Tilfældigt møde

Har du også oplevet, at du blev stoppet af et eller andet, og at du derved blev reddet fra et biluheld eller mødte et menneske, som du ellers ikke ville have mødt?Det oplever jeg ofte, når jeg rejser i Afrika.
Måske er det fordi, at ”…i Afrika kan alting ske, men intet er sikkert”, som Sven-Axel Conrad skriver i sin dejlige erindringsbog ”Stærk kaffe og søde dadler”.
Jeg har oplevet flere gange, at min bil går i stykker midt ude i ingenmandsland. Men hver gang sker der noget positivt. I går holdt den pludselig på en øde vej.
”Hvad har du nu planer om, Gud?” sagde jeg halvhøjt, mens jeg tjekkede batteri, kabler, sikringer, osv. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville møde nogen.
På jorden lå en kvartssten, og jeg følte flere gange en indre stemme sige: Tag den op.
”Nu er jeg vist ved at blive vild i varmen” tænkte jeg. Men til sidst samlede jeg kvartsstenen op.
En mand kom cyklende. Han tilbød at hente en mekaniker i en landsby. Men en halv time senere kom han tilbage uden mekaniker. Heldigvis var der mobilforbindelse, så jeg ringede til baptisternes station. De kunne være der en time eller to senere.
Min nye ven og jeg fandt et skyggefuldt træ for ikke at blive dehydreret ude i solen, hvor der kan være op til 50 graders varme. Jeg spurgte, hvad han hed, og han svarede: ”Jangre”. Det betyder ”affald” på hans sprog. Han forklarede, at hans seks ældre søskende var døde, så faderen havde sagt, at de lige så godt kunne begrave affaldet med det samme! Derefter kaldte hans mor ham Affald…
Navnet havde været en selvbekræftende forbandelse over hans liv. For nylig havde han måttet flygte fra sin landsby, fordi han var blevet kristen. Han dyrkede nu den magre ørkenjord her. Men han havde fundet nogle få kristne, som han bad og læste Biblen sammen med, og det holdt ham oppe.
Nu viste Gud mig, hvorfor jeg sad med en kvartssten i hånden. Jeg så hans liv for mig, at han var som Peter (Pierre = Sten). Selv om han var flygtet på grund af sin tro, så havde Gud grebet ham i hans fald. Jeg fortalte ham alle disse ting, der kom til mit hoved. At han ikke var affald, men Guds barn – elsket og udvalgt. Og jeg opfordrede ham til at kalde sig Peter fremover i stedet for Affald.
Vi havde et fantastisk kristent fællesskab der under træet, og jeg takkede Gud for, at bilen var gået i stå. Men tilføjede: ”Sidste gang kostede det mig 13.000 kr. at få den repareret. Kunne du evt. gøre et mirakel med regningen?”