Årets første julegaver: To stik!

I New Zealand smelter sneen, og mens julen kommer nærmere, så virker tanken om jul fjernere og fjernere.
Her i New Zealand skinner solen, og himlen er blå! Så vidt jeg har kunnet forstå, så skulle Danmark jo være begravet i sne lige pt. Men her down-under er det meste af sneen dog ved at være væk – selv sneen på bjergtoppene rundt omkring.

Tanken om jul er derfor meget fjern. Selvom butiksvinduerne er pyntet op, virker det rimelig surrealistisk. Men på trods af det har jeg allerede fået to julegaver: et stik mod tyfus og et stik mod polio – mange tak! (De er nødvendige, når jeg snart tager til Thailand på outreach.) Der er også en pakke på vej fra familien med diverse julegodter, så det er dejligt.

Jeg spiste også frokost i ”Edoras” sidste søndag – hvis der skulle være nogle ”Ringenes Herre”-interesserede læsere. Kulisserne er der dog desværre ikke længere, men den smukke og vilde natur omkring bjerget (eller rettere bakken) var dog også det hele værd og mere til!

For at komme til bjerget måtte vi køre ca. 10-15 km ad en lang grusvej, langt væk fra civilisationen. Så da vi kom derud, var der utrolig stille. Hverken biler eller mennesker kunne høres – ikke engang brægende får eller brølende køer! Kun et vandfald et stykke væk, og vinden.

Vi tilbragte en fantastisk eftermiddag der på toppen, omringet af bjerge, i taknemmelighed til Gud over hans fantastiske skaberværk! Men da det blev aftensmadstid, fandt vi ud af, at vi havde glemt tændstikker. En sjov ”ice-breaker” til at tale med fremmede turister: ”Hej har I tændstikker?” – Vi blev mødt med mange smil, men af de fire mennesker der kom forbi, var der desværre ingen, der havde tændstikker, så det blev desværre enden på vores lille eventyr – noget vi dog tog med smil og latter.

I stedet kørte vi hjem i solnedgangen, og alt i alt var det en perfekt dag.
Af Mette Lundbak Jepsen
Volontør for UMO i New Zealand