Et forbillede er gået bort

– men vi kan stadig efterfølge Erling Thydes eksempel.
”Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro”.
Disse ord fra Hebræerbrevet 13, 7 genlyder for mit indre, efter jeg måtte begrave min gode ven og medpræst Erling Thyde fra Sct. Bendts Kirke i Ringsted den 2. november. Han døde kun 54 år gammel, et år efter canceren blev opdaget.
Erling Thyde efterfulgte mig som præst i Kristus Kirken i Rødding i 1995 og blev fire et halvt år senere forstander for Efterskolen Kildevæld. Her var han i ni år, indtil han for et par år siden blev konsulent i levnedsmiddelbranchen. Erling var uddannet laborant og arbejdede som driftsleder i flere fødevarevirksomheder, inden han og hustruen Helle sagde deres jobs op og rejste på bibelskole i England.
Erling var kendetegnet af en utrolig viden – allerede som 12-årig havde han gennemtrawlet biblioteket i hjembyen Vojens for alt, han kunne opdrive om Anden Verdenskrig. Han kunne huske citater – og hvem der havde udtalt dem – og leverede selv en lind strøm af fyndord og spidsformuleringer. Her er et par:
Vi søger det ægte, ikke det perfekte!
Kun det, vi giver, bliver bevaret!
Og som han sagde den sidste uge:
Drømmene er som bobler, de brister. Håbet er som et anker – det holder.
Det var, som om al den viden og åndelige indsigt, han havde tilegnet sig gennem livet – i Operation Josva, i Apostolsk Kirke, på Bob Gordons bibelskole i England og fra selve livets skole – blev komprimeret til et åndeligt reservoir, en kilde til fornyelse, selv om hans legeme gik mere og mere til grunde.
Jeg vil altid huske Erling som en leder, der kunne løfte sig op over hverdagens trivialiteter, se sagen med nye øjne, vælge at holde fest midt i problemerne – som han gjorde for over 80 venner i sommer, da lægerne ikke levnede meget håb tilbage.
– Jeg vil hellere søge efter et under, end jeg vil undersøges, sagde han. – Hellere lægedom end lægernes dom!
Men kroppen måtte give op den 27. oktober klokken halv fem om morgenen. Han var klar til det sidste, velsignede sine børn, Trine, Filip og Daniel, og sagde de sidste kærlige ord til Helle.
”Hold jer for øje den udgang, deres levned fik”, skriver Hebræerbrevets forfatter.
Det vil jeg gøre.