Oase for Bangladesh
Årets kollekt på SommerOase går til kirkevækst i Bangladesh.Lørdag den 17. juli åbner Danmarks største sommerstævne SommerOase i Odder, som arrangeres af den folkekirkelige fornyelsesbevægelse Dansk Oase.
Med Gud og fællesskabet i fokus vil 4500 campister fra hele landet samles for at finde ny inspiration, ny kraft og ny begejstring i livet som kristen.
En af deltagerne glæder sig særligt meget i år. Det er Jens Fischer-Nielsen, der er dansk kontaktperson for udviklingsprogrammet for menigheder i Bangladesh, som årets kollekt går til. Der er nemlig noget helt særligt ved det missionsarbejde, som lejrens deltagere i år støtter. Det er et projekt, der arbejder på samme måde med udvikling af de lokale menigheder i Bangladesh, som Dansk Oase arbejder med lokale menigheder i Danmark.
I Bangladesh har der været en stor splittelse i den Lutherske Kirke. Mange menigheder har mistet modet. Nogle er helt holdt op med at holde gudstjeneste. Det arbejde, Jens Fischer-Nielsen står i spidsen for, skal give nyt mod til brudte kirker. Derfor uddannes menighedstrænere, som skal hjælpe menighederne til at rejse sig igen ud fra tanken om naturlig kirkevækst.
– De lokale menighedstrænere skal hjælpe menighederne til at se, hvad de har fået fra Gud, af åndelige og materielle gaver. Det, menigheden har modtaget, skal den lære at bruge til fællesskabets bedste, siger Jens-Fischer Nielsen, der som tidligere missionær i Bangladesh, nu lægger sit hjerteblod i at styrke kirken. Han og resten af Bangladesh-kredsen arbejder frivilligt for sagen i samarbejde med Danmission.
– Jeg er virkelig glad for, at Dansk Oase bakker op om arbejdet i Bangladesh, som er meget inspireret af det arbejde, jeg har oplevet Dansk Oase lave herhjemme. Og det begejstrer mig at se, at det også virker i Bangladesh. Der er sket rigtig meget. Der er kommet nyt mod og glæde i menighederne. Så Gud har gjort rigtig meget allerede igennem programmet, lyder det fra Jens Fischer-Nielsen. Han glæder sig til at fortælle om arbejdet, bede for det i fællesskab på SommerOase og ikke mindst samle midler ind til at fortsætte den gode indsats.
TLI/red.