Man kan lære meget af en gren!

Det er jo ikke fordi, at jeg er dum! Problemet er jo netop, at jeg er så klog, så klog, faktisk alt for klog! Heldigvis findes der grene, der kan lære en lidt om livet og om, hvad det vil sige at være kristen.
Sagen er den, at jeg har have! Så er det sagt. Den hører ligesom sammen med lejligheden, jeg bor i, og nu hænger jeg på den. Heldigvis har haven og jeg en usagt aftale om, at den passer sig selv – og jeg gør det samme.

Men buske og træer vokser. Og når man til sidst ikke kan komme rundt om huset og begynder at indse, at historien om Tornerose (du véd, hende med tornehækken) måske alligevel ikke er ren fiktion, må man tage affære. Og det var sådan, jeg endte med en grensaks i hånden.

Det var vintræet, der pludselig opførte sig truende. Nu spærrede det min indgang og tvang mig til at tage fløjlshandskerne af – og havehandskerne på. Inden jeg gik amok med saksen, tjekkede jeg dog lige på internet, hvordan sådan en skal skæres. Det viste sig, at stort set alt skal væk, på nær nogle få grene. Det er slet ikke så svært at ordne have.

Det er dog vigtigt, at det er de rigtige grene, der bliver tilbage. Ellers er der nul frugt næste sommer. Væk skal de visne og ødelagte grene. Selvfølgelig, det giver sig selv. Men også friske lange grene måtte smage saksen. Bare fordi der er liv i en gren, betyder det ikke, at der kommer druer. Nogle grene bruger al deres saft til at vokse sig lange og få blade – men hvad nytte gør det for den, der kun er sulten efter frugt?

Som rutineret kristen med mange timers bibellæsning på bagen ramte tanken mig: ”Du bliver så klog, men bliver du kristen?”. Saftige grene bærer ikke nødvendigvis frugt. Nogle gange bliver vi bare lange i hovedet og dekorerer os med blade og tror, at det duer til noget. For meget viden kan få os til at bilde os ind, at vi er betydningsfulde og gode kristne. Men spørgsmålet er, hvad vi lader saften, Guds ord, skabe af frugt i vores liv og relationer til andre mennesker.