Venstre sidebanner eksempel

En elastisk ledetråd

Som præstedatter har kordegn Dorte Hartig altid haft tro og kirke tæt inde på livet. Men har eksperimenteret, søgt og fundet sin egen vej – med åbenhed, medfølelse og kommunikation i højsædet.– Ind i mellem har jeg tænkt: Hvor er det skønt at høre om dem, der først er blevet kristne som voksne – om mennesker, som pludselig finder Jesus og mærker ham direkte ved en gudstjeneste eller på et møde, hvor der bliver bedt for dem, og hvor de tager imod Jesus.
– Jeg har væres lidt misundelig og tænkt, at disse folk var heldige, fordi de oplevede en stor kontrast mellem deres nye liv og det liv, de havde lagt bag sig – modsat mig, som ’bare’ havde været kristen siden barndommen. Men for nylig var der en dame, der hørte min far prædike ved en gudstjeneste, som bagefter kom hen til mig og sagde: ”Hvor er du heldig, at du er født ind i det her… at du har fået det med dig lige fra starten. Sikke en stor gave. Hvor er du velsignet!” Det har jeg tænkt meget over siden og taget ind i mit hjerte. Det har fået stor betydning for mig og har gjort, at jeg nu er begyndt at værdsætte min opvækst som præstedatter og det, jeg har fået med fra mine forældre, siger kordegn Dorte Fromsejer Hartig.
Som barn følte hun ellers bestemt ikke altid, at det var en velsignelse. I folkeskolen, mens hendes far var præst i Utterslev Kirke i København, oplevede hun, at der blev set skævt til hende, fordi hun var kristen og præstedatter. Hun blev først skoleglad, da hun kom på en kristen efterskole i 10. klasse, og familien efterfølgende flyttede til Roskilde, fordi hendes far skulle være præst i Domkirken. Herefter fulgte gode år, fyldt med spændende møder og oplevelser med mange forskellige kristne.
Dorte Hartig elsker nær kontakt og kommunikation med mennesker – og dyr. Både kolleger, venner og familien – ikke mindst ægtemanden, deres to teenagere, kanin, hund og undulater. Og når hendes forældre engang imellem deltager i en gudstjeneste på hendes arbejdsplads, Karlslunde Strandkirke, sidder hun gerne i midten med en arm om hver. Hvis en kollega er ude at rejse eller sygemeldt, savner hun vedkommende og glæder sig til, at personalestaben igen er fuldtallig.

Socialt begavet

Hun har en oprigtig og hjertevarm interesse for sine medmennesker – stortrives også med internettet og Facebook, som har erstattet barndommens flittige og lange brevudvekslinger med veninder.
Kordegnen har talent for at male. Det har været lagt på hylden længe, men for nylig stillede hun op til talent-café i kirken og malede på et par minutter en fin blå anemone, mens gæsterne sang Kaj Munks ”Den blå anemone” som akkompagnement – et maleri til minde om to kunstneriske mennesker, som valgte livet fra for nogle år tilbage. Med tårer i øjnene fortalte hun: ”jeg savner dem”.
Hun har som mange svært ved tanken om at miste dem, vi elsker. Der kommer let tårer i øjnene, når hun taler om det – for hun prøver til tider at ruste sig ved at tale om det. Griber det af og til praktisk an. For nylig havde hun for eksempel en samtale med sin mor om hvilke blomster, moderen skal have på kisten til sin tid. Forældrene er heldigvis begge raske.

Vejen med tro

For præstedatteren har tro og kirke været en rød tråd livet igennem:
– Men selvom jeg har fået det ind med modermælken, har det også været en rejse for mig – med mange stop undervejs…hvor Gud ind imellem har været lagt lidt på hylden. Jeg har altid været rodfæstet i troen, men jeg har ikke hvilet i den hele vejen igennem.
– Som ung prøvede jeg mange grænser af og udfordrede min tro. Nok fordi jeg er vokset op som den pæne præstedatter og gerne ville gøre mig fri af folks fordomme og forestillinger.
– Som barn var jeg med i kirke enten søndag morgen eller torsdag aften med efterfølgende kaffe i menighedssalen. Gudstjenesterne torsdag aften var hyggelige. Jeg kunne godt lide at komme med ind i menighedssalen bagefter sammen med 40-50 ældre – og jeg nød de ældres program med kaffe og kage, lysbilleder, salmer og bøn.
– Min far er ud af en indremissionsk familie, men har aldrig været fastlåst af de traditioner, som var naturlige i hans barndomshjem. Når vi besøgte min farfar og farmor i Midtjylland var stilen stadig meget indremissionsk med andagter ved bordet, bordvers, radiogudstjeneste og uskrevne regler om ting, som det ikke var pænt at gøre eller sige. I mit barndomshjem var det naturligt at bede aftenbøn inden sengetid og synge bordvers eller bede bordbøn før alle måltider. Det var også en selvfølge, at man gik i kirke så ofte, det kunne lade sig gøre. Men derudover var der frie rammer i forhold til at være barn og ung. Jeg måtte gerne gå til fester og skeje rimeligt meget ud, hvis jeg ville.

Mobbet i skolen

Billedet viser Dorthe Hartig som 17-årig pige.

– I skolen fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke var normalt for alle at være kristen. De andre kiggede på mig og spurgte med undren i stemmen: ”Er du kristen?” Jeg opfattede det ud fra deres tonefald som om, de kiggede skævt til mig. Jeg blev den usikre pige, der var flov over, at hendes far var præst. Men det var jo også enormt pinligt, når min far foretog en rundvisning i kirken som en del af underholdningen, når jeg holdt børnefødselsdag. Det kunne næsten ikke blive mere pinligt.
– Der var derfor en konflikt i mig som barn. Jeg var glad og tryg i hjemmet – glad for at tro på Gud, men samtidig følte jeg, at jeg var mærkelig i skolen, set med de andres øjne, fordi jeg var kristen og præstedatter. Jeg havde nok også fordomme over for kammeraterne. Med mig hjemmefra havde jeg lært at være skuffet over dem, der bandede – man tog det næsten personligt, hvis nogen sagde et bandeord lige op i ansigtet på én.

Mor er modig

– I dag synes jeg, det er modigt, at min mor stadig er rigtig god til at sige det til folk direkte, når hun føler sig stødt over, at de bander. Men personligt har jeg valgt at overleve den slags ved at lade det fare ud af det andet øre. Jeg lægger dog mærke til, når folk bander og bliver lidt ked af det hver gang.
– Jeg havde det ikke godt i skolen, fordi jeg følte mig så anderledes. Jeg havde svært ved at stå ved min tro – benægtede hellere min tro end erkendte den. Derfor var det godt, at jeg i 10. klasse kom på en efterskole, som byggede på kristne værdier. Nu var det muligt for mig at være mig selv og hvile i mig selv. Det blev et helt fantastisk år.
– Bagefter fik min far nyt embede – i Roskilde Domkirke, og jeg kom til at bo i en ny by med nye muligheder. Min far blev budt velkommen af frimenighederne, som gerne ville have et samarbejde med Folkekirken. Det var skønt at møde mange forskellige kristne på den måde. Selvom min mor og jeg næsten altid gik i Domkirken, når min far prædikede, så hændte det også, at vi sneg os hen i den lokale baptistkirke for at snuse til en anderledes gudstjeneste med imødekommende og varme mennesker. Det helt specielle som kendetegnede frikirkerne, og som vi var helt vilde med, var: Lovsang!

Kontakt med Gud

– Som 20-årig tog jeg en aften hen i Baptistkirken for at opleve en koncert med ”Continental Singers”. Det blev en stor oplevelse for mig. Undervejs og når jeg senere lyttede til den LP, jeg købte bagefter, mærkede jeg Gud – og min egen ånds længsel efter at smage mere på Gud.
– Og da jeg som 22-årig var plaget af pinefuld allergi med kløen i øjnene og sprækker ved mundvigene, mente min mor, at det var en god idé at tage til et stort møde i Forum i København med den amerikanske prædikant Luis Palau. Da vi gik op til forbøn, var der nogle hjælpere, der bad til, at min allergi ville forsvinde. Det gjorde den. Et par måneder senere lagde jeg allergipillerne på hylden og har ikke siden haft den type allergi.

Indre Mission

– På det tidspunkt flyttede jeg ind i Kvindernes Boligselskab på Østerbrogade. Et hus med små ”beskyttede” lejligheder kun for kvinder og en pedel, der passede på os. Der boede mange kristne derinde, og jeg ville gerne i kontakt med nogle af dem, så jeg hængte en seddel op på opslagstavlen i hallen. Jeg blev kontaktet af Ingelise, som spurgte, om jeg havde lyst til at komme med til et ungdomsmøde i Bethesda i København. Indre Mission kom ind i mit liv igen.
– Her mødte jeg en masse unge, dejlige mennesker og følte mig velkommen. Jeg vidste godt, at jeg kun var på gennemrejse til forskel fra mange af de andre, som var meget forankrede i Indre Mission. Men jeg nød at være der i de par år, det varede. Da jeg havde været til de første møder, hørte jeg, at der skulle være Landsungdomsstævne med 2000 unge fra hele landet. Det var en god oplevelse. Jeg vidste slet ikke, at så mange unge kunne samles i Indre Mission. Jeg nød også de mange seminarer, man kunne gå til, den dejlige musik, sangen og fællesskabet med de andre unge.
– I Kvindernes Boligselskab boede også Tina og Ulla, som begge kom i Apostolsk Kirke. Jeg var med dem i deres kirke engang imellem, men jeg var især glad for at komme i Bethlehemskirken på Åboulevarden – til gudstjeneste hos enten Erik Hviid Larsen eller Ole Skjerbæk Madsen. En fantastisk kirke med en stor, broget menighed og med mange kontraster.

Provo-humor

– Samtidig kom jeg stadig i Bethesda. På et tidspunkt kom der nye unge ind, som var sådan lidt all-round ligesom jeg. Jeg fik et godt venskab med en fyr, som var nysgerrig på det med at vidne for andre. Det var jeg også selv. Vi kunne godt lide at udfordre andre. En dag kørte vi i bus sammen og sad ved siden af hinanden med benene oppe og læste i hver sin bibel. Folk i bussen blev provokerede af, at vi sad og læste i Biblen så åbenlyst – sjovt nok ikke af at vi sad med benene oppe. Vi fik mange hånlige bemærkninger for det, og opfattede det som et åndeligt angreb… det var egentlig spændende, syntes vi.
– Vi lavede også en sketch, hvor vi lod som om, at den ene af os ikke var kristen. Den ene vidnede klart og tydeligt, så rigtig mange i bussen kunne høre det – den anden var nysgerrig efter at høre mere om Jesus. Vi syntes, det var sjovt at øve sig på den måde. Dengang var vi begge lidt nogle ”provoer”.

Der manglede noget

– Vi snusede også til frikirkerne sammen, mens vi stadig hang ud i Bethesda. For mig manglede der nemlig noget i Indre Mission: Lovsange. Vi lavede derfor et sangark med alle de bedste lovsange, vi havde hørt i frikirkerne, og præsenterede dem i Bethesdas Unge på de torsdagsaftner, hvor de unge plejede at mødes dér i krypten. De blev vilde med lovsangene og kunne slet ikke få nok af dem.
– På en weekendtur var der dog en ældre indremissionær, som blev anfægtet af sangene. Han spurgte: ”Hvorfor er der ingen, der handler om barnedåb?” – jævnfør at frikirkerne ikke praktiserer barnedåb. Vi svarede, at det vel egentlig også var en stor fejl, så det ville vi gøre noget ved. Næste dag skrev vi en lovsang om dåben, som vi præsenterede for alle på lejren.
– Min ven gik frimodigt ud og fortsatte med at fortælle om Gud. Han er siden blevet missionær i Afrika. Det glæder jeg mig over. Selv har jeg ikke altid været lige heldig med at fortælle andre om min tro. Engang stod jeg og diskuterede højlydt med et Jehovas Vidne ved Nørreport Station, fordi vi ikke kunne respektere hinandens tro. Jeg brugte også en masse unødig krudt på at gå til foredrag om ’bekæmpelse af nyreligiøsitet’, så jeg kunne være rustet, hvis jeg skulle møde flere af disse stakler, som jeg anså for at være ude på et helt vildt farligt sidespor.

Kor og kirke-landing

– Jeg begyndte at komme i Karlslunde Strandkirke, da jeg i 1991 mødte min mand, Søren, som er herfra. I starten var det en stor mundfuld. Men jeg mærkede den ægte varme og oprigtighed, der udgik fra de folk, jeg mødte. Gudstjenesterne var indholdsrige, og lovsangen var dejlig. Alligevel skulle jeg slås med mig selv, når jeg oplevede, at gudstjenesteformen – liturgien, som jeg holder af i gudstjenester – ikke var helt, som jeg var vant til fra barnsben. Men det er jo bare et spørgsmål om tilvænning og at veje det op imod det, som jeg oplevede af nye, dejlige ting – og at erkende, at jeg altså ikke kan styre og bestemme alting.
– Kort tid efter begyndte jeg at synge i Gospelkoret Unity med sangere fra forskellige kristne kirkesamfund. Det var skønt at opleve at være en enhed i troen – at have både tro og sang til fælles og forene det i den skønneste korstil, jeg hidtil havde oplevet. Med Unity, som jeg har været med i siden 1992, har jeg oplevet mange fine åndelige stunder, både på scenen og under andagterne før koncerterne. Det har bragt stor glæde og velsignelse ind i mit liv.

Store kontraster

– Gennem mine forskellige arbejdspladser har jeg været ude og inde af kristne miljøer. Det har været sundt både at have været ansat hos håndværkere og på andre arbejdspladser med en hård tone, og i organisationer som for eksempel Dansk Santalmission, hvor man holdt morgenandagt og havde en omsorgsfuld tone over for hinanden.
– Efter at have været ansat hos en elektriker, hvor arbejdet var monotont og ikke særlig indholdsrigt, fik jeg en tilskyndelse til at søge nye græsgange. Jeg havde ofte bedt Gud om, at jeg måtte finde et meningsfuldt job – et job med indhold og værdi – hvor jeg kunne bruge min erfaring med regnskab, men hvor jeg også kunne få mulighed for at bruge nogle af mine mere kreative sider og mine skriftlige evner. Begyndelsen på dette var, at min veninde en dag gav mig et avis-udklip om et job. Jeg søgte stillingen som kirkesanger/sognemedhjælper i et landsogn og var tæt på at få den.
– Jeg havde bedt meget over det og var derfor fuldstændig desorienteret, da jeg ikke fik jobbet. Jeg bad Gud om svar på, hvorfor det job ikke blev mit? Svaret fik jeg et år senere. Årsagen var, at der skulle lægges en længsel i mig efter at arbejde i en kirkelig sammenhæng. Den længsel blev lagt i mig, efter jeg havde fundet det job, som jeg så ikke fik. I stedet skulle jeg ledes til mit drømmejob.
–  Et år forinden var jeg vendt tilbage til Karlslunde Strandkirke som kirkegænger, fordi jeg savnede kirken. Min mand og jeg havde mere eller mindre tilfældigt holdt en pause herfra i en længere periode, hvor vi havde afprøvet andre kirker, bl.a. vores sognekirke. Men fra januar 2006 traf jeg en personlig beslutning og vendte på egen hånd tilbage.

Der var en mening

– Kort tid efter blev jeg kaldet til at synge med i én af de tre lovsangsgrupper, og et stykke tid senere blev der en stilling ledig som kordegn. Jeg ville ikke have opdaget det, hvis ikke jeg var begyndt at komme i kirken igen, så for mig at se har der været en mening med forløbet. Til samtalen fik jeg da også besked på, at man så det som en fordel, at jeg var i lovsangsgruppen. Endnu en brik faldt på plads for mig i forhold til, hvad der var sket forud for dette. Jeg følte mig båret hele vejen igennem processen – til at finde, ansøge og få jobbet som kordegn. Det er utroligt at se tilbage på, og jeg går stadig glad på arbejde hver dag nu fire år efter og føler på alle måder, at jeg er kommet hjem til kirken. At Gud ønsker, at jeg skal være her og tjene ham med de ting, jeg har lært af livet og igennem 17 år i andre jobs.

Billedet af en blå anemone malede hun for nylig på kun få minutter på et talent-café i kirken. Maleriet er til minde af to mennesker som valgte at tage livet fra for nogle år siden – og som Dorthe Hartig stadigvæk savner.
Kan være kreativ

– Jeg er taknemmelig og skønner hver dag på, at jeg blev ledt hen til dette job. At være kordegn er andet end at bede indgangsbøn om søndagen ved gudstjenesten, som jeg ellers forestillede mig. Her får jeg mulighed for at være kreativ med hjemmeside og PR-materiale, at være sekretær for menighedsråd og præster, lave løn og regnskab, kommunikere med kirkens store menighed og med borgerne i sognet og dermed være i kontakt med rigtig mange mennesker hver dag. Det trives jeg i høj grad med.
– Og når de ældre sidder inde i lokalet ved siden af og hygger sig med foredrag, kaffe og salmer, så minder det mig om dengang, jeg som barn var med til gudstjenester og kirkekaffe bagefter. Lyden af hyggesnak er ikke en støjende larm for mig, men sød baggrundsmusik til arbejdet.

Er vild med jobbet

–  Hvis en fremmed spørger: ”Nå, hvad arbejder du så med?” er det med stolthed og glæde, jeg fortæller, at jeg er kordegn og vild med mit job. Ofte falder samtalen også på det med at være kristen og troende. I dag falder det mig helt naturligt at tale om det, jeg tror på. Måske fordi det er nemt at kæde det sammen med det, som er mit arbejde. Men også fordi det er blevet mere anerkendt at have en tro og at tale om den uden at blive set skævt til.