Ved jorden at blive…

Når man må slippe den faste grund under fødderne for at komme hjem!Louise stirrede strengt på mig med hænderne hvilende på hofterne, hovedet på skrå og sagde med en moderlig strenghed: ”Vil du nå bussen, eller vil du ikke nå bussen, Stine?” Jeg havde aldrig før set min blonde københavnerveninde med denne gennemslagskraft og klarhed, og af bar forbløffelse traskede jeg efter hende om i baggården af vores snuskede hotel i en costaricansk provinsby, hvor hun hurtigt fandt en stige. Den lignede et dumpet 4.-klasses sløjdprojekt, men blev i et snuptag placeret over den fire meter høje baggårdsport, som var eneste direkte udgang.

Vi havde brugt et kvarter på forgæves at vække en portner med diverse klokker og råb, men han var forsvundet som hindbærtærten i mormors vindueskarm. Låst inde bag adskillige hængelåse svulmede klaustrofobien sig op i halsen på mig. Der var ikke andet at gøre end at efterlade nøglen og flygte som en latterlig parodi på Bjørnebanden, mens vi overvejede, hvor hurtigt vi kunne opspores ud fra vores pasnumre!

Vi fire danske piger skulle bare tilbringe en halv nat på det billigste hotel i en ligegyldig by som afslutning på en badeferie. Bussen ville hente os klokken fire om morgenen på et mødested, og mit ur blinkede 3:45, så vi havde ikke meget tid at spilde.

Alt mit habengut lå nu ude på fortovet, så jeg måtte pænt ignorere min højdeskræk og stole på Louises råd om, hvor jeg skulle placere fødderne. Forpustede ankom vi to minutter over fire og håbede, at bussen ikke var kørt. Vi nåede dog at få pusten, inden bussen ankom tre timer senere – helt som kutymen er i Mellemamerika – for hvorfor dog have travlt? I ventetiden kunne jeg komme mig over forbløffelsen, at min blonde københavnerveninde var mere effektiv og klarsynet end jeg – den gæve jyde med leverpostejsfarvede lokker og begge ben på jorden. Det faktum, at man gerne vil have begge ben på jorden, kan nemlig være en hindring, når der er brug for handling.
Af Stine Minna Bak Pedersen
Udsendt som volontør af Impact