I praktik blandt Armeniens udstødte

22-årige Tatevik vendte tilbage til sine rødder i Armenien for at hjælpe handicappede.Alt det, som 22-årige Tatevik Revazian havde læst om mennesker med handicap i Armenien (det land hun flygtede fra som fem-årig), blev pludselig meget virkeligt, da hun besluttede at rejse tilbage til sine rødder i januar.

– Flere forældre har fortalt mig, at deres børn har lært at gå eller tale, selvom de troede, at alt håb var ude, siger Tatevik.

– For to år siden fandt jeg ud af, at jeg selv har en grandkusine med et handicap dernede, fortæller Tatevik, der læser på Copenhagen Business School og netop er vendt hjem til Danmark igen efter fire måneders praktik hos den danske organisation Mission Øst.
Mission Øst har siden 1990’erne kæmpet for bedre vilkår til mennesker med handicap i Armenien, hvor forældre stadig gemmer deres børn væk i hjemmet i skam, fordi samfundet fortæller dem, at de er ’forkerte’.
– Lucine, min grandkusine, er 32 år og vokset op i Megri, en by uden muligheder for en som hende, siger Tatevik.
– Hun kommer aldrig uden for en dør, fordi folk stirrer og siger dumme kommentarer. Hun har et fysisk handicap og kan ikke selv gå. Men hun forstår alt og mærker derfor også, hvad hun mangler.
Når hendes yngre søster kommer hjem og fortæller, at hun har fået en kæreste, så tænker Lucine: ’Hvorfor sker det ikke for mig?’. Hendes depressive tilstand har påvirket mig dybt, siger Tatevik.

Ikke plads til svagheder

Tatevik er født i Armenien og voksede op under ’de mørke år’, en periode præget af hungersnød, økonomisk kollaps og krig med nabolandet Aserbajdsjan.
– Der var koldere indenfor end udenfor, og i desperation fældede folk træer overalt for at få brænde, fortæller hun. Hun husker ikke meget fra selve flugten til Danmark i 1993, og et par korte sommerferiebesøg senere i livet har kun givet hende et overfladisk billede af et naturskønt land med dejligt vejr.
– Men nu har jeg mærket, hvordan Armenien i den grad stadig er præget af de mørke år. Der er en generel tristhed og manglende tro på fremgang. Og gennem Mission Øst har jeg oplevet, hvordan de tanker, bekymringer og holdninger fra fortiden gør det svært at give plads til mennesker, der ikke kan klare sig selv, fortæller Tatevik.
Men især en lille fyr ved navn Rasvik har overbevist hende om, at med hjælp fra Danmark er det stadig muligt at ændre folks holdning.

Fodboldspiller i kørestol

Rasvik og hans mor Mirine i deres spartanske hjem.

Rasvik går i 3. klasse. Ligesom Tateviks kusine, Lucine, skal han også have hjælp til alt. Men i modsætning til Lucine går Rasvik i skole og lærer at læse og skrive. Klassekammeraterne skændes om at få lov til at skubbe ham rundt i kørestolen, og et stort smil kendetegner hans ansigt.
– I Armenien er børnene familiens helt store stolthed. Man snakker højt om alle deres bedrifter, og det var skønt at se, at det også kan være tilfældet med et barn med handicap. Og det er det i hvert fald med Rasvik, siger Tatevik.
– Jeg tror, Lucine i stedet opfatter sig selv som en belastning: Et sygt menneske, der ikke kan noget. Det er hårdt at se på.
Min ankomst til Armenien gav hende nyt håb, og hver gang jeg besøgte hende, spurgte hun, om jeg ikke kunne hjælpe hende. Men hendes handicap skulle være behandlet, mens hun stadig var i voksealderen. Nu er det for sent.
Rasvik til gengæld har fået hjælp i tide. Han bliver tilset af specialister på et nyt center, som Mission Øst har været med til at opføre, og med masser af oplysning har lokalområdet lært at acceptere ham.
Og selvom han, ligesom Lucine, aldrig kommer til at gå normalt, er han ikke i tvivl om, hvad han vil være, når han bliver stor: Professionel fodboldspiller! fortæller Tatevik og smiler ved tanken.

Stolt over at hjælpe

Tilbage i Danmark forsøger Tatevik stadig at synke alle indtrykkene fra fire måneder, som hun selv kalder for ’en følelsesmæssig rutchebanetur’.
– Flere forældre har fortalt mig, at deres børn har lært at gå eller tale, selvom de troede, at alt håb var ude. Børnene har genfundet glæden ved livet, fordi de nu har mulighed for at lege med andre børn både med og uden handicap.
Det betyder, at de vænner sig til hinanden, og jeg tvivler ikke på, at det vil være med til at ændre holdningen til mennesker med handicap i Armenien. Jeg er blot stolt over at have været en lille del af den hjælp, der gør en reel forskel i det land, jeg blev født i, slutter hun.
Af journalist Tania Maria
Lüders Rusbjerg