Mere religion i det offentlige rum
Esben Lunde Larsen er inspireret af Grundtvigs tanke om åndsfrihed og kamp for tros- og ytringsfrihed. Han stiller op for Venstre i Ringkjøbing-Skjern.- Der skal ikke sættes begrænsning for religion i det offentlige rum, siger Esben Lunde Larsen, kandidat til byrådet i Ringkøbing-Skjern kommune.
Han afviser, at troen og det offentlige liv kan skilles ad.
Jeg møder Esben Lunde Larsen på hans lille kontor på Vartov, Grundtvigianismens højborg i København, en kold efterårsdag til en snak om forholdet mellem tro og politik. Et forhold han har beskæftiget sig indgående med både i gennem sin teologiske forskning i Grundtvig og via sit job som lokalpolitiker.
– Spørgsmålet om frihed er meget vigtigt for mig. Jeg tror, at mennesket er skabt til frihed og fællesskab. Men friheden forpligter. Den frihed, der gælder mig, må også gælde min næste. Frihedsspørgsmålet spiller en væsentlig rolle i liberalismen, det er derfor, jeg er medlem af Venstre.
Netop fordi Esben tillægger den individuelle frihed så stor en værdi, mener han ikke, at friheden til at udøve sin tro i det offentlige rum skal begrænses.
– Der skal ikke sættes begrænsning for religion i det offentlige rum. Jeg er jo ikke kun kristen derhjemme, men også på arbejde. Praktiseringen af min tro må bare ikke ske på bekostning af andres frihed. I vores evangelisk lutherske tradition har vi en klar sondring mellem det verdslige og åndelige regimente. Altså at vi skal give Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er. Så længe vi fastholder denne sondring, er det ikke noget problem med religion i det offentlige rum.
Esben er dog opmærksom på, at der er former for religion, der ikke kan eller vil skelne mellem politik og religion.
– Problemet er ikke den enkelte muslim, der ønsker at leve i et demokratisk samfund, men de muslimer, der ønsker at ophæve de demokratiske frihedsrettigheder som for eksempel tros- og ytringsfrihed. Det er den politiske islamisme, der er problemet, fordi den vil gøre Koranen og Sharia til en del af lovgrundlaget.
Alligevel skal et demokratisk samfund give plads til mennesker, der ikke tilslutter sig demokratiets frihedsrettigheder.
– Svagheden ved demokratiet er, at det giver frihedsrettigheder til folk, der misbruger friheden til at begrænse andres frihed. Det problem var grundlovens fædre med Grundtvig i spidsen ikke opmærksomme på. For Grundtvig var det afgørende at få fastslået, at staten ikke skal blande sig i hjertets forhold.
Netop Grundtvig og hans frihedsforståelse betyder meget for den unge politikers egen frihedsforståelse
– Grundtvig kæmpede for åndsfrihed. For ham var tros- og ytringsfriheden helt basale rettigheder. Den danske stat skulle ikke blande sig i indbyggernes tro, men i stedet beskytte borgernes åndsfrihed. Jeg er overbevist om, at den eneste farbare vej frem i Danmark – som på verdensplan – er at sikre åndsfrihed. Verden lider på grund af manglende åndsfrihed.
Da undertegnede forlader den ambitiøse politikers kontor og træder ud i efterårskulden, tænker jeg i mit stille sind, at efter efterår og vinter følger forår og sommer. Det gælder måske også i dansk politik.
