Bev Shea på 102 synger stadig

Amerikas elskede gospel-sanger George Beverly Shea fik en særlige ærespris ved den årlige Grammy-uddeling den 12. februar. I mange år var han en fast og uundværlig del af Billy Grahams evangelisations-kampagner.George Beverly Shea, ”Amerikas elskede gospel-sanger”, modtog i den modne alder af 102 år en særlig ærespris. Det skete den 12. februar i forbindelse med den årlige Grammy-uddeling.

George Beverly Shea hilser på en af de mange gæster.

Prisen blev givet for et livslangt kunstnerisk bidrag til musikken (Lifetime Achievement Award). Årets modtagere af denne særlige hæderspris inkluderer også Dolly Parton og Julie Andrews, sidstnævnte er bl.a. kendt for sin rolle som den muntre og ærbare barnepige i ”The Sound of Music”.
– Jeg blev overrasket over opkaldet før jul fra præsidenten for Akademiet for Lydoptagelser. Musikken har været til Guds ære, sagde Shea.
Akademiet er den amerikanske musikindustris store organisation The National Academy of Recording Arts & Sciences, Inc. – forkortet NARAS, som bl.a. forestår uddelingen af Grammy-priserne.
– Det er en stor ære at anerkende og fejre sådan en særskilt og dynamisk gruppe af prismodtagere, som har været skabere af den slags tidsløs kunst, sagde Præsidenten for NARAS, Neil Portnow, og tilføjede:
– Disse indflydelsesrige musikere og brilliante innovatorer har været en stor inspiration for vores kultur…. Deres legendariske musikværker har efterladt et varigt indtryk og vil fortsætte med at have indflydelse på kommende generationer.
Igennem sin mere end 80-årige karriere har Bev Shea produceret flere end 70 album, forfattet sange og hymner, sat musik til ”I’d rather have Jesus” – en af hans mest kendte soloer – og allerede modtaget en Grammy-pris i 1965. Han optræder stadig. I december sidste år sang han ved flere julekoncerter i sin hjemegn i staten North Carolina.

Sang med Billy Graham

George Beverley Shea, eller blot Bev Shea, som han ofte kaldes, er født og opvokset i Canada og søn af en metodistpræst. Fødselsdatoen er den 1. februar 1909! Han begyndte med at synge i kirkekoret. Bev Shea er et velkendt navn for mange. Mest kendt er han for sin tjeneste som solosanger ved Billy Grahams evangelisations-kampagner, hvor han har været en fast og uundværlig del af programmet. Faktisk har Billy Graham ligefrem sagt, at det evangeliserende møde først for alvor går i gang, når Bev Shea begynder at synge. Samme Graham har også givet klart udtryk for, hvor højt han værdsætter Shea’s sang:
– Jeg har i mere end end 50 år hørt Beverly Shea synge, og jeg vil stadig hellere høre ham synge end nogen anden, jeg kender, lyder det fra Graham.
I en kort biografi, som kan findes på hjemmesiden for Billy Grahams evangelisations-organisation (BGEA – Billy Graham Evangelistic Association), står der:
”Hr. Shea er kendt for enkelhed i tro og vidnesbyrd. For ham er et kompromis utænkeligt. Hele hans liv og arbejde har til hensigt at fortælle ”om den Kristus, som døde for mig.” En mand med inderlig sympati for andre mennesker, som tager ubegrænset tid til at lytte til andres problemer, men affejer sine egne med et enkelt ord og et smil.”
Den sidste sætning kan for en dansker, opvokset ”i et land uden høje bjerge”, måske nok virke lige lovlig storslået, men amerikanere har en særlig måde at udtrykke sig på, særligt når de priser hinanden.
Bev Shea blev enkemand for mange år siden, men er nu gift med Karlene. De bor i North Carolina i USA.

Stærke gamle mænd i Billy Grahams organisation – Bev Shea, Gliff Barrows og Billy Graham.
Over 100 år og stadig frisk

I oktober sidste år holdt Billy Grahams evangelisations-organisation en fejring af 60 års-fødselsdagen for organisationens grundlæggelse. I den forbindelse blev der lagt en videooptagelse fra fejringen ud på hjemmesiden for BGEA. Her dukker Bev Shea på et tidspunkt op, 101 år gammel, smilende og frisk som en havørn. Han sagde:
– Her er vi så, os tre (de tre herrer afbildet i billedet til venstre), det er en pragtfuld forsamling af mennesker, der er til stede. Jeg havde ALDRIG troet, at jeg skulle være en gospelsanger!

En stemme med klang

På min reol står en cd, hvor Bev Shea synger solo til ”I’d rather have Jesus”. Kan man finde en cd med Bev Shea og ”I’d rather have Jesus”, kan den bestemt anbefales. Bev Shea har en vidunderlig dyb basstemme, med en dejlig klang.
Af Heine Strømdahl


Artiklen fortsætter efter annoncen: