Et liv på hvedekornets præmisser
Sten Hartung er sognepræst i Lumsås, Højby og Nykøbing Sj.
Både i det gamle Israel og hos os er hvedekornet en nødvendig betingelse for, at vi kan få det daglige brød, som vi beder om i Fadervor. Også dengang vidste man, at hvedekornet rummer kimet til liv og er den grundlæggende ernæring, ja livsgrundlaget for mennesker og dyr.
Men man vidste også, at hvis kornet blot blev gemt i et mørkt hjørne af laden, ja så kom der ikke mere liv ud af det. Så var der føde til husstanden en kortere eller længere tid, men en dag ville forrådet slippe op og hungersnøden brede sig. Derfor var det nødvendigt at gemme en del af høsten, så kornene kunne sås til nyt liv.
Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold, siger Jesus og udtaler vel egentlig blot, hvad enhver landmand ved. Og alligevel mærker man, hvordan hans ord rummer klangen af et dybt mysterium. For hvordan går det egentlig til, at der kommer nyt liv ud af det døde?
Det er skabelsens og vækstens under, at det forholder sig således: at et dødt frø kastes i jorden og bliver begravet, og da efter få døgn spirer det frem, bryder igennem jordens overflade og stræber mod solen, lyset og varmen.
I denne søndags tekst fortæller Jesus os, at hvis vi vil leve et liv, hvor han er vores Herre, så er og bliver det et liv på hvedekornets betingelser.
Umiddelbart kan der lyde en klang af livsforsagende fanatisme, når Jesus siger, at den der elsker sit liv, mister det, og den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Men Jesus bruger dem næppe, fordi han glorificerer døden eller mener, at vi alle sammen bør blive martyrer.
Forklaringen er snarere, at hans liv, ene af alle, blev et liv udelukkende levet på hvedekornets betingelser. Hans liv endte på et kors, fordi han ikke lod sig standse af løfter om alverdens riger og deres herlighed, men stædigt og vedholdende mødte mennesker i al deres armod og fortvivlelse, mødte dem med en uforbeholden, men derfor også udsat og sårbar, kærlighed.
Hans kærlighed var så sårbar, at den endte på et kors. Men i denne sårbarhed ligger netop, at han elskede menneskene så langt højere end sig selv, at han simpelthen måtte investere alt, hvad han havde i sig, alt sit inderste hjerteblod til nyt liv i verden.
Der var ikke megen fanatisme at spore i den skikkelse, som blev naglet til korset. Han hang dér i sin ensomhed og sin angst. Havde givet sig selv på hvedekornets betingelser, og nu sagde de, at hvis han virkelig var Guds søn, kunne han vel bare stige ned fra korset.
Men han hverken ville eller kunne. For han vidste, at kærlighedens vej, hans vej, førte ind igennem døden og sårbarheden.
Og kristendommen siger: denne vej, kærlighedens og sårbarhedens vej, det er også vores vej. Fordi han har gået den for os. Han har for os været i angsten og mørket, i den tilstand hvor vi ville sige, at hverken præsten, lægen eller psykoterapeuten kunne fremvise meningen med noget som helst.
Således kastede han sig som hvedekornet ind i gravens mørke, i angst, i smerte, men med den tro, at nu var det op til Gud, om der skulle skabes nyt, eller om døden skulle have det sidste ord.
Og fordi han overvandt døden og stod op af graven til nyt liv for os, kan vi også på søndag fejre gudstjeneste.
En gudstjeneste, hvor kærlighedens ord lyder til os, nøjagtigt som dengang en søn var blevet væk i fjerne lande, men en dag kom tilbage til sin far, og faderen udbrød: Han var død, men har fået liv igen, han var fortabt, men er genfunden.
