Fortsat bøn i Aalborg
Efter 21 dages fælles bøn og faste har kristne i Aalborg fået appetit på mere bøn. Udfordringen har talt med tre af bønne-lederne. – Det er en bevægelse, som Gud har sat i gang, siger Dan Sørensen, præst i Pinsekirken, om den bønne-bevægelse, der er opstået i den nordjyske storby.
Kristne i Aalborg har nedbrudt menighedsskel. De har bøjet knæ og bedt for byen gennem 21 dage. Præster fra fri- og folkekirker har sammen skrevet en bog som oplæg til bøn.
– Som menighed har vi oplevet det utroligt berigende. Vi har større samling omkring bønnemøder og en tiltagende atmosfære af forventning om åndelig fornyelse. At Gud vil gøre noget i kirken og i byen.
Konkret har vi haft to lørdage med bønneskoler. Her har vi øvet os i at lytte til det profetiske. Vi har fået profetiske hilsner fra Gud, og det har sat spor.
Dan Sørensen sætter også pris på, at kirkerne nu arbejder sammen.
– Jeg er præst i en frikirke, som har tendens til at se sig selv som fremme i skoene og på forkant. Og så oplever jeg, at vi bare er en femtendedel af det, som Gud gør ind i fællesskabet i byen. Og at andre er endnu mere fremme i skoene og har vigtige vinkler. Det er en berigende oplevelse af mangfoldighed.
Bogen En by på vej bruges som bønne-værktøj i de forskellige menigheder.
– Bogen har skabt en stolthed over, at vi har skrevet noget fælles teologi som præster. Stolthed over at være i en by, som fokuserer på enhed, og at det skal føre til forvandling.
– Hvad har det betydet for dig som initiativtager?
– Min tanke var, at vi skulle skrive en bog, som var 100 % Aalborg. Og med flotte billeder. Mine børn har nærmest stillet den på højkant i vindueskarmen.
Vi skulle redigere oplæggene og vælge retning. Vi havde et mål om at lave nytestamentlige tekster om transformation. Der var stor glæde over at bruge Fadervor som transformations-bøn.
– Tror du, der kan rejses et folk i Aalborg, der beder?
– Det er jeg ikke i tvivl om. Det er en ustoppelig bølge, der ikke er født af mennesker.
Det her står og falder ikke med et enkelt menneske eller en kirke. Det er en længsel, som Gud har skabt i manges liv. Vi kommer med vidt forskellig profil og tjenestegave.
Både unge og børnefamilier har også været berørt af det her. Men ikke i samme grad som modne og ældre.
Paulus taler jo om enhed som at have ét hjerte, én ånd, ét sind. Jeg synes, den her kampagne har givet os et fælles ståsted. Nu har vi en bog, som rummer vores vision, vores værdier og vores teologi. Vi gør, som der står i Habakuks bog: Skriv synet ned, så det er let at læse. Det kommer til at ske, det udebliver ikke. Processen med bogen har givet en ekstra dimension. Vi har fået et fælles sprog for noget, Gud kommer til at gøre.
– Hvad håber du af fremtiden?
– Min drøm er at se en ny generation blive en del af det.
Vi fik ungdomslederne samlet. Det var nyt. Der var indslag fra de unge i fællesmøderne. Dernæst håber jeg, at vi får børnefamilierne med.
Drømmen er, at det her må blive en bevægelse, vi ikke kan styre. At det bliver græsrods. At bønnegrupper opstår spontant på studiesteder, på universitetet. Og alverdens steder i byen. At det pibler op med initiativer.
Birthe Engquist er medleder i Huskirken Josva. Der har været samling til bøn hver dag.
– Det har været en fantastisk og berigende tid med bøn for byen, siger Birthe Engquist.
– Bogen fra præstenetværket har givet fantastisk meget. For mig personligt har den været et dagligt redskab til at komme videre gennem de 21 dage. Billedmaterialet har været skønt.
– Hvad tager du med dig fra de 21 dage?
– De har styrket mig meget. Også det dybe fællesskab, vi har haft her i huset med bøn hver dag. Det har været stærkt. Vi har fordybet os i Guds ord. Jeg synes, Helligånden har været fantastisk tilstede. Vi har talt meget om, hvad vi kan bruge de 21 dage til bagefter.
Birthes mand, Alf Kristian, har dagligt skrevet til deres sønner og sønnesønner om aktiviteterne i de 21 dage. Det har givet god respons.
– Det har lært mig, at man ikke får noget, hvis man ikke fortæller om det. Det er jo noget, vi skal give videre. Sommetider kunne det godt være op ad bakke at bede for byen i de her 21 dage. Med alle de alvorlige ting, der sker. Men så så jeg en tv-udsendelse fra Haiti. De holdt daglig messe midt i deres tragedie. Det er folk, der har vandret i dødsskyggens dal. Det var stærkt at se dem stå og prise Gud midt i tragedien. Det fik mig til at tænke på, at vi også sommetider går i dødsskyggens dal. Med alt det, der sker i byen. Herren er med os alligevel. Vi kan lovprise alligevel og bede i fællesskab alligevel.
– Vi er pludselig blevet ét. Før tænkte jeg: Jeg er fra Folkekirken. Nu skal vi besøge de andre. Alle mure i mit liv er væltet ned. Det er stort at opleve. Jeg tænker på de tre dejlige fælles aftener, vi havde for menighederne i bøn.
Der var en stærk oplevelse af enhed i ånden. Jeg har omvendt mig. Gud gør noget. Vi har været samlet rundt i byen hver eneste dag. Gud hører de retfærdiges bøn. Jeg er meget lykkelig for de dage.
Lissy Bentzen er forbønsleder i Aalborg Menighedscenter.
Hun har oplevet folks begejstring i menigheden. De har nydt at være sammen i bøn og har mødtes alle hverdage, foruden søndag. Folk i alle aldre har været til samling.
– Der har også været en del unge. Det er godt, når de involverer sig.
– Hvad har du personligt fået ud af det?
– Stor tørst efter at komme nærmere Gud. At få et dybere fællesskab med ham. Det er noget af det, det giver at være i bøn.
– Har du kunnet mærke det i din menighed?
– Ja. Vi har den samme længsel efter det dybe nærvær. Vi har oplevet, at Gud har talt profetisk under bønnesamlinger.
– Hvad har det gjort ved din egen tro?
– Vi må mere og mere sætte vor lid og tillid til Herren. At han formår. Ikke så meget hvad man selv kan. Det er ham, der gør det. Der var en, der fik et ord til midtvejssamling, om at det er Gud, der gør værket. Det er ham, der har lagt tingene tilrette. Han har banet vejen for det.
Det er mange år siden, jeg begyndte at bede om, at skel og grænser måtte blive nedbrudt mellem Guds folk. Nu sker der noget.
– Hvordan oplever du mange kirker sammen til møde?
– Jeg synes, det er enormt lækkert. Det viser, at Gud vil, vi skal forenes på tværs af kirkeskel. De store ting, Gud vil, vi skal gøre, det kan vi ikke gøre som én menighed. Vi er nødt til at være flere. Hvis vi forenes, kan vi virkelig komme ud og nå mennesker. Så er det ikke bare nogle få mennesker, det hele hænger på.
Vi skal ikke bare tigge Gud. Vi skal råbe hans ord ud.
