Efter det sidste farvel

Lise Traps sorg-bog er god – og nyttig.I 2007 blev sognepræst Lise Traps 20-årige søn offer for en ulykke. Med baggrund i, hvad det har betydet for hende og i hendes 21 års erfaring som præst, har hun nu skrevet en meget fin bog om sorg.Med et let omskrevet Blichercitat: Den største sorg i verden her er at miste én, man har kær.
For Lise Trap blev det det værste og det sørgeligste af alt, og grunden til det kan i hendes tilfælde kun være, at det er ”naturstridigt”: At et barn – hvad enten det er 2, 20 eller 42 år – dør før dets forældre. Det kan opleves som ”en fortvivlelse, der truer med at slå en selv ihjel.” For: ”At miste et barn er at miste noget af sig selv” – og man bliver aldrig igen den, man var før, man er forandret for altid, konstaterer hun.

Hvad kan man gøre, når det sker?
Først og fremmest må sorgen ikke fornægtes eller fortrænges, den må og skal gennemleves. Lise Trap skriver om sorgprocessen og de forskellige opfattelser, der er af dens forløb.
Men det er ikke kun følelseslivet, der rammes voldsomt:
”I mødet med døden får vi … en erfaring af altings forgængelighed. Den erfaring kan … åbne for dybder og sider af tilværelsen, som gør den rigere og stærkere på en ny måde.”
Det uddybes bl.a. med flg. indsigt:
”Menneskelig modenhed er i stor udstrækning afhængig af, hvor godt vi formår at integrere den erfaring, at ethvert menneske på en gang er uendelig betydningsfuldt og forfærdelig sårbart” (min fremhævelse).
Mødet med døden øger menneskets og livets værdi. Det er en nærmest bibelsk grunderfaring: Af døden vækkes livet, af død kommer mere liv.
Men livet er også så stærkt, at ikke engang døden kan få fuldstændig bugt med det.
Denne erkendelse formulerer Lise Trap forsigtigt sådan:
”Måske er den kraft, som sorgen giver til håbet om gensyn med vores døde, i sig selv et pant på, at det er sådan, det er.”
Det er målet: gensynet på ”den anden side” – og det er, hvad det kristne håb om et evigt liv er, når det er fast forankret i Guds ord.

Bogen handler ikke kun om, hvad mødet med døden gør ved de mennesker, der er tættest på. Et sted kommer hun ind på den ”næsten bundløse rædsel”, som de, der står ved siden af, kan opleve:
”… ved tanken om, at livet kan være sådan, at alt for altid bliver forandret på et øjeblik. Naturligvis er det angstprovokerende for omgivelserne, at livet er så sårbart. Kun et skridt skiller livet fra døden. Døden venter ved siden af. Hvis andres liv kan blive forandret for altid på et øjeblik, kunne det også ramme mig – og det har jeg ikke lyst til at tænke på eller på nogen måde blive mindet om, for det er for forfærdeligt bare at tænke tanken!”
Og derfor holder man sig væk og forsøger at undgå den, der lever i sorgens kulsorte mørke, for det er også for svært at møde dette mørke, selv om man ved sin nærværelse måske kan bringe lidt lys derind. Lise Trap skriver ganske meget om, hvordan man kan møde den, der sørger, og giver mange gode råd.
Ingen skal regne med, at sorgen eller smerten nogensinde forsvinder fuldstændigt hos den sørgende, og som medmenneske, der virkelig har mod til at være nærværende i magtesløsheden og fortvivlelsen, kan man kun håbe på, at man med sin blotte tilstedeværelse kan bringe en smule lindring og trøst. Man skal i alle fald ikke gøre sig nogen forestillinger om, at man kan eller skal fjerne sorgen.
Lise Traps bog giver altså ikke falske forhåbninger, men fortæller det hele, som det er – og giver udmærket hjælp til at komme igennem det.

Lise Trap:
Sorg
– den dybeste ære glæden kan få
100 sider • 148 kr. • Alfa