Sommerlejre på Sjælland har givet mange nyt åndeligt liv
MODERNE KIRKEHISTORIE: Ulla Frydkjær har deltaget i 27 sommerlejre og fortæller i en ny bog om hver enkelt af dem. Hun fortæller også om, hvordan hun og hendes mand fik Gud flyttet fra hovedet ned i hjertet, så de fik lyst til at tjene Jesus og fik et meningsfuldt liv.- Helmuth og jeg kan nu se tilbage på en hel livsepoke med dejlige og spændende lejre og gode, kærlige kristne fællesskaber med venner for livet.
Sådan slutter Ulla Frydkjær fra Sengeløse en billedbog, hun har skrevet og fået udgivet på Mediacellens forlag.
I bogen beskriver Ulla Frydkjær, hvordan hun og hendes mand siden 1977 har deltaget i 27 sommerlejre i det, der nu hedder Oaselejr Sjælland – altså sommercamp i Oasebevægelsens regi. Tidligere hed sommerlejrene Ånd & Liv.
Helt tilbage i starten var det bare en fælles menighedslejr for sognemenighederne i Sengeløse og Emdrup kirke, som begge var blevet fornyet af den karismatiske bevægelse.
Blandt initiativtagerne var Lilly og Arne Gertsen og Lene og Henning Jakobsen fra en ungdomsgruppe i Emdrup kirke. De havde på Roskildemøderne (for åndelig fornyelse) mødt Kisser og Hans Verner fra Sengeløse kirke, hvor Bodil og Helge Taggatz var præstepar.
Senere kom andre sjællandske menigheder til, som også ønskede at være med på den fælles kristne sommercamp. Karlslunde, Bethlehemskirken, Solbjerg, Solvang, Boeslunde, Buddinge, Holbæk, Kastrup…
I en periode var der to lejre fordelt over to uger.
Ulla Frydkjær fortæller begejstret om, hvordan hun og hendes mand mødte kristendommen på en ny måde.
– Vi var begyndt at komme i Sengeløse kirke, hvor jeg efterhånden blev leder i børneklubben efter at have været flokleder i KFUM-spejderne i Tåstrup. Men vi tog ikke med på den første lejr, for vi ville hellere med på Danske Kirkedage, fortæller Ulla.
Udover præsteparret blev de venner med gartnerne Kirsten og Lars Larsen, som havde grundtvigsk baggrund – men de havde oplevet noget nyt med Gud, og Lars sad altid med snuden ned i Bibelen husker Ulla.
I vinteren 1978 tog Ulla og Helmuth så med på en menigheds-weekend på Asserballeskov bibelcenter på Als, som lærerparret Helga og Kristian Kristensen havde oprettet efter selv at være blevet åndeligt fornyet i deres tro.
– Der oplevede jeg for første gang en bibelundervisning, der virkelig gik dybt i mit sind. Talerne var læge Michael Harry og præster Stig Christensen, Lars Messerschmidt og Helge Pahus.
– Det var også dér, Helmuth og jeg første gang hørte tungetale og profeti. Der blev talt på fremmede sprog. Svetlana Harry, som var russisk født, kunne fortælle, at en af de andres tungetale var på hendes sprog.
Helmuth var dog meget skeptisk. Han var i det hele taget noget af en tvivler, selv om han var opdraget i et indremissionsk hjem. På vej hjem i bussen spurgte han nogle af de andre ud, om de virkelig troede, at deres tungetale var fra Gud.
– Det forår oplevede jeg et vidunderligt møde med Gud i Karlslunde Strandkirke. Helligånden faldt på os alle, og der blevet talt meget i tunger, og det blev udlagt.
Det var en euforisk oplevelse. Jeg følte en dyb glæde og varme, som holdt sig i flere dage. Men jeg kunne ikke rigtig tale med Helmuth om det, husker Ulla.
Samme år var familien med på menighedernes sommerlejr på Als.
Ulla husker mødet med nogle nye pinsekristne:
– Jeg undrede mig over, at de snakkede om Jesus, som om han sad i brystlommen. De var nyomvendte og meget følelsesladede. Det gjorde et stærkt indtryk på mig. Det var jeg ikke vant til med min KFUM & KFUK-baggrund…
På lejren mødte de også arkitektparret Karen og Morten Anker, som var blevet kristne, efter at Morten havde søgt alle mulige andre steder efter en mening med livet. Men han blev optaget af Frans af Assisi og fandt frem til Jesus. Han skrev bogen Kongens Logbog, som udkom på Lohses forlag, om deres dramatiske liv.
Ulla Frydkjær nævner mange andre venner for livet, som mødte hinanden på denne og de kommende års sommerlejre. Det varme kristne fællesskab og de stærke åndelige oplevelser bandt dem sammen.
Blandt deltagerne var fx den tidligere alkoholiker Gunner Beck fra Sengeløse, som var blevet sat fri af sin afhængighed og nu underholdt med mandolin-spil. På den første lejr i Haslev havde Kisser og Hans Verner Morell fået sig lidt af et chok, da de bad Gud om at tage Gunners smerter. Gunner faldt nemlig om og lå som bevidstløs på gulvet. Det havde de ikke set før, så de troede, de skulle have fat i en ambulance. Men efterhånden oplevede de oftere, at mennesker under forbøn kunne falde under Helligåndens kraft – og mens Gunner lå og sundede sig, oplevede han en fysisk helbredelse.
Sådan skete der jævnligt mirakler under forbøn. Også deres egen søn oplevede hjælp for asmatisk allergi, især når Palle Schiær fra Emdrup bad for ham.
Helmuth kæmpede imidlertid med tvivl og tro, og en dag meddelte han Ulla, at det ikke rigtigt svingede for ham, og han gik trist i seng.
Ulla betroede sig til de andre piger under toiletrengøringen. Pigerne satte sig resolut på gulvet og begyndte at bede for Helmuth. Og næste dag fortalte Helmuth, at han endelig var kommet til tro. Efterfølgende fejrede vennerne hans 40-års fødselsdag.
Sådan gik år efter år, hvor enlige, par og familier fik åndelige vitamin-insprøjtninger i kirkens nære fællesskaber og på de årlige lejre på Als eller i Haslev, Kikhavn, Helsinge, Espergærde, Høng, Ubby, Odder eller Fårevejle.
Børnene var en naturlig del af det kristne fællesskab. De så, at troen betød meget for deres forældre, og derfor blev de selv aktive kristne.
På lejrene var der ikke blot bibelundervisning, men også en masse praktiske aktiviteter – og sjov og ballade. Der var selvfølgelig lejrbål. Der blev spillet bold og Risk. Danset israelske folkedanse. Og de unge arrangerede dramatiske events, som nogle gange var lidt for vilde for forældrene.
Udover folkekirke-menighederne var der også et afslappet fællesskab med kristne fra andre kirker, som fx Pinsevækkelsen, Missionsforbundet, Baptistkirken og Vineyard.
Talere på lejrene kom fra forskellig kirkelig baggrund, og jævnligt også fra udlandet.
Den åndelige fornyelse fokuserede mindre på teologiske forskelle og mere på de karismatiske nådegaver, som nu kom i brug på kryds og tværs.
Og det var ikke altid nemt for en KFUMer at finde melodien. Ulla fortæller også ærligt om, hvordan hun fx havde svært ved at modtage nådegaven til at tale i tunger. Trods andres bønner blev det kunne til to-tre ord, som hun troede, hun selv havde fundet på.
– Jeg havde forestillet mig, at det ville være som en ordstrøm, men det skete ikke straks.
På lejren i 1994 oplevede man også de såkaldte Toron-to-fænomener, hvor mennesker oplevede overnaturlig latter, glæde, gråd, rystelser m.m. under Helligåndens nærvær. Lederne måtte drøfte, hvordan de skulle opfatte det, og de støttede sig bl.a. til dr. Michael Green fra den anglikanske kirke, som påviste, at lignende fænomener også var sket i bibelsk tid, samt under de store vækkelser.
De åndelige oplevelser førte ikke til færre deltagere, så på næste lejr måtte man direkte sige nej til flere, der ønskede at være med. Der var simpelthen ikke plads.
Efterhånden blev forbeder-tjenesten udvidet, og der blev undervist i, hvordan man kunne bede for andre mennesker.
Lejrene var med til at udruste mennesker til ikke blot selv at overleve som kristne, men også til at hjælpe andre.
– For Helmuth og mig betød det, at Gud kom fra hovedet ned i hjertet og gav os et ønske om at tjene Jesus. Vi fik en ny retning i livet og et meningsfuldt liv, slutter Ulla sin beretning.
Bogen vil naturligvis især interessere de hundredvis af mennesker, som har været med på de sjællandske lejre. Men her er også gengivet noget af den bibelske undervisning, de fik. Og for alle, der læser bogen, er den et vidnesbyrd om, at Gud stadig er levende og virkende, når mennesker ønsker at lære ham rigtigt at kende.
Ulla Frydkjær: Oaselejr Sjællands historie. 1977-2007. Mediacellen.dk
Karlslunde. 52 a4-sider, med farvefotos, 99 kr.
