Altid godt nyt fra Gud
Johannes Møllehave referer til et citat af forfatteren Villy Sørensen: Man siger intet nyt er godt nyt – det er et lidt spinkelt grundlag for at ønske hinanden godt nytår.
Det har han ret i. Hvis virkelig intet nyt er godt nyt, så er det tvivlsomt, om man kan sige godt nytår – men kristendommen betragter sit budskab som godt nyt.
Salmedigterne Paul Gerhardt skrev under det værste bombardement og mens hans landsmænd gik rundt mellem ruiner i magtens verden: Himlen lydt melder nyt: Kristus lod sig føde (Hjerte, løft din glædes vinger).
I ham, siger apostlen Paulus, kom ikke et ja og et nej til verden, men i ham kom Guds ja til verden.
Se, det gamle er forbigangent, alt er blevet nyt, skriver Paulus også. Og for den kristne bliver det ved med at være det, som gør alting nyt.
Magtens verden er den gamle, det er det velkendte, men det værgeløse ord kommer til os. Ordet siger: Jeg er givet i jeres hænder, hvad vil I gøre ved mig? Påske og pinse udsprang af jul, så vi kender svaret. Det er desværre det samme, men ordet kommer nyt til os.
Der var engang en, der drillende sagde til Knud Poulsen på Det ny Teater: Du kan vel ikke blive ved med at kalde teatret det ny. Det er jo efterhånden temmelig gammelt. Hans svar lød: Hvad med Det nye Testamente – det kan vel heller ikke blive ved at være nyt?
Det mærkelige er, at svaret er jo!
Som en gammel pagt oprettes på ny, opretter Gud sin nye pagt med os ved at sende sit værgeløse ord ind i vores Herodeslignende verden – nu i dag igen. Det ord som kom som Guds ja til os. Prisgivet, udleveret til verden.
Det er nyt hver gang, for det kommer til os med det nye år og alle dets øjeblikke. Så er det altså ikke sandt, når ordsproget siger, at intet nyt er godt nyt. Engang blev det nye så godt nyt, at verden blev ny af det. Det gamle er forbigangent, se alt er blevet nyt.
Med ordet skabes gode kår for barnekæmper lave, så de kan le ad banesår og springe over grave. Himlen lydt melder nyt: Kristus lod sig føde.
Og Det nye Testamente, den nye pagt er stadig ny og gør alt nyt. Det kommer nyt til os med det år, vi går ind i – det skal vi ønske hinanden godt nytår på.
Fra prædikensamlingen Hvor kærlighed bor
af Johannes Møllehave. Forlaget Lindhardt og Ringhof.