallen ved siden af højskolen dannede rammen om møderne, hvor der i år var udenlandsk besøg fra Ukraine og Canada.
Den nigerianskfødte præst Sunday Adelaja tog lørdag tilhørerne med storm, da han ud fra beretningen om Adams sønner Kain, Abel og Set med stor humor talte om tre forskellige mennesketyper.
Han forklarede, at Kain repræsenterer alle dem, der skaber problemer eller kun kan se problemerne. Abel var offeret og repræsenterer alle dem, der lever i en offerrolle og ikke vil tage ansvar for deres liv. Endelig var der Set, der efter Abels død blev den, der påny åbnede Evas moderliv og sikrede menneskets overlevelse. Set repræsenterer dem, der skaber redning og løsninger til gavn for andre.
– Ræk din hånd op, hvis du ønsker at være som Kain! lød opfordringen fra præsten, der selv førte an i en stor latter.
Han fortalte, hvordan han har opbyget kirken Embassy of God, som i dag er Europas største menighed med over 25.000 medlemmer på disse principper.
– Når folk, der tidligere har været kriminelle eller på anden måde har skabt problemer for andre, bliver kristne, så udfordrer vi dem til at være problemløsere i stedet, fortæller Sunday Adelaja.

Synlige helbredelser

Mandag var talerstolen overdraget til Curtis Hinds fra Toronto Airport Christian Fellowship. Han var ikke kommet langt, inden han lagde op til fælles bøn for helbredelse.
Mens folk sad rundt omkring på stolerækkerne skulle de lægge en hånd på det syge sted og selv bede Gud om at gøre det rask.
Begejstringen var stor, da 10-15 personer såvel om formiddagen som om aftenen kom frem og fortalte om smerte, der øjeblikkeligt var forsvundet, og nogle viste rygøvelser, de længe ikke havde kunnet udføre.

Apostolerne
ser fremad

Dette års stævne blev også markeringen af en ny tid for Apostolsk Kirke. Bevægelsen har gennem de sidste to år været igennem en forsonings- og forandringsproces. Stævnet bød derfor også på et officielt farvel til den tidligere ledelse: Johannes Hansen, Jørgen Mortensen, Finn Ravn Hansen, Bent Christiansen og Allan Tind.
Et nyt implementeringsteam tog over i foråret, og det var tydeligt, at stævnet bar præg af en lettelse over den afsluttede proces for en kirke, der ser fremad.