Debat

Angst for døden

Angsten for døden er så stor, at nyhederne ustandseligt skræmmer med, hvad der er farligt, og hint kan føre til døden; ja, man kan endda få det indtryk, at aviser og ugeblade forsøger at forøge deres oplag ved at sætte skræmmende overskrifter på forsiden. Ved at oplyse om nyfundne farer, der truer livet for os borgere.
Man kan tit fornemme, at mange mener, at det vil være statens skyld, hvis der skulle ske dødsfald, hvis de ikke forebygger eller træder ind ved så mange sygdomme. Men har selv en moderne stat da råd til alle disse forebyggelser?
For nogle år siden under et interview med en officer stationeret i Afghanistan spurgte en journalist med angst i stemmen, om krigen der da kunne være farlig – hvornår har en krig ikke været farlig? Angsten for døden stikker sit hoved op overalt.
Det forekommer mig, at der er mindst tre store grupper i Danmark, der har tre forskellige tanker om livet efter døden:
1. Dem der tror, at livet stopper, når legemet dør.
2. Dem der har lyttet til det så udbredte budskab om, at når Jesus er død på korset, har han der taget hele menneskehedens synder på sig, og derfor ender alle i Paradiset.
3. Dem der læser Bibelen, tror og tager imod dens ord som Guds inspirerede ord og derpå forsøger at leve efter disse ord, – og disse ord lover endda den kristne en bedre ”liv” i Paradiset end det, der til den tid forlades her på jorden.
Ulla Kjærulf
Langelandsvej 48
4600 Køge

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning. – Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.