Mit hjertes juleglimmer

Jeg synes, det er lidt svært det med julestemningen, efter jeg er blevet voksen. Jeg mener, da jeg var barn, var det jo slet ikke noget, jeg behøvede at prøve på. Det var bare at tænke på juleaften, så kriblede det helt ned i tæerne. Ja, efterhånden som det nærmede sig, kunne jeg jo nærmest blive helt syg ved tanken.
I dag når jeg tænker på juleaften, har det en tendens til at sætte meget mere jordnære spekulationer i gang. Som at nu skal vi huske både at proppe sengeformindsker, flasketutter, babyalarmopladere og flere tusind andre ting ind i Skodaen, når vi tager på årets julefamiliebesøg. Og hvad menuen står på. Er det mon svigermors kæmpe fyldte kalkun, eller skal vi gå efter anden i år?
Det er jo ikke, fordi jeg ikke glæder mig til jul. Det gør jeg faktisk. Og jeg synes heller ikke, at december er en forfærdelig stressende måned. Men den der mirakuløse følelse i maven, som julen gav mig som barn, den er væk. Pist forsvundet i alt det praktiske.
Og der, hvor jeg savner den allermest, er i juleevangeliet. For da jeg var barn, og min far læste juleevangeliet højt, så sang det indeni – ligesom englene julenat. Der var glimmer og stjerner og guld og myrra i min sjæl. I dag når jeg hører juleevangeliet, består inspirationen desværre ofte af lammeopskrifter eller bibeloversættelsesovervejelser. Åh du uskyldige barnetid – kom tilbage til mig!
Men heldigvis er der nogle små nøgler, som på fineste vis stadig kan åbne lågerne til mit hjertes juleglimmer. Og det er, når svenske Carola synger ”En stjärna lyser så klar”:
Nu er den hellige time / vi står her i stjerne skær,
og hører klokkerne kime / for nu er julen her.

Den slutter med:
Her kan vi drømme om den fred, / som vi skal eje en gang,
for dette barn har himlen med / og jorden fyldes med sang.
Verden var aldrig helt forladt, / en stjerne skinner i nat.

Jeg håber, du også har noget, der kan lukke dit hjerte op for juleevangeliets juleglæde, og at du husker at gøre det – også når din hjerne går voksen-ansvarlig-bananas.