Venstre sidebanner eksempel

Birgittarosen – en vinterhistorie

Klosterhaven lå indhyllet i et hvidt tæppe af sne og is. Det så ud, som om isdronningen havde ført sin tryllestav ud over hele haven, så den var blevet pakket ind i tusindvis af iskrystaller.Nogle steder kunne man se tydelige spor af den kolde vind, der havde efterladt et ekstra lag sne på buske og træer.
Midt i haven var der et stort bed med de rødeste roser med torne, der var helt hvide af frost og sne. De andre blomster i haven var farveløse, men roserne havde bevaret deres dybrøde farve. Det sås tydeligt gennem de glasklare iskrystaller.

Et knust hjerte

Ude i haven gik en kvinde alene omkring. Hun så ud til at være tynget af sorg.
Med et tårevædet ansigt havde hun stået en rum tid og kigget på to gravsten med den samme indskrift: ”Elsket og savnet”. Hendes hjerte var knust.
Efter at have forladt disse gravsteder standsede hun atter foran en gravsten, hvorpå hun lige kunne skimte ordet kærlighed, selv om skriften næsten var skjult af hvidglitrende grankviste. Hun bøjede nænsomt kvistene til side og læste: ”Størst af alt er kærligheden.”
Åh, jo, det forstod hun godt, for intet kunne måles med en mors kærlighed. Det måtte absolut være den største i verden. Hun kendte den jo selv, havde haft to dejlige børn, set dem smile og gå op i deres fantasifulde lege.
Familien havde oplevet megen lykke, inden krigen kom, men flugt, sult, kulde og sygdom havde revet alt væk under dem. Værst var det gået ud over børnene. Hun havde set dem sygne hen uden at være i stand til at forhindre det, og til sidst måtte hun lægge dem i graven. De havde været lyset i hendes liv, men nu var der kun sorg og fortvivlelse tilbage i hendes sind. Hendes verden var sunket i grus.
Hvem kunne hjælpe, hvem kunne forstå hende? Mon der fandtes nogen, som kunne bringe varme ind i hendes knuste hjerte?
Da hun igen gik videre, fik hun øje på en engel på en anden gravsten; den holdt en tavle, hvorpå der stod: ”Se, jeg har stillet dig foran en åben dør.”
”Ja, gid det var så vel,” sukkede hun, for hendes verden syntes kun at bestå af lukkede døre.

Den åbne dør

I det samme så hun henne ved klosteret en gruppe mennesker stå foran en åben dør. Det så ud til, at de alle holdt en rose i hænderne.
Hun stillede sig hen ved gruppen, selv om hun ingen rose havde.
Pludselig stod en ung pige foran hende. Hun var klædt i en lang grå dragt. Hendes hoved var indhyllet i et klæde, der blev holdt sammen af et hvidt pandebånd, hvorpå der var nogle særlige røde mærker. Kvinden fandt senere ud af, at disse tegn betød, at hun tilhørte en nonneorden, der hed Birgitta- søstrene.
Hendes ansigt strålede af ømhed, og hun havde et forstående smil på læberne. I sin favn havde hun en stor buket af de røde roser, der stadig glinsede af den is, der havde dækket dem i haven.
”Åh,” udbrød den sørgende kvinde, ”sikke en smuk buket roser du har.” Hun ønskede, hun kunne få en af dem.
Pigen forstod hendes tanker og rakte en af roserne til den sorgfulde kvinde, som tog imod og kvitterede med et taknemmeligt smil. Hun mærkede, at iskrystallerne smeltede i hendes varme hånd, og i hendes sind var det nu som om, der kom en lindring i de smertefulde minder.
”Mon der findes lindring for min sorg nogen steder?” hviskede hun frem for sig.
”Bring den til smertemanden”, svarede pigen, der havde holdt sig i nærheden af den sørgende kvinde. ”Rosen er smertemandens budbringer. Læg den blot foran smertemanden i våbenhuset og overgiv så al din smerte til ham, så vil du se, at han tager hånd om dit hjerte og viser dig den allerstørste kærlighed.”

En større kærlighed

Kvinden syntes, det lød for godt til at være sandt, for fandtes der virkeligt noget større end en mors kærlighed. Hun lagde dog sin rose stille ved smertemanden, en træfigur, som stod i det ene hjørne af våbenhuset.
Han havde sår på kroppen, og underligt nok havde rosen samme blodrøde farve som disse sår.
Netop som rosen blev lagt ned foran smertemanden, faldt en stribe sollys ind igennem vinduet i våbenhuset og ramte rosen. Hun så nu et billede for sig, et guddommeligt syn måtte det være: En høj med tre kors, hvor smertemanden hang på det midterste. Man kunne se, at han befandt sig i stor pine. Mennesker gik forbi og råbte nedladende: ”Stig ned fra korset, du som kalder dig selv for Guds søn.” Flere kom til og råbte med. Skønt manden sikkert følte sig fristet af deres tilråb, blev han dog hængende. Et varmt blik fra den korsfæstede mødte nu kvinden, og blikket udstrålede inderlig kærlighed, der forløste noget i hendes sind. Det var, som om hun med et forstod, at det også var alle hendes smertefulde lidelser, han bar der på korset. Hun følte en dyb længsel efter at lære denne mand at kende.
Pludselig var billedet væk, og hun stod atter og betragtede de mange sår på træfiguren. Alle disse sår måtte manden have fået på grund af hans store kærlighed til mennesker.
Hun så nu til sin overraskelse, at rosen var begyndt at folde sig ud.

Rosenhaven

Sang fra kirkekoret fik hende til at dreje hovedet. Den velgørende lyd af klare barnestemmer nåede helt ud i våbenhuset, hvor hun stod.

Jeg ved en dejlig have,
hvor roser står i flor,
den skabte Gud til gave,
for alle børn på jord.

Hvert barn med tanker
fromme,
med øm og kærlig sjæl,
får lov til der at komme
og plukke roser selv.

Hun blev tiltrukket af både musikken og ordene og gik ind i kirken, hvor hun så mange mennesker knæle ved alteret. En plads var ledig ved siden af den unge søster, der gav hende rosen. Hun knælede sammen med de andre og kiggede så op på alteret, hvor hun fik øje på den korsfæstede. Det var netop det syn, hun havde set i våbenhuset, da hun lagde rosen fra sig. Stilheden i kirkerummet indfandt sig på en stærk måde. Det var, som om hele luften var fyldt med bøn. Hun fik en længsel efter at blive en del af dette bønnens fællesskab.
En præst rakte hende et lille brød, idet han sagde: ”Dette er mit legeme, som blev brudt for dig”. Lige efter blev der skænket vin i et bæger, som hun holdt frem. Hun drak vinen og hørte orden fra præsten: ”Dette er mit blod, udgydt for dig, drik det til minde om mig.”
Igen trængte en lysstråle ind ad et vindue, og denne gang ramte det billedet af den korsfæstede. Kvinden så atter op på ham. Denne gang bemærkede hun øjnenes glød og blodet, der flød fra hans sår. Hun blev dybt bevæget og i sin taknemmelighed fremstammede hun ordene: ”Oh, du Guds søn, tak, at du også tog min smerte, da du led på korset”.
Præsten løftede sine hænder og sagde højt: Der står skrevet i Sal.32,21: ”Du skjuler dem i dit åsyns skjul.”
Det var, som om ordene borede sig ind i hendes sind og trøstede hende på en særlig måde. Hun tænkte atter på sine børn, som nu måtte være i den rosenhave, som børnekoret lige havde sunget om. De var hos Gud, og han skjulte dem i sit åsyns skjul.

Smertemandens hjælp

Det mindede hende om dengang, de som helt små kom og pressede deres ansigter tæt op til hendes for derved at forsøge at komme så tæt på hendes kærlighed som muligt. På samme måde skjulte Guds åsyn nu hendes børn i rosernes have. De vil aldrig være uden for Guds synsfelt, men vandre dag for dag i hans ansigts lys. Dette var kærlighedens inderste væsen. Hendes krop blev atter gennemstrømmet af en stor glæde og taknemlighed, mens tårerne løb ned ad hendes kinder.
Det var sandt, det som den unge nonne ved hendes side havde sagt for kort tid siden. Smertemanden kunne også rumme hendes smerte. Mindet om hendes børn var der fortsat, men nu havde hendes fortvivlede hjerte mødt den kærlighed, som var større end en moders kærlighed til sit barn. Det gjorde hende tryg og tændte et nyt håb.
Mens børnekoret stemte i med sangen: ”Krist stod op af døde i påske-morgenrøde,” lod hun strålerne fra den klare forårssol, som nu strømmede ind i ad vinduet i klosterkirken, varme både krop og sjæl. Den opstandne smertemand havde givet hende livsmodet tilbage.