Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5,50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
Orla@Udfordringen.dk.

Spørgsmål 1:

Mine børn lider af astma

Hej Orla
Jeg kunne godt tænke mig at prøve at få tilsendt en salvedug til min lille søn. Han spørger mig selv tit, om jeg har skrevet efter en salvedug til ham, for han vil så gerne af med sin astma, så han kan tåle dyr. Han er også allergisk overfor husstøv. Vi har aldrig prøvet dette før, så vi er spændt på det.
Jeg har også en datter i de sidste teenager-år, som har astma i svær grad. Hun bliver dårlig af den stærkeste medicin, hun får. Desuden har hun store selvværdsproblemer og lider også af spiseforstyrrelser. Men hun synes, at det med salveduge virker mærkeligt, og hun er noget betænkelig ved det. Hun ved ikke, om det er rigtigt at gøre, eller om Gud virkeligt virker sådan. Så jeg ved ikke, om jeg skal lade være med at bede om en salvedug til hende også. Det ville jeg jo ellers så gerne. Men måske hvis vores lille søn oplever helbredelse, at hun så også får lyst.
Tak for alt det, du gør for så mange mennesker. At du er villig til at følge Guds plan med dig og give dig selv og din tid så stort for andre mennesker.
Venlig hilsen fra
En mor, som gerne vil hjælpe sine børn

Svar 1:

Kraften kommer af tro og bøn i Jesu Kristi navn

Kære mor, som gerne vil hjælpe dine børn
Jeg tror ikke, din datter skal have en salvedug lige nu. Efter din beskrivelse er hun nok ikke parat til at få én.
Så længe hun er betænkelig og synes det virker mærkeligt med en salvedug, tror jeg, at du skal forholde dig afventende og være tålmodige.
Dog vil jeg benytte anledningen her til at sige lidt om salveduge, som måske kan hjælpe din datter og andre til at forstå baggrunden for brugen af disse, og til at forstå, at brugen af noget konkret, som f.eks. en salvedug til støtte for troen, faktisk er et bibelsk princip.
Det er faktisk sådan, at den kraft, der er i salvedugen, er en åndelig kraft. Det er Helligåndens kraft, som udgår fra Jesus. Denne kraft bliver knyttet til salvedugen gennem bøn og tro.
Salvedugen er som sådan blot en genstand, vi støtter vores tro til. Det samme er salveolien. Der står f.eks. om de første disciple, at de drog ud, salvede de syge med olie og helbredte dem. Det læser vi i Markus-evangeliet kap. 6, vers 13.
I Det Nye Testamente er der flere eksempler på, at mennesker fik noget konkret at støtte deres tro til. Vi læser også, at Jesus spyttede på jorden, lavede dynd og smurte det på den blindes øjne. Det står i Johannes-evangeliet kap. 9, vers 6.
Paulus` tørklæder og bælter blev bragt til de syge, og de syge oplevede herved helbredelse og udfrielse. Det læser vi i Apostlenes Gerninger kap. 19, vers 12.
Men jeg vil her gerne understrege, at de konkrete genstande ikke har nogen kraft i sig selv. De er ikke magiske, og man skal derfor heller ikke gøre et stort nummer ud af selve genstanden. Der er ingen kraft i et stykke tøj i sig selv. Kraften kommer af den tro og den bøn i Jesu Kristi navn, der er knyttet til salvedugen.
Jeg beder Jesus Kristus om at ledsage salvedugen til den syge. Og jeg beder ham om at åbenbare sig hos den syge som den store læge og den store frelser.
Også i Det Gamle Testamente brugte man ind imellem noget konkret som støtte for troen. Som eksempel herpå kan vi læse en beretning fra 2. Kongebog, kap. 20, vers 7 og 8. Her bliver noget konkret taget i anvendelse af profeten Esajas i forbindelse med helbredelsen af kong Hizkija: – ”Så sagde Esajas, at de skulle tage et figenplaster; de tog et og lagde det på kongens byld, så han kunne blive rask.”
Men nok om det nu. Jeg håber blot, at disse steder i Bibelen kan gøre det lettere for din datter og for andre at forstå, hvad en salvedug er.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Spørgsmål 2:

Datter klager over smerter i nakken

Kære Orla Lindskov
Jeg oplever, at min mand opdrager vores børn for strengt. Han synes det ideelle for et kristent menneske er at beherske sine følelser eller endda at ignorere dem, at tage alt med oprejst pande, som han udtrykker det.
Han mener, at selvkontrol er noget stort. Til en vis grad har han nok ret. Han er selv opdraget i et meget strengt kristent hjem, hvor der ikke var plads til følelser. Men jeg synes, at han går for vidt, og især min ældste datter lider under det. Hun vil så gerne gøre min mand tilfreds, og det er anstrengende for hende.
Hun er blevet meget stille på det sidste og klager meget over smerter i nakken og hovedet. Hun har også ofte fordøjelsesbesvær. Jeg kan se, at hun prøver at undgå kontakt med sin far.
Jeg har længe haft lyst til at sætte min mand stolen for døren og bede ham ændre stil. Hvad synes du, jeg skal?
Hilsen ”Ida”

Svar 2:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det lyder til det er på høje tid han ændrer stil!

Kære ”Ida”
Jeg synes virkelig, du skal sætte din mand stolen for døren, som du udtrykker det, og bede ham om at ændre stil.
Du skal gøre det for din datters og for dine børns skyld. Det lyder til, at det er på høje tid. Hvis du ikke gør det, kan det på længere sigt få alvorlige følger for dine børn.
At lære sine børn at beherske deres følelser, er til en hvis grænse godt nok. Det handler jo om en fornuftig balance. Men at lære sine børn at ignorere deres følelser og bide deres frustrationer i sig og vende dem indad, det er både fysisk og psykisk usundt.
Problemet med de indestængte følelser og frustrationer er nemlig, at de ofte ”slår ud” i fysiske og psykiske ubehags-fornemmelser og kan medføre sygdom.
Det lyder til, at din datter lever i et miljø nu, der gør hende sygdoms-truet, og det må der absolut gøres noget ved.
Jeg tror, at din mand er alt for hård i sin tilgang til livet. Han er sikkert også meget hård ved sig selv. Men din datter lider under hans hårdhed. Din datter er sikkert en følsom pige, og din mand gør sikkert skade uden, at han selv er klar over det. Derfor er det nødvendigt, at du tager en alvorlig samtale med ham.
Orla Lindskov

Min oplevelse:
Kære Orla
Du sendte mig en salvedug, som du havde bedt over, til vores barnebarn. Han havde mange problemer med ørene. Jeg lagde salvedugen i min Bibel, og mit barnebarn har ikke haft mellemørebetændelse siden. Dette foregik i den forgangne vinter.
Mange kærlige hilsener
Fra min mand og mig