Eleverne lærer at tage ansvar

Skovbo Efterskole står bag teaterkoncert om skyld og ansvar – noget der også er et vigtigt tema, når man skal lave moderne kristen efterskole.Dunkende danserytmer, følsomme sangtekster, samfundskritisk komediespil, reciterede visdomsord og meget, meget mere prægede teaterkoncerten på Skovbo Efterskole ved Ringsted en fredag aften i januar. Og meget af det kom lige fra hjertet af eleverne og sagde så meget mere om dem og om at være ung i dag, end de vidste.

Historien om ”Lillepigen” fra fødsel (her), til hun sidder på plejehjemmet gammel og bitter, er én lang historie om ansvarsfralæggelse. Lillepigens mor begynder barnets liv med disse ord: – Det er jo ikke min skyld, jeg troede, det ville være en dreng…

Det syder næsten lige før premieren på ”Det er ikke min skyld”. Eleverne stjæler sig til et lille kig ud under tæppet, er der mon nogen, de kender? Sidste års elever nyder gensynsglæden på rækkerne. Der snakkes og grines og gives knus – efterskolernes varemærke – i bunkevis. Musikerne begynder at stille op til start, men bliver afbrudt af et knus hist og pist. Den kvindelige trommeslager laver rysteprøven og dumper totalt. Så ryger lyset i salen, et øjebliks kunstpause, en velkomst og så er stykket i gang med en dyb sang. Tonemæssigt. Ikke indholdsmæssigt. Det er tydeligvis en præstation med høje musikalske ambitioner, vi ser her. Ikke noget skoleteater i traditionel forstand. Det er ikke alt, der er helt perfekt, især ikke i starten, hvor nerverne trykker mest. Men alle optrædende giver sig selv. Og så gør det ikke så meget.

Allan Møller, lærer på Skovbo efterskole.

Allan Møller, lærer på skolen, fortæller om det kæmpe projekt at sætte en fælles teaterkoncert op som efterskole:
– Vi begynder allerede i efteråret med at vælge temaet, og så ud fra det finde de ting, der kan fungere. Og så er der nogle elever, der hjælper med at skrive teksterne til stykket. Det er der altid nogen, der er ligeså gode til som mange af lærerne.

Stykket begynder i den humoristiske ende med Adam og Eva i hjemmesyede Adam- og Eva-kostymer. Det vækker latter i salen. Ikke mindst, da ”Gud Farmand” forærede dem et sjippetov. Samtidig er den alvorlige undertone også til stede, når ”Det er ikke min skyld”-temaet bliver introduceret med syndefaldet. Selvom eleverne ikke er så erfarne til at optræde, formår de både at rumme tragedien og komikken på en gang og samtidig få det ud over kanten. Den balance gentager sig senere i sangen ”Nitten”, hvor omkvædet lyder som følger:
Jeg har trukket nitten
Jeg har jokket i en lort
Samlet den op og bidt i den
Og det’ nitten
Og når jeg prøver på
at give den videre
Til en anden idiot
Får jeg den lige
i hovedet igen
Sangen holder sig ligesom resten af stykket tæt op ad temaet om at tage ansvar for sin egne handlinger. Men der skal også være plads til at have det sjovt.

Skovbo Efterskole ved Ringsted er en af Apostolsk kirkes efterskoler. Men i modsætning til mange andre kristne efterskoler, er det kun 50% af deres elever, som kommer fra et kristent bagland.
– Skolen har et godt ry på Sjælland. Man har plads til at være sig selv her. Vi prøver at undgå de kristne klichéer og fokusere på det enkelte menneske i stedet for, forklarer Allan, som oprindelig er præst fra Missionsforbundet, men nu har været lærer i halvandet år.

En af de bærende dele i teaterkoncerten er afdelingen om ”lillepigen”. Her giver eleverne et skræmmende sandfærdigt billede af livets gang mange steder i Danmark, når de skildrer lillepigens historie fra fødsel til alderdomshjem, med et ”Det er ikke min skyld”-kor sunget ved hvert sceneskift.
Det eneste, som ”Lillepigen” får ansvaret for, er at ødelægge sin mors liv. Ellers går det derudaf med undskyldninger for alt. Det er lærernes skyld, at hun ikke laver lektier, mandens skyld at hun tager en elsker, hendes navn skyld, at hendes liv er elendigt, kommunens skyld, at hun ikke har nogen venner tilbage, da hun bliver gammel. Og uanset hvor farceagtigt det lyder, giver realismen foruroligende kuldegysninger.
Og ansvar er også et tema for hverdagslivet på efterskolen. Allan fortæller:
– Vi tror i udgangspunktet på, at eleverne ønsker at tage gode valg for sig selv. Og noget af det fedeste ved at være lærer her er, når man kan se, elevernes tilgang til livet begynder at ændre sig. Når de begynder at tage ansvar for deres eget og andres liv.
Han oplever, at lærerne kan få lov til at have en positiv indflydelse i den retning ved at være kristen på en praktisk måde. Dvs. ved omsorg i hverdagen.

– Jeg har trukket nitten, jeg har jokket i en lort, samlet den op og bidt i den, og det’ nitten.
Man kan sagtens synge en humoristisk tekst med indlevelse.

Historien om lillepigen sluttes af med et af aftenens højdepunkter for mig. Pinks sang ”Family Portrait” handler om at leve i en familie, som er på vej mod skilsmisse. To smukke unge piger synger den utrolig intenst og synger flere generationers smerte ind i hjertet på tilhørerne:
Can we work it out?
Can we be a family?
I promise I’ll be better, Mommy I’ll do anything
Can we work it out?
Can we be a family?
I promise I’ll be better, Daddy please don’t leave

In our family portrait, we look pretty happy
Let’s play pretend, let’s act like it comes naturally
I don’t wanna have to split the holidays
I don’t want two addresses
I don’t want a step-brother anyways
And I don’t want my mom to have to change her last name
Og den smerte oplever lærerne også, at nogle af eleverne kommer på efterskole med. De synes måske ikke, at kristendom er det mest spændende, men de er grundlæggende interesserede i at blive set og elsket.
– og det ønsker vi at gøre. Vi ønsker at have en relation med dem, så langt vi kan som professionelle lærere, fortæller Mads Lundegaard, som er musiklærer på andet år på Skovbo. Det er blandt andet ham, som sammen med eleverne på musiklinien har valgt og arrangeret musikken til koncertdelen af forestillingen.
Forestillingen er præget af pigernes sangstemmer. De synger ikke blot med høj kvalitet, men også med stor indlevelse og hjerte og er med til at give stykket liv og personlighed. ”Det er ikke min skyld” slutter med sangen ”Dare you to move” af Switchfoot. I original-versionen ganske hård rock. I hallen på Skovbo Efterskole i en mere melodisk version, men der er stadig gang i festen. Ikke mindst når solisten krænger sin sjæl ud i sin fine sopran.
– Det sparker benene væk på mig som musiklærer at høre sådan en 15-årig pige synge, så hårene rejser sig, fortæller Mads, som kun er 24 år, som en årsagerne til at han tager kampene ved at være efterskolelærer.
– Og så er det bare begejstrende at få lov til at vise en god vej for nogle teenagere, ligesom der er nogen, der selv har gjort for mig engang, konstaterer han.

Undervejs i stykket er der små klip, hvor eleverne som sig selv eller klædt ud taler ind i et kamera på scenen. Omkring skyld og ansvar.
Printet ind i hjertet på tilskuerne står en pige og en dreng, som har haft sex til en fest og reflekterer over det.
– Jeg var lidt fuld, så jeg var ikke så genert. Men det var hans skyld, jeg sagde stop, ville ikke alligevel, men han blev bare ved, fortæller hun. Og han fortsætter:
– Hun havde så lidt tøj på og lod mig røre overalt, og da hun sagde stop, kunne jeg ikke styre mig selv. Det var hendes skyld.
Og netop druk er et tema, som tages seriøst på efterskolen, som har totalt alkoholforbud.
– Det viser sig, at mange af de elever, som har været vant til at drikke, før de kom, faktisk hellere vil have den ægthed og autencitet, som et liv uden alkohol giver. Der bare mange, som har drukket pga. kedsomhed og gruppepres, forklarer Allan.

Ud over at arbejde med hverdagslivet og dets valg har de unge på Skovbo også kastet sig ud i et storstilet politisk projekt i deres stykke. Der bliver causeret over globalt ansvar, gjort nar af politikernes spin, rynket på næsen af Mellemøstens manglende evne til at løse konflikter og tænkt over klimaforandringerne. Alt sammen med eftertanke både for elever og tilhørere.
– Stykket er afslutningen på 1½ uges intenst arbejde med koncerten for både elever og lærere. For eleverne er det nogle af de bedste uger i hele skoleåret. Flokken er forandret og mere sammentømret bagefter, forklarer Allan og fortsætter:
– og det er jo derfor vi gør det, selvom det er krævende. Der er så meget læring i det, når man forstår mennesker som hele mennesker. Læring er bare så meget mere end engelsk og dansk.