Jette Torp nyder at synge julesalmer i kirken

– Jeg synger i kirken, for at den skal få flere folk i tale. Det kristne budskab er både rigtigt og vigtigt for vores samfund, siger sanger og entertainer Jette Torp, som netop nu turnerer med julekoncerter.Det er 20 år siden hun første gang optrådte med komikeren Finn Nørbygaard. Det er 10 år siden hun indspillede sin første plade. Og i år er Jette Torp begyndt på at indtage en ny afdeling på den musikalske legeplads: Julekoncerter. Og det er fordi kirkerummet appellerer, og det kristne budskab i julesalmerne har noget vigtigt at sige moderne danskere:
Der er noget der er større end os selv. Vi skal se længere end vores egen næsetip. Og vi skal fastholde det kristne værdigrundlag i samfundet som gør, at vi kan være rummelige.

Udfordringen møder Jette Torp på Siegfreds Kaffebar i kælderen af den gamle Clausen Boghandel i Ryesgade i Århus. Vi bestiller cafe latte og grovboller og sætter os hen i et hjørne mellem stabler af bøger. En afslappet stemning i et kulturelt miljø får samtalen til at glide ubesværet fra Jette Torps karriere til hendes syn på kristendom og kirke.
– Jeg og min trio optræder oftere og oftere i kirker, og det nyder vi rigtig meget, fortæller hun. – Udenfor julesæsonen kommer vi med et menneskeligt repertoire. Jeg er meget bevidst om, at sangene skal have en historie og fortælle noget om livet. Det er kirken også meget for mig – ud over det rent religiøse. I kirken kan vi gå hen og få fortællinger om etik og moral om sorg og glæde. Mit repertoire består af sange om livet, som det leves, og som det opleves.

Du er også begyndt at holde julekoncerter…– Ja, og her nyder jeg at dykke ned i det kirkelige repertoire, at spille og synge salmer helt efter bogen. Jeg holder meget af at synge sammen med publikum. Derfor er der indlagt flere fællessalmer i koncerten. Men så er der også nogle af salmerne, som vi har lavet helt nye arrangementer på.
– Der hører også julen og vinteren en helt anden slags sange til: Vintersange, som ”Det er hvidt derude” og ”I sne står urt og busk i skjul”. Det er sange som beskriver årstiden og det at krybe lidt i hi.
– Julen er også en tid for eftertanke, og hvor man mindes sine kære. Derfor synger jeg også sange om uigenkaldeligheden ved at miste et andet menneske.
Hvad ”henter” du i julesalmerne?
– Jeg vælger sangene med. Det skal jo give en mening for mig, hvis jeg skal gøre mig håb om, at det giver mening for publikum. ”Glade jul, dejlige jul” holder jeg meget af. Den synger vi helt a capella, uden instrumenter, så vi rigtig kan høre stemmerne i kirkerummet.
Jette Torp har altid haft lyst til at synge. Det førte hende på konservatoriet, hvor hun tog en uddannelse som musikpædagog med sang som speciale. Dermed kom hun fra hjembyen Ry ind i et musikalsk miljø.
– Og så fik karrieren et ordentligt boost, da jeg lavede show sammen med Finn Nørbygaard. Inden da havde jeg lavet musik i lang tid, jazz, pop, rock og sågar været med til at skrive en musical.
Jette Torp blev hurtigt vant til de skrå brædder og lavede sit eget Musik og Fis og Jette Torp Show.
I 1996 modtog jeg SAS Kulturpris og en enkelt Disney indspilning blev det også til. Titelnummeret fra Klokkeren fra Notre Dame, som i den amerikanske udgave blev sunget af Bette Midler.
– En single blev overvejet og skulle naturligvis have heddet: Bette og Jette.

I 1998 udgav hun sin første cd: ”Here I am”. Siden er det blevet til seks af slagsen – den seneste sidste år og med egne danske tekster og titlen ”Mikrofonsangerinde”.
– Jeg nyder helt vildt at have forskellige ”legepladser” og julekoncerter med min trio er den ene, hvor jeg boltrer mig.
Har du haft noget med kirke i din opvækst?
– Ja, et års tid før jeg skulle konfirmeres, fik jeg opsnuset, at der var et alternativ. Jeg ventede med at blive konfirmeret til min sommerferie, hvor jeg kom på Grejsdalens Efterskole ved Vejle sammen med 43 andre konfirmander. Her blev jeg meget optaget af budskaberne og af de forskellige måder at viderebringe dem på. Vi holdt fx selv vores prædiken til vores konfirmation og spillede selv i kirken. Da jeg kom hjem til Ry var jeg meget ihærdig med at få stablet en ungdomsgudstjeneste på benene. Jeg var meget entusiastisk, fordi jeg havde haft en super god oplevelse.

Hvad var det i det kristne budskab der sagde dig noget?
– Det med at elske sin næste, være rummelig og kunne se ud over sin egen næsetip. Selv om vi ikke lever så tydeligt med vores religion som mange andre lande, så er vi meget påvirkede af den kristne tro. Hvis man isolerede nogle mennesker på en øde ø i 20 år uden påvirkning, så er jeg sikker på, at man vil kunne se forskellen på folk, der er opvokset og indpodet med en kristen tro. Selv om vi ikke er særlig bevidste om kristendommen i dagligdagen, så bor den heldigvis i os. Og den kommer også frem til jul…
– Men det er ikke nødvendigvis i julen, jeg mest mærker, at jeg er kristen. Det gør jeg, når jeg sætter mig ind i en kirke, er helt stille, reflekterer og tænker i større linier end i det daglige. Alene bevidstheden om, at jeg er en lille brik på en meget, meget lang linie betyder meget. Der er en masse, der rækker bagud, og der kommer til at række en masse frem. Den forståelse af sig selv er vigtig. Jeg anerkender, at jeg er vigtig, men også at jeg bare er en lille brik i et meget, meget stort spil.
Kommer der også en bøn?
– Ja, en bøn til noget, der er større end mig selv, til en kraft der er vigtig at have forbindelse op til.

Har rummeligheden noget med Bibelens budskab at gøre, at Gud fornedrede sig og blev menneske?
– Ja, men der er en hårfin balance mellem at være rummelig og at ofre sig. Der er noget smukt i at ofre, men for meget opofrelse synes jeg ikke er klædeligt. Hvis jeg skal kradse lidt i lakken, så bryder jeg mig ikke om, at når jeg går i kirke – nogle gange oftere end andre – så bliver der løftet en lille pegefinger.
– Jeg nyder at blive åbnet, at åbne mit sind og mine sanser og tage budskabet ind, men når der bliver løftet en lille pegefinger og talt ned til mig, er det ikke rart. Det appellerer bare til, at man dukker sig eller bliver stædig. Der befordrer egentlig ikke noget smukt.
– Jeg ville ønske, det kunne tages ud…

Ligesom når præsten i en stopfyldt kirke juleaften skælder ud over, at folk ikke kommer mere i kirke?
– Ja, og det duer simpelthen ikke! Det er som da jeg havde min 7-årige søn med til gudstjeneste, og teksten indeholdt meget af ”du må ikke, du må ikke, du må ikke”! Så siger han lige så tørt til mig: ”Hvad må man egentlig?” Og jeg troede slet ikke, han hørte efter!
– Det er meget tankevækkende. Nu kan vi ikke lave teksterne om, men når man prædiker, kan man godt være lidt pædagogisk, pege på muligheder og tænke: Hvordan får vi det bedste frem i folk?
Og at der er en større hensigt med forbudene?
– Ja, netop. Jeg så gerne at kirken i langt højere grad fik folk i tale. For den har nogle rigtige og vigtige kristne budskaber.

Hvordan synes du kirken bør agere i det multireligiøse samfund? Mange kirker står tomme, mens folk øjensynlig er blevet mere religiøse og islam omtales meget i medierne – ikke kun positivt… Hvad har det kristne budskab at tilbyde?
– Det er et godt spørgsmål! Jeg kan sagtens se det dobbelttydige i, at en kendt sangerinde optræder i en kirke. Hvad skal hun der? Er det ikke lidt poppet? Også her op til jul?
– Jeg har en respekt og en ydmyghed med, når jeg går ind i kirkerummet. Hele rammen bidrager fantastisk med mening for mig – og det håber jeg også gælder mit publikum. Er det så ikke en af måderne at gøre kirken til et sted, man selvfølgelig kommer, fordi der også foregår ting, som folk har et forhold til, koncerter, foredrag osv.? I og med at det foregår i kirken, får deltagerne et endnu tydeligere forhold til kirken. Så de indser at det faktisk ikke er så dumt at gå i kirke.

Og så smitter kirken af på folket?
– Ja, for jeg er sikker på at når folk går hjem efter en kirkekoncert, så har de fået en ekstra særlig oplevelse i kirken, som også er deres kirke. Jeg har selv fået et forhold til kirken, så det falder mig helt naturligt at ringe til min egen kirke.
– Jeg har også været med til at lave en salmetime i vores kirke. Fem tirsdag-eftermiddage med en ny hovedperson hver gang. En af gangene var det mig, og jeg skulle vælge en fem-seks salmer og fortælle, hvorfor jeg syntes, vi skulle synge dem. Og jeg havde min mand med, og han spillede harmonika og klaver, og jeg akkompagnerede med guitar.

– Det gav mig lejlighed til at dykke ned i den ny salmebog, hvor jeg fandt nye salmer og gamle salmer frem. Nogle valgte jeg på grund af det melodiske, de fleste valgte jeg på grund af det tekstlige.
Hvad er din favoritsalme?
– Af de nye er jeg rigtig glad for ”Uberørt af byens travlhed”, som vi altid spiller, når vi er ude i kirkerne med trioen. Vi synger versene og har omdelt en tekst, så publikum kan synge med på omkvædet.
– De nye salmer synges på ”vores” sprog, et sprog, der fastholder vores opmærksomhed. Det er måske problemet med de ældre salmer, at de ikke har et sprog, vi er dus med, om end jeg synes Grundtvig virkelig er en fantastisk ord-ekvilibrist. Selv om det er en gammel tekst, kunne han skrive, så det siger ”waw”! Grundtvigs ”Jeg ved en blomst så favr og fin” er min favorit blandt ældre salmer.

Jette Torps favoritsalme:

Jeg ved en blomst så favr og fin,
dens duft gør hjerter glade,
dens saft er som den klare vin,
så liflig fin,
som rosens er dens blade.

Den favre blomst er kærlighed,
et kunstværk af Guds finger,
den vokser op, før støv det ved,
i lønlighed,
til dejlig den udspringer.

Den vokser vildt dog kun på jord,
undtagen i Guds Eden,
kun der, ved livets flod, den gror
og står i flor
med duft for evigheden.

Ved brudeblus i Jesu navn
dog gode råd vi finde,
thi Paradis er i hans favn:
sin fødestavn
skal blomsten atter vinde.

Velsignelsen af Jesu mund,
hvor kærlighed er inde,
omplanter i en salig stund
på hellig grund
den blomst hos mand og kvinde.

De to da vorder ét på ny
ved kærligheds vidunder,
som kun forklares over sky,
hvor lysets by
på kærlighed sig grunder.

N. F. S. Grundtvig, 1843