Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5.50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.

Spørgsmål 1:

Jeg kan ikke få luft

Til Orla Lindskov
Jeg er en personlig kristen og tillader mig at sende dette brev for at høre, om du vil bede for mig.
Mit problem er måske nok et luksusproblem. Men efter at jeg som ung mand var udsat for en lungehindebetændelse, har jeg haft problemer med at få luft i forbindelse med udøvelse af sport. Det kan også ind imellem være et problem på mit arbejde.
Jeg har gennem årene ofte bedt om helbredelse for mit problem og har også nogle gange været fremme til forbøn, men har altså stadigvæk mit ”lille” problem. Jeg ved ikke, om det er min ”torn i kødet”, som jeg skal bære, eller om jeg ikke modtager helbredelse pga., at der er tale om en stor selviskhed i min bøn?
Omvendt siger Jesus jo, at han ønsker at møde os og vore behov, så jeg må indrømme, at jeg er noget forvirret omkring emnet helbredelse. Hvordan kan jeg dybest set bede om helbredelse, hvis Gud ikke ønsker det for mig?
Det nager samtidig min tro, at Bibelen umiddelbart er meget direkte i sit budskab om, at vi skal bede og få, men at virkeligheden synes at være en ganske anden. Jeg føler / oplever her, at jeg står med et stort problem.
Nu anmoder jeg så efter så mange år om din forbøn.
Hilsen fra
En personlig kristen

Svar 1:

Fortsæt med at bede Gud om helbredelse

Kære ven
Jeg synes ikke, at dit problem er et lille problem. Jeg synes heller ikke, at din bøn om helbredelse rummer stor selviskhed. Bibelen taler jo helt klart om, at Herren ønsker at være vores læge. Men der findes næsten altid vanskeligheder, når vi søger at forstå den måde, på hvilken Herren handler med os. Fx kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor ikke alle syge helbredes øjeblikkeligt, når der bedes om helbredelse for dem.
Jeg vil opfordre dig til at fortsætte med at bede Gud om helbredelse, og jeg vil også opfordre dig til at blive ved med at søge forbøn, for jeg har oplevet mange syge, som jeg skulle bede for mange gange, før de blev helbredt.
Det er rigtigt, at der i Bibelen står, at vi skal bede og så få. Men i Bibelens grundtekst står der faktisk, at vi skal bede og blive ved med at bede, så skal vi få. Det handler altså, som så meget andet i Bibelen, om udholdenhed.
Jeg tror, at Herren, mens vi venter, forbereder os til at modtage helbredelse. Ofte kommer helbredelse på den dag, hvor vi mindst venter den.
Ikke sjældent kommer syge, som på trods af bøn og forbøn endnu ikke er helbredt, med indvendingen: – ”Det kan ikke nytte, jeg har bedt, men intet er sket.”
Men det kan nytte, for Gud virker altid som svar på vores bøn. Men ofte bemærker vi det ikke. Gud er nemlig en Gud i det skjulte, og derfor virker han ikke altid synligt for vore øjne.
Ventetid under sygdom er en svær tid. Men Bibelen siger, at vi skal holde ud i forhold til løfterne, også i forhold til løfterne om helbredelse. Jeg vil også være udholdende i bønnen for dig, hvis du ønsker det.
På et andet tidspunkt vil jeg komme ind på problemet med dem, der først modtager helbredelse og udfrielse, når de går igennem Perleporten. For sådan er virkeligheden også for nogle. Dette siger jeg ikke ind i din situation. Men jeg siger det som en virkelighed, vi også som kristne må forholde os til.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Min ryg har det stadig fint

Kære Orla Lindskov
Hermed sender jeg dig min beskrivelse af, hvad der skete i forbindelse med din forbøn for mig under dit besøg i Kvaglund kirke i efteråret.
Jeg har, siden jeg var ca. 16 år gammel, haft problemer med min ryg. Min lillebror havde været på et kursus i akupressur og ville demonstrere sin kunnen på mig, da han vidste, at jeg længe havde døjet med dårlig ryg. Han var imidlertid så voldsom, at han trykkede noget i rygsøjlen mellem skulderbladene ud af position, og det var så voldsomt, at jeg lige efter ”behandlingen” ikke kunne trække vejret.
Jeg lærte efterhånden at vride ryggen på plads og har vel gjort dette i ca. 15 år. Men efterhånden gik det ud over højre skulder, og jeg måtte opgive selv at sætte ryggen på plads og søgte derfor kiropraktor, som derefter med jævne mellemrum måtte sætte ryggen på plads. Jeg følte mig så fortrolig med behandlingen, at jeg instruerede min mand i, hvordan han kunne trykke ryggen på plads. Og det har han gjort ofte siden. Jeg havde også problemer med gigt i en tå, som jeg brækkede for ca. 25 år siden.
Da jeg hørte om dig, og om at du skulle komme til Kvaglund kirke d. 6. marts 2009, besluttede jeg mig for at søge helbredelse igennem dig.
Før du skulle bede om helbredelse for os syge, holdt du et indlæg, hvor du bl.a. sagde, at det ikke var sikkert, at vi ville mærke en øjeblikkelig helbredelse, og at vi godt alligevel måtte bede og takke for helbredelsen, også selv om vi endnu ikke mærkede noget.
Efter din bøn om helbredelse af min rygsøjle og min gigtplagede tå bad du mig om at sætte mig ned og hvile en ca. 5 minutters tid. Næste øjeblik mærkede jeg en kriblende fornemmelse ned langs rygsøjlen. Jeg mærkede ikke noget i min gigtplagede tå. Den kriblende fornemmelse blev ved, og jeg endte med at sidde 15, måske 20 minutter. Jeg ville ikke afbryde helbredelsen, for den kriblende fornemmelse blev ved.
Til sidst rejste jeg mig dog, selv om jeg stadig mærkede helbredelsen og ikke rigtig havde lyst til at rejse mig. I tiden efter både takkede og bad jeg for fortsat helbredelse.
Et par dage efter helbredelsen dyrkede jeg pilates, som jeg plejer. Da jeg lavede en af rygøvelserne, opdagede jeg, at min ryg var ekstrem smidig, måske i virkeligheden mere smidig, end jeg nogensinde før havde oplevet. Jeg blev overrasket og utrolig glad. Jeg har bedt og takket siden.
I begyndelsen, når jeg bad og takkede for helbredelsen af min ryg, mærkede jeg samme helbredende fornemmelse. Og i dag har min ryg det stadigt fint, men er ikke så smidig som umiddelbart efter helbredelsen. Jeg bad også meget for min tå, og det har også hjulpet. Jeg kan nu gå flere kilometer og kan også løbe korte ture.
Efter denne oplevelse skrev jeg til dig. Denne gang for at få helbredt nogle af alle mine sportsskader, bl.a. en skulder, som har plaget mig i de sidste 20 år i varierende grad. Jeg skrev til dig om at sende mig en salvedug, og jeg lagde den på skulderen om aftenen, når jeg gik i seng. Jeg kunne også finde på at lægge den på skulderen om dagen, når jeg var hjemme. Resultatet er, at min skulder ikke gør ondt længere, og det er jeg meget taknemmelig for. Men det knaser stadig i min skulder i visse situationer.
Kærlig hilsen
L.

Min oplevelse:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fodvorter forsvandt

Kære Orla Lindskov
For et godt stykke tid siden spurgte jeg, om du ville sende mig en salvedug til mine utallige fodvorter. Jeg brugte salvedugen dagligt, og alle fodvorterne forsvandt. Gud har fået megen tak for det, men du skal også have tak og kende til min glæde over dette.
Herren velsigne dig.
Hilsen fra
En Taknemmelig