Moonie blev præst: Martin var moonie
Martin Herbst var et højtplaceret medlem af Moonbevægelsen. Efter næsten 20 år i sekten indså han bedraget, og verden sank i grus. Siden har han fundet Gud og rækker i dag som glad folkekirkepræst ud efter andre åndeligt søgende. En junidag i 1978 gik Martin Herbst gennem Strøget i København. Han havde netop bestået eksamen i 1. g, og foran ventede sommerferien.
Martin klarede sig godt i gymnasiet. Så godt at han med et stipendium fra American Field Service kunne veksle det kommende år på Christianshavns Gymnasium til et semester på et amerikansk college.
Tilsyneladende stod verden åben for den 18-årige mønsterelev, der defilerede forbi det sommerklædte folkehav på Strøget. Men bag det vellykkede ydre gemte sig et utal af undertrykte spørgsmål og en uforløst åndelig sult.
Martin var søgende. Og da han nærmede sig Helligåndskirken, mødte han nogle unge fra Moon-bevægelsen. Han faldt i snak med dem, og de gjorde et stærkt indtryk på ham.
Få dage senere var han gæst i Moon-bevægelsens kollektiv på Gammel Kongevej, og to uger senere opgav han definitivt alt for Moon. Sit ungdomsliv, gymnasiet og rejsen til USA. Alt blev ofret fra den ene dag til den anden.
I stedet ventede ham en åndelig rejse, hvis destination blev afgjort af andre, og først skulle slutte to årtier senere. Han var nu en del af de cirka tre mio. mennesker, der udgjorde Moon-bevægelsen, en sekt, grundlagt af koreaneren Sun Myung Moon.
– Jeg tænkte, at dette var min åndelige fødselsdag, og jeg oplevede et øjeblikkeligt identitetsskifte. Jeg var ikke længere mine forældres søn. Jeg var nu Guds søn, jeg var Sun Myung og hans hustrus søn. Jeg var ikke længere min søsters bror. Jeg havde fået nye brødre og søstre. Jeg havde fået en ny familie. Jeg havde fået en ny verden. Jeg havde fået en mission.
Sådan beskriver Martin sit nu godt 30 år gamle sporskifte i en netop udkommet bog, Mit livs omvej.
Et ærligt tilbageblik på det fatale valg, der gennem næsten 20 år førte den kompromisløse moonie helt til tops i sekten. Inden han til sin rædsel indså, at han levede på en løgn, og begyndte en langsom famlen tilbage til udgangspunktet og en ny begyndelse.
Så lange perspektiver tyngede dog ikke Martin, da han den 17. juli 1978 flyttede ind i bevægelsens kollektiv på Gammel Kongevej i København og med stor appetit tilegnede sig Moons lære, De Guddommelige Principper, og uden forbehold dedikerede sit liv til Sun Myung Moon som sin Messias.
Selvom han ikke havde en særlig religiøs baggrund, blev han hurtigt fortrolig med bevægelsens ritualer og skikke.
Martins familie hjemme på Amager var rystede. Hans far slog hånden af ham og gjorde ham arveløs, mens hans mor desperat opsøgte Moon-bevægelsens danske leder, der blot kunne fortælle, at Martin ikke var blevet tvunget til noget.
For den 18-årige Moon-proselyt var skridtet ind i bevægelsen da heller ikke udtryk for oprør eller trods.
For Martin var det at blive moonie blot et naturligt led i hans lange søgen efter svar på tilværelsens spørgsmål, og han forstod ikke omgivelsernes betænkelige reaktion.
Den bar mere præg af frygt og hån end et oprigtigt ønske om at forstå og lytte. Blandt den nære familie var det i særdeleshed Martins søster, Maj-Britt, der havde vedholdende kontakt med ham, og hun blev i de første år hans bindeled til familien.
Livet som medlem af Moon-bevægelsen var omskifteligt og bestod primært af utrættelige pengeindsamlinger og agitation fra morgen til aften.
I de første år solgte Martin læssevis af blomster og billeder 18 timer i døgnet overalt i Danmark og i forskellige lande i Europa. Der blev dog også tid til gademisson og deltagelse i såkaldte 40 dages betingelser. Meningen var at gå i Jesu fodspor og tage ud i ørkenen uden penge, mad eller husly og tilbringe 40 dage med at sprede budskabet helt og aldeles overalt til Guds nåde og menneskers barmhjertighed.
Sådanne 40 dages betingelser blev for Martins vedkommende ofte indledt med en syv-dages faste på vand.
Både fasten og det hårde arbejde anses i Moon-bevægelsen som betingelser, Gud kan bruge til at frelse verden.
Martin gik uselvisk til opgaverne og helhjertet ind i den kosmiske krig.
Efter et par år blev han overført til England, hvor han blev udnævnt til teamleder for andre medlemmer. En udnævnelse han honorerede ved at præstere endnu mere end før.
Fra klokken seks om morgenen til langt ud på natten sled han trofast med sine teams med fundraising, gratis havearbejde og agitation for bevægelsens åndelige revolution.
Mange moonies bukkede under for arbejdspresset og den sparsomme søvn. Men Martin befandt sig godt, og hans hjerte bankede i takt med farmands, som han jovialt omtalte sin relation til bevægelsens leder.
Efter blot fire år i moon-familien oplevede Martin Moon-bevægelsens højeste tillidserklæring. Sammen med 12.000 andre blev han kaldt til såkaldt matching i Korea.
At indtræde i Moon-bevægelsen forudsætter, at man opgiver alt. Selv valget af ægtefælle overlader man til Sande Far, der er bevægelsens betegnelse for Sun Myung Moon.
På Chamsil Stadion i den sydkoreanske hovedstad Seoul blev den 22-årige Martin på en lun efterårsdag viet med den unge japanske kvinde Yuriko.
Hun var smuk, og Martin forelskede sig straks i hende. For ham var hun en bekræftelse på det markante livsvalg og en messiansk belønning for det hårde slid. En opfattelse, der motiverede ham til at yde en endnu større indsats.
Det fik han også tid til. Som nygift i Moon-bevægelsen får man nemlig kun bevilget et par dage i hinandens selskab efter brylluppet, hvor man kan lære hinanden at kende som søster og bror.
Herefter skal man tilbringe tre et halvt år i cølibat . Hele ideen er at lære at elske Gud højere end alt andet, og Gud er lig med bevægelsen.
Årene som nygift førte for en tid Martin tilbage til Danmark, hvor han blev leder af bevægelsens ungdomsorganisation, CARP.
Martins tilværelse i Moon-bevægelsen tegnede så småt konturen af en kometkarriere.
Efterhånden gjorde den foretagsomme moon-discipel sig så positivt bemærket, at han i tur og orden blev udnævnt til vice-nationalleder for arbejdet i Tjekkoslovakiet, nationalleder for Slovenien og hovedansvarlig for uddannelsen af bevægelsens medlemmer i Østeuropa.
Han var ambitiøs, men også fuldstændig overbevist om bevægelsens lære og mission. Derfor afslog han en ellers attraktiv forfremmelse som regional leder for virksomheden i hele Østeuropa for i stedet at dygtiggøre sig på Moon-bevægelsens teologiske fakultet i New York.
Martin forestillede sig, at et studieophold tæt på Moon og kredsen omkring bevægelsens messianske skikkelse ville udruste ham til endnu flere bedrifter for den verdensfamilie, han kæmpede for at udbrede. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.
Opholdet tæt på Moon-bevægelsens top blev derimod en brutal opvågnen.
Mødet med arrogance, amoral og dobbeltmoral hos både ledere, undervisere og Sun Myung Moon selv blev en chokerende oplevelse. Og for første gang i næsten 20 år kom Martin i tvivl.
Noget der hidtil havde været utænkeligt. Det samme gjaldt Yuriko.
Sammen indså de, at det, de havde ofret deres ungdom for og bygget hele deres tilværelse på, var løgn.
– Fisken stinker fra hovedet, konstaterede den danske studerende, efterhånden som han fik indblik i både misbrug af penge og narko i topledelsen og ikke mindst Sun Myung Moons egne udenomsægteskabelige forhold, som sektlederen selv anså for at være nødvendige for verdens renselse og frelse.
Gradvis krakelerede billedet af den syndfrie messianske Moon-familie.
Martins verden brød sammen, og tomhedsfølelsen blev hans faste følgesvend.
Han valgte dog at fuldføre sine studier, mens han langsomt forsøgte at klinke sit fragmenterede livsfundament. En tung og ensom vandring mod afklaring.
– Jeg havde ingen at tale med, hverken inden for eller uden for bevægelsen, mindes Martin, der trods åndeligt skibbrud oplevede, at hans gudslængsel fortsat var intakt.
Han fortæller, at hjælpen kom fra en anden dansker.
– Jeg savnede sådan en ven, og så fik jeg øjnene op for Søren Kierkegaard.
– Jeg læste hans værker ved siden af studiet og opdagede, at han havde gennemlevet en proces, der mindede om min. Han måtte også kæmpe med angsten, kærligheden og den sandfærdige indstilling til tilværelsen, fortæller Martin, der desuden fandt hjælp i Bibelen og forskellige kristne kirker i New York.
– Mens jeg var i Moon-bevægelsen læste jeg også i Bibelen, og når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg gradvist brugte meget mere tid på Bibelen end på Moons taler. Så Gud havde allerede tag i mig, mens jeg var i færd med at sprede bevægelsens lære, mindes han.
Det er 10 år siden, Martin og hans familie vendte hjem til Danmark. Her indfandt han sig ligesom i USA snart i kirken.
Før han gik ind i Moon-bevægelsen, frekventerede han sjældent kirken, men efter bruddet kom han der jævnligt for at søge stilhed og reflektere.
Efter et langt tilløb førte kirkegangen til overvejelser om at blive folkekirkepræst. Først tøvende. Siden som et stålsat mål.
– Til at begynde med slog jeg tanken hen, for jeg troede ikke, nogen kunne forstå mig eller ville have mig, smiler den nu 49-årige sognepræst, der dog gennemførte teologistudiet på Københavns Universitet på blot to år og ni måneder med et karaktergennemsnit på 13.
Sin kvalifikation som præst tilskriver Martin dog ikke så meget de flotte eksamenspapirer som den sandhed, der ramte ham under bibellæsningen.
– Teologistudiet blev en vidunderlig tid for mig. Hvert et ord, jeg læste, blev en brik i det eksistentielle puslespil, jeg var ved at lægge, fortæller Martin, der især fik gåsehud af de to første ord i Bibelen: I begyndelsen…
– Det gik op for mig, at Kristus havde givet mig en ny begyndelse. Jeg havde en fortid, men havde også fået en ny begyndelse.
– Da jeg brød med Moon, blev mit liv ruineret. Alt det, der var mig, og som jeg havde givet mit liv til, sivede ud mellem hænderne på mig, og jeg døde, forklarer han.
– Det eneste, jeg klamrede mig til, var, at Gud på en eller anden måde måtte være med mig, og ud af ruinerne voksede et nyt gudsforhold i skikkelse af Kristus. Alt det jeg tidligere havde troet var en svaghed ved kristendommen, viste sig at være dens styrke.
udkom i sidste uge. Krydret med reflektioner om det sekteriske væsen skildrer bogen Martin Herbsts beretning om at finde fred i den kristne tro efter knap 20 år i Moon-bevægelsen.
Martin, der i dag er præst ved korsvejskirken på Amager, tæt på det kvarter, hvor han voksede op, er stærkt optaget af at formidle det kristne budskab om den Messias, der frem for stræben og præstation tilbyder alle en ny begyndelse.
– Det er så vigtigt at komme åndeligt søgende mennesker i møde der, hvor de er, og ikke hvor vi godt kunne tænke os, at de var, påpeger sognepræsten.
MARTIN HERBST:
Født 1960. Medlem af Moon-bevægelsen fra han var 18-39 år. Har sammen med Yuriko børnene Mayu, Julia, Natasha og Tendo. Præst ved Korsvejskirken på Amager. Skildrer sammen med journalisten Jacob Egevang sit liv i bogen Mit livs omvej.
