Hundens værste ven

En dag glemte jeg min farmors golden retriever uden for supermarkedet i gågaden i Svendborg. Da vi ved aftensmaden ville give hunden en godbid, kom den ikke, da vi kaldte. Da slog sandheden ned i mig som et lyn på ecstasy, og jeg fløj fra spisebordet hen til supermarkedet, hvor hunden stod alene uden for det lukkede og slukkede supermarked. Efter denne beklagelige hændelse nægtede hunden pure at gå tur med mig. Klog hund. Men så slap jeg da for det.
Universets hævn kom mig snart i møde. Jeg stod lalleglad ved et lyskryds på Kronprinsessegade i det indre København og ventede lovlydigt på, at det røde lys skulle skifte til grønt. Da kom en gravhund og dens ejer spankulerende og stoppede ved siden af mig for også at vente på den lille grønne mands dans i trafiklyset. Da skete det. Hunden gik et par skridt sidelæns mod mig, og jeg overvejede at bøje mig ned for at ae den, men så langt kom jeg aldrig. Hunden løftede rutineret det ene ben, og lamslået mærkede jeg mit ene bukseben blive vådt. Ligner jeg virkelig en lygtepæl?! (Det er et retorisk spørgsmål).

Kort tid efter gik jeg ned ad villavejen Catherine Boothsvej i Hvidovre, hvor jeg lavede en ufrivillig spagat, da jeg trådte i en glat nybagt chokoladebrun ”croissant”, efterladt af naboens dobermann, hvis ejere aldrig følte behov for at rengøre det offentlige fortovs-toilet efter brug. Hvor ville det være skønt, hvis det blev en naturlig del af hundeejer-kulturen i Danmark at tage hundeposen med.
Nu var der dømt krig! Jeg begyndte at medbringe et stykke kridt og små danske papirsflag i min håndtaske, således at jeg kunne markere enhver hundehømhøm, jeg mødte på min vej, ved at cirkle dem ind i et sødt kridt-hjerte og et rødt-hvidt flag ovenpå.

Hvad angår hunde, der ofte kaldes menneskets bedste ven, må jeg være hundens værste ven.