Ny landsleder i Frelsens Hær
Fortsætter, selv om hendes mand blev dræbt i tjenesten.Den 1. november bliver oberst Birgitte Brekke ny landsleder for Frelsens Hær i Danmark. Hun afløser obersterne Erling og Signe Helene Mæland, der går på pension og vender hjem til Norge.Birgitte Brekke er født og opvokset i København, men har i mere end 30 år især gjort tjeneste uden for landets grænser. Med international erfaring fra især Asien og Østeuropa er hun velkendt med omstillinger og kan se med friske øjne på både den danske Frelsens Hær og det omgivne samfund.
Et eksempel på Birgitte Brekkes evne til at tænke nyt, er Frelsens Hærs fair trade-program, Sally Ann, som hun udviklede sammen med sin norskfødte mand, oberst Bo Brekke, da parret i 1990erne var stationeret i Bangladesh. Et program, der har forbedret fattige familiers levevilkår i mange lande, og hvis produkter også sælges i Danmark.
Sammen gjorde officererne Brekke i en årrække tjeneste i både Danmark, Norge, Sri Lanka, Skotland, Bangladesh, Østeuropa og Pakistan. Mens de i 2007 var landsledere i Pakistan, blev Bo Brekke imidlertid brutalt dræbt på vej hjem fra sit kontor. En skæbne, Birgitte Brekke sætter ord på:
– Selv om tjenesten i Frelsens Hær og ægteskabet med Bo har bragt mig de største glæder i mit liv, så bragte det også stor sorg. Men jeg har aldrig fortrudt mit valg.
De seneste par år har Birgitte Brekke haft ansvar for at forberede og afvikle en verdenskongres for unge i den svenske hovedstad, Stockholm. Ungdomskongressen blev afviklet i juli og samlede omkring 1.000 unge fra samtlige 121 lande, Frelsens Hær arbejder i. En halv snes danske deltagere fik således et førstehåndsindtryk af deres kommende landsleder, der også her reflekterede over de dyrekøbte erfaringer fra sin mands bortgang.
– Vi ved ikke, hvor langt eller kort vort liv bliver. Derfor er det afgørende ikke at spilde den tid, vi bliver tildelt, lød udfordringen således fra den kommende danske hærchef.
Birgitte Brekke tiltræder 1. november og bliver både territorialleder og præsident for kvindeorganisationerne i Frelsens Hær i Danmark. Birgitte Brekke er 55 år og har to voksne sønner, Benjamin og Bo Christoffer.
Birgitte Brekke blev i 1978 optaget på Frelsens Hærs officersskole i London, hvor hun mødte sin mand, nordmanden Bo Brekke. De blev gift og udnævnt til officerer i 1980 og tjente herefter et år i Norge efterfulgt af to år i Danmark. Fra 1983 til 1987 tjenestegjorde de igen i Norge, hvorefter de i de følgende seks år var stationeret i Sri Lanka. To års tjeneste i Norge førte dem herefter til Bangladesh i 1995. Fra 2002 skiftede de adresse til Skotland og efter et par år her videre til Østeuropa. I 2006 blev de stationeret i Pakistan, hvor Bo Brekke som nævnt blev dræbt.