Dansker i fængsel i Sydamerika

Gud har reddet mig fra mental undergang, siger Michael Hammer fra København, der på fjerde år sidder buret inde i ét af de mest
berygtede fængsler i Sydamerika. Her råbte han til den Gud, som han aldrig havde skænket en tanke: ”Åh Gud, kom og hjælp mig ”.Der findes ingen barmhjertighed i Sarita Colonia fængslet i Lima. Det er ondskabens hus. Hverdagen er et helvede. Det eneste, der virkelig trives, er ondskab. Men den er også i fuld vækst.Dem, der ikke har hård hud på hjertet, kan ikke klare det.
Michael Hammer fra København er buret inde på fjerde år. Han tog en chance, begik sit livs fejltagelse og vekslede løftet om 40.000 kr. til en fængselsdom på syv år.

Blev taget i lufthavnen

Udfordringen har kontaktet Michael Hammer i fængslet i Sydamerika. Fra sin celle fortæller han her sin historie:
– I 2005 fortæller jeg min familie, at jeg bliver nødt til i ti dage at tage til Jylland på et genoptrænings-center. Da de vidste, at jeg et halv år forinden havde fået en hjerneblødning, som i en alder af 36 år havde gjort mig uarbejdsdygtig, kunne de ikke se noget mærkeligt i, at jeg ønskede at blive genoptrænet og få min fulde førlighed tilbage og måske endda kunne begynde at arbejde igen. De ønskede mig god tur, og vi sagde farvel til hinanden.
– Hvad de ikke vidste var, at det var løgn. Jeg skulle ikke til Jylland, men til Sydamerika som narkokurer. Jeg havde en gæld hængende over hovedet, og følte, at fik jeg bare den betalt, kunne jeg starte på en frisk.
Michael Hammer flyver med et fly fra København til Lima, hovedstaden i Peru. Han indlogerer sig på et hotel, hvor han bliver opsøgt af nogle fremmede mænd, der afleverer en kuffert med de ”varer”, som han efter en uges tid skal smugle med tilbage til Danmark. Alt går tilsyneladende godt. Efter ti dages ”ferie” i Lima er tiden nu kommet til, at Michael Hammer skal tilbage til Danmark. Han har dagen før sin hjemrejse været ude at købe souvenirs til sin kæreste og datter. Han glæder sig til at se dem igen.
– Jeg står op om morgenen, tager et bad, finder flybillet og pas frem og er klar til hjemrejsen, fortæller Michael Hammer. – Jeg er helt rolig, for hvad kan der egentlig ske. I min nye kuffert, nede under gaverne til familien og de få ejendele, jeg har med, lidt undertøj og en toilettaske, ligger fire kilo kokain. De er gemt godt væk inde i foret på kufferten, så man får umiddelbart svært ved at finde det, tænker jeg!
– Men da jeg sætter mig ind i taxaen, der skal køre mig ud til lufthavnen, bliver jeg pludselig nervøs. Jeg føler, at der er nogen, der skygger mig. Og ganske rigtigt, straks jeg ankommer til Limas lufthavn, bliver jeg stoppet af to bevæbnede politimænd, som giver mig ordre til at følge med.
– Jeg bliver ført ind i et lille rum, og tolderne begynder at stikke lange syle ind i min kuffert. Som sandet fra et timeglas pibler det ud af hullerne med hvid kokain.
– Fra da af vidste jeg, at det ville tage meget lang tid, før jeg ville få mine kære derhjemme at se igen. Jeg fik koldsved over hele kroppen på grund af angst. Hvad ville der ske nu, hvad ville de gøre ved mig?

Helvede på jorden

Michael Hammer fik en dom på syv års fængsel for smugling af narkotika. Fra lufthavnen i Lima blev han af det spanske politi kørt ud til ét af de mest berygtede fængsler i Sydamerika, Sarita Colonia fængslet. Det ligger ude i et slumkvarter uden for Lima. Fængslet er berygtet for overfald og optøjer, og det er et sted, hvorfra man kan risikere aldrig at komme levende ud.
– Da jeg gik ind af døren til fængslet, følte jeg, at jeg var endt i helvede. Der var en infernalsk støj og en ulidelig stank. Afføring lå og flød på trapperne, rotter løb op og ned af gangene, og kakkelakker så store som tændstikæsker kravlede rundt alle vegne.
– Det jeg var allermest bange for var, at jeg ville blive sat sammen med de sydamerikanske fanger, hvoraf de fleste sidder på livstid på grund af mord. Jeg vidste, at hvis jeg blev lukket ind til dem, ville de dræbe mig. De er kendt for uden skrupler at plaffe deres medfanger ned. De har intet at miste, så de er ligeglade med andre menneskers liv. Heldigvis blev jeg sat i den afdeling, hvor andre udlændinge sidder fængslet, og det er her, jeg er i dag.

Brug for en bibel

Michael Hammer har aldrig i sit liv givet Gud nogen opmærksomhed. Derfor undrede det hans datter, da han en dag ringede og bad hende om at sende en bibel ned til ham.
– Katarina, min datter, kender mig virkelig godt. Hun ved, at alt det med kristendom og Gud, det har aldrig interesseret mig, så det er ikke så sært, at hun blev lidt forbavset, da jeg fortalte hende, at jeg er blevet kristen og at jeg havde brug for en bibel.
Hvordan gik det egentlig til, at du blev kristen?
– På et tidspunkt var jeg ved at miste håbet og livslysten. Det slider på én psykisk hver dag at opleve den værst tænkelige form for ondskab. Du ser unge drenge blive misbrugt sexuelt. Stærke fanger, som er øverst oppe i hierakiet, og som er dem, der står bag fængslets narkohandel, kan, hvis de ikke får deres penge til tiden, finde på at tæve deres medfanger til døde med kæppe. Altid er der slagsmål, optøjer og skænderier mellem de indsatte. Man føler, man er ved at blive vanvittig og har bare lyst til at skrige højt.
– Om natten, når man på sin tynde madras ligger på det kolde betongulv mellem 68 andre fanger, og det kniber med at falde i søvn, spoler sindet tilbage til dagens oplevelser og igen og igen, ser man for sit indre blik fx den dreng, der blev voldtaget, eller den fange, der blev tæsket ihjel. Frygtelig pinefuldt.
– For mig har det været svært at få fred i mit sind. En dag følte jeg mig så mentalt medtaget, at jeg måtte have hjælp. Da der ikke er nogen hjælp af få fra fængselspersonalet, smed jeg mig ned på mine knæ, løftede mine hænder og råbte til den Gud, som jeg aldrig i mit liv har skænket en tanke: ”Åh Gud, kom og hjælp mig ”.
Og hjælpen kom som sendt fra himlen. Gud sendte sin søn ned til Michael Hammer for at give ham modet og håbet tilbage. Jesus børstede støvet af ham, rejste ham op og helbredte hans sjæl. Hans psyke blev genoprettet og de negative tanker og oplevelser blev skiftet ud med positive og gode erindringer.
– Efter at Jesus er blevet Herre i mit liv, har jeg fået det meget bedre. En forandring er sket. Ikke uden for mig, men inde i mig. Takket være Guds søn, ved jeg nu, at den ondskab, som jeg har oplevet i dette helvede aldrig vil give mig ar på sjælen. Der er også blevet hanket op i min hukommelse, så jeg igen med varme i hjertet kan tænke på dem, jeg elsker. Min datter, min kæreste og mit lille barnebarn, som kom til verden for nogle måneder siden.
– Det er jo fantastisk at være i stand til at elske og have nogen at leve for. At vide at man er elsket og holdt af hjælper ufatteligt meget. Jeg har set fanger i fængslet, som ikke har noget at komme hjem til, og som ikke har nogen de elsker, eller som elsker dem, og det nedbryder dem fuldstændig, siger Hammer, som på ryggen har en tatovering: ”Kun Gud kan dømme mig”.
Hvordan vil du fortsætte dit kristne liv, når du kommer hjem?
– Jesus har frelst mig fra min mentale undergang. Det, jeg var bange for, var at få psykiske mén og aldrig igen blive et helt menneske efter et ophold i dette helvede. Det kan jeg nu takke Gud for ikke vil ske.
– Siger man til ham, der har reddet ens liv: ”Farvel og tak for denne gang, det var hyggeligt at møde dig. ” Aldrig.
– Jeg vil fortsætte mit kristne liv derhjemme, stadig læse i Bibelen og prøve at komme i en god kirke.
– Jeg tror ikke, det var tilfældigt, at jeg blev taget i tolden i sin tid og fængslet. Jeg føler, at der er en højere mening med det, der er sket. Hvis Gud har tænkt, at det var den eneste måde, han kunne få fat i mig på, ja, så er det også ok. Jeg har i hvert fald lært, at hans veje er uransagelige. Når han først har en plan med et menneskes liv, er der intet, der kan stoppe ham i at fuldføre den…