Hokus pokus
Jørgen Johansen er tryllekunstner, teolog og flymekaniker og bor i Kolding.
I min branche bruger man tit formularen hokus pokus mest fordi man ikke rigtig ved, hvad man ellers skal sige. I middelalderen, hvor gudstjenesten foregik på latin, forstod folk ikke altid, hvad der blev sagt.
Når præsten indstiftede nadveren, sagde han: Hoc est corpus filii (dette er Kristi legeme). Det blev til hokus pokus i folkemunde og blev et mundheld, når der var noget, man ikke forstod som f.eks. trylleri.
I søndagens tekst står Jesus pludselig med 5000 sultne mænd, som intet har at spise. En lille dreng tilbyder venligt sin madpakke med fem små brød og to fisk, men det kan jo ikke lade sig gøre at mætte 5000 mand med så lidt.
Alligevel sker det uforståelige mirakel. Jesus tager brødene og fiskene, ber til Gud, og hokus pokus, alle bliver mætte! Da disciplene samler levningerne sammen, er der endda 12 fulde kurve til overs.
Sådan er det med mirakler: De er svære at blive kloge på og kan hverken forklares eller bortforklares. Mirakler sker, hvor, hvornår og hvordan Gud vil det, for at lede vores tanker hen på, at Gud er til – og at han vil noget med os.
Engang sad jeg og snakkede med en ung mand om det med Gud og Jesus. Det var svært at få et ord indført, for han var temmelig beruset. Hans tommelfinger var forbundet, og jeg spurgte, om jeg måtte bede for den. Den var forstuvet, sagde han, så det måtte jeg gerne.
Jeg nåede akkurat at få sagt Amen, inden han flåede forbindingen af. Tommeltotten var til alles overraskelse fuldstændig helbredt! Det havde han ikke lige regnet med. Han havde faktisk slet ikke regnet med Gud. Nu fik han et tegn fra Gud, der med ét slag både helbredte ham, gjorde ham ædru og fik ham til at tro på Gud.
Anderledes gik det med de 5000 mænd, Jesus brødfødte med to fisk og fem brød. Nok fik de et mirakel at se, men det fik dem tilsyneladende ikke til at tro på Gud. De tænkte mere på, at hvis Jesus kunne gøre så meget ud af så lidt, så måtte han vel også kunne befri jøderne fra den romerske besættelsesmagt. De ville tvinge ham til at være deres konge. Eller måske snarere deres skaffedyr.
Bespisningen af de 5000 skal også lede vores tanker hen på nadveren. Nadveren er et synligt tegn på Guds tilgivelse. Og tilgivelse er ikke noget, man skal tage for givet. Gud er nemlig ikke et skaffedyr.
For mig er syndernes forladelse det mirakel, der forvandlede mit liv. Jeg sagde til Jesus: Hvis du virkelig er til, så må du have lov til at komme ind i mit liv. Og det gjorde han. Den 12. maj 1979 kl. 21:30 vidste jeg, at jeg var tilgivet af Gud.
For ikke så længe siden døde min mor af kræft. Hun gik ikke så meget i kirke, men hun troede fuldt og fast på syndernes forladelse: Her får man Guds tilgivelse, sagde hun altid.
Fredagen inden hun døde, fejrede vi nadver sammen. Det var en fantastisk oplevelse.
Man kalder det at fejre nadver, fordi det både giver os del i Jesu død og opstandelse og dermed del i det evige liv. Derfor siger vi i trosbekendelsen, at vi tror på kødets opstandelse. Vi siger dermed, at vi tror på, at vi skal se hinanden igen. Nadveren blev troens holdeplads i den sidste kamp mod kræften både for min mor og for os andre. Nu ser vi med vished frem til at se hende igen.
Gad vide, hvad drengen med de fem brød og to fisk sagde til sine forældre, da han skulle forklare, hvad der var sket? Jeg ved det ikke, men jeg synes, at det handler om at være åbne over for Gud.
Miraklernes tid er ikke forbi. Det er i al fald dumt at lukke Gud ude, når han nu har så meget godt til os. Det er meningen, at vi skal stoppe op og forundres over den åndelige dimension i tilværelsen og opleve Guds eksistens. Og så handler det herefter om at blive i troens forundring af, hvem Gud er.
