Mennesket er en slagmark
Line Hage er sognepræst ved Sct. Mortens Kirke i Randers.Der stod en mængde omkring munken, så det var først svært at se, hvad der foregik.
Så kom nogle mænd slæbende med en ung kvinde. Hun var helt stiv, og hendes øjne stirrede vanvittigt fra den ene til den anden. Hun havde fråde om munden og lange røde rifter på arme og kinder.
Folkemængden veg til side for mændene, som slæbte hende hen foran munken, der tog hende blidt om hagen og prøvede at fange hendes blik. Det lykkedes ikke, og han begyndte at råbe. Han skreg hende ind i ansigtet, og pludselig blev hun helt slap og dejsede om med lukkede øjne. Så begyndte munken at trampe hårdt rundt på jorden omkring hende, mens han stadig skældte ud. Da han var færdig, blev hun hjulpet på benene og gik langsomt derfra.
Jeg oplevede dette under et besøg i én af Kairos stinkende skraldebyer. Da jeg bagefter talte med munken, kom kvinden tilbage for at takke ham. Hun så helt normal ud og var meget taknemmelig. Da hun var gået, fortalte han, at hun ofte havde brug for hans hjælp. Nu kunne hun leve i fred i et par måneder, sagde han, og så ville hun komme igen.
Jeg må indrømme, at jeg tænkte mere psykologisk end teologisk over det, jeg havde oplevet. Der var ingen tvivl om, at hun led, og det kan man ikke gøre i den grad med vilje. Men psyken er stærk og kan sikkert sagtens dominere kroppen, så den både fråder og vrider sig.
Uanset om det var en dæmonbesættelse i gængs forstand eller ej, så var kuren dog den samme, nemlig: Tro. Kvindens tro på, at munken kunne hjælpe hende. Det var hendes tro, der fik hende til at komme igen og igen, når problemet opstod. Det var hendes tro, der frelste hende. Troen viste sig stærkere end psyken. Troen på Gud, det gode, kan flytte bjerge.
Det er en anden logik, vi anvender, når vi siger, at med ondt skal ondt fordrives. Ordsprog har det med at komme ud af almindelige menneskelige erfaringer, og vi har erfaret, at noget kan være så ondt, at der må onde metoder til at fordrive ondskaben med.
Derfor kan vi også tale om, at en krig kan være nødvendig. Men når vi gør det, kommer vi alligevel i splid med os selv. Så er ondskaben kun væk for en tid, vi kan aldrig besejre den på den måde. Den vender frygteligt tilbage og finder husly i vores egen ondskab, om så målet var nok så ædelt.
Der er muligvis noget sandt i ordsproget, men Sandheden er det ikke. Beelzebul kan ikke fordrives ved Beelzebuls egen kraft. Der kommer bare mere Beelzebul ud af det.
Jesus siger, at han er Sandheden. Og det er sandheden om kampen mellem den gode og den onde. I den kamp, som vi alle mærker hele tiden og ofte føler os magtesløse over for, er det Jesus, der har det sande svar: Han er vejen – muligheden – vi kan vælge i kampens hede, og han er livet målet – som det folder sig ud uden ondskab og død.
Mennesket er en slagmark for det gode og det onde. Hvis vi går forbi en, der lider, fordi vi ikke vil blande os, har vi givet ondskaben et point i kampen. Hvis vi standser og hjælper, har det gode vundet et point. Og sådan er det altid, uanset om vi opfatter, hvad vi har gjort eller ej.
Et menneske er som en boksearena, hvor publikum hele tiden skifter side og blander sig i kampen med høje tilråb og rådne tomater. Vores job er at være optaget af det gode ikke at være gode, for det er kun den Gode selv. Vi skal i stedet være optaget af at gøre det gode, hvor end vi ser hen. Så levner vi nemlig ikke så mange pladser tilbage, som den onde kan besætte.
Men ærlig talt det har længe set ud til, at Satan gnider sig i hænderne og gnækker af fryd. Han tror, at han kan vinde på point. Men i virkeligheden er det os, der kan grine ad ham. For kampen er jo allerede vundet. Den gode – Gud – vandt kampen ved korset og graven han viste sig at være den stærkeste, og det må vi tro.
