Blind humørbombe og sognepræst spreder lys i mørket

Eva Melhof er blind og benamputeret, men hun er også en humørbombe, der elsker livet.Hun er sognepræst i Snesere Kirke i Fladså kommune i Sydsjælland. For nylig var hun gæst i Café 50+ i Frikirken Salem i Frederiksværk, hvor hun talte over ”Lys i mørket – mit liv som blind”.

Eva Melhof fortalte levende, engageret og med megen humor.

Som for tidligt født – i 24. uge – lå Eva Melhof i kuvøse og for meget ilt skadede hendes syn, så hun har været synshandicappet hele livet.
For 5 år siden slukkedes lyset, da hun mistede den sidste synsrest og kort tid efter, mens hun var ved at vænne sig til det ændrede liv, ramte en ulykke hende.
En decemberdag stod hun med sin førerhund ved perronkanten på Ringsted Station.
Hun kom for tæt på perronkanten og blev hvirvlet op i luften af et gennemkørende tog.
Da hun blev udskrevet 3 måneder senere, havde hun fået amputeret halvdelen af det ene ben.
Hun har nu lært at gå med protese, og trods sine handicaps virker hun som sognepræst.
Hun prædiker, døber, konfirmerer, foretager vielser og begravelser uden, at hun kan se sin menighed, men humøret fejler bestemt ikke noget.
Selv siger hun: ”Godt nok er det sort for mine øjne, men lyset i mit sind skal der mere til at slukke”.

Hun skulle lære at leve som blind

I Café 50+ fortalte Eva Melhof om tiden, der ledte op til, at synet endegyldigt forsvandt, om tiden, hvor hun skulle lære at leve som blind og ikke mindst den kolossale omvæltning, det er at skulle leve hverdagen på totalt ændrede vilkår.
Hun fortalte også om, hvordan hun klarer arbejdet som blind præst, og hvordan hun bevarer håbet og troen trods megen modgang.

Kunne ikke se folk på gaden

Da Eva Melhof var 6 år viste en undersøgelse, at hun kun havde 1/6 syn. Når folk hilste på hende på gaden, kunne hun ikke se dem og mange troede, at hun var arrogant.
I skolen havde hun 2 hjælpemidler: en lup og klassekammeraten Lene, der hviskende fortalte hende, hvad der stod på tavlen.

Hun ville være sygeplejerske

Hun havde oprindelig et ønske om at blive sygeplejerske, men en praktikperiode overbeviste hende om, hvor svært det er at læse de små tal ved temperaturtagning og måling af blodtryk.
Da hun havde haft stor glæde af at gå i en metodistisk søndagsskole og senere af at gå til præst, blev det teologien.
Dengang tog det 8 år i gennemsnit, og Eva Melhof gennemførte det på 10. Synet var i mange år stabilt. Først for 10 år siden begyndte hun at få større problemer, og for 5 år siden var det slut med at se.
Det var hårdt – både for Eva selv og for den nærmeste familie, og hun måtte gennem en langvarig sorgfase og fortræningsfase – eller social amputationsfase, som hun selv kalder det.

Følte sig lukket ude fra mennesker

Sorgen over ikke at kunne opleve synsindtryk for naturen, ikke at kunne se sin mand og sine børn.
Og så en lang periode, hvor hun følte sig lukket ude fra mennesker. I dag kan hun med et smil på læben fortælle om oplevelser, der gjorde ondt. Det tog næsten 3 år at komme ud på den anden side med humøret i behold og finde sin nye rolle, sin Mor-Eva-rolle, sin Hustru-Eva-rolle.
Det var meget svært, når hun ikke kunne se børnenes tegninger, som de fortalte så stolt om, eller da hun ikke kunne se sin mellemste datter spille skolekomedie og heller ikke kunne se børnene i deres udklædning til fastelavn.

Det var svært undervejs

Hun tabte lysten til at pynte op til jul og påske og til at gøre noget specielt ud af borddækningen. Det var en fase, hun skulle igennem, men det var svært undervejs.
Men hun ville ikke give op, og hun ville ikke lade sig pensionere som 48 årig.
I dag virker hun fortsat som præst.
Prædikener skrives ikke i manuskript, men indtales i et eletronisk apparat, så hun under prædikenen får sine egne ord i det ene øre og kan gengive dem og derfor også kan ”se” menigheden i øjnene, mens hun prædiker uafhængig af et manuskript.
Førerhunden er aldrig med i kirken, for den skal ikke tage opmærksomheden.
I stedet har hun en hjælper, der leder hende op til alteret, prædikestolen, døbefonden og til kisten ved begravelser.
Hjælperen hjælper hende også med højden på konfirmanden, bruden og brudgommen.

Et ganske almindeligt menneske

Den blinde er, som Eva Melhof siger, et ganske almindeligt menneske, men det har for hende været vigtigt at bevare humøret.
Hun havde masser af humor, før hun mistede synet og et halvt ben, og den humor har hun bevaret og siger som Niels Hausgaard: Den virkelige handicappede er den, der ikke har humor og hun fortsatte: ”For mig er Gud ikke den, der sender mig prøvelser, men han er den, der hjælper mig i prøvelser.
Han er den, der hjælper, når tilfældet er ude.
Eva Melhof fortalte levende, engageret og med megen humor.
Det var ikke nogen grædekoneberetning, men et vidnesbyrd om, at livet kan leves med håb og glæde – også selv om skyer har dækket himlen over et menneskes tilværelse.