Kun en bøn…?

Et sted i Afrika kommer der altid nogen og banker på min dør. De véd, at her på gæstehuset ofte bor besøgende, som er mere gavmilde end de fastboende.

En anden fattig kone, end den i artiklen omtalte, forsøger at sælge frugt foran gæstehuset.

En dag kom der en lille kone og fortalte, at hun manglede penge til sin astma-medicin. Jeg tjekkede det, og det var rigtig nok. Hun forsøgte hver måned at skaffe ca. 250 kr. (svarende til en halv månedsløn) til sin nødvendige medicin. En lægemissionær havde engang fortalt hende, hvilken (dyr) medicin, hun skulle købe. Igen og igen…
Det var næppe, hvad Jesus ville have gjort, tænkte jeg.
Peter ville have sagt:
”Sølv eller guld har jeg ej – men i Jesu’ navn – stå op og – træk vejret frit.”
Sagen var jo bare, at jeg HAVDE sølv og guld nok til at give væk af det… Og jeg følte det næsten billigt ”kun” at tilbyde en bøn, når hun ville have kontanter.
– Har du prøvet forbøn for helbredelse? vovede jeg alligevel at spørge. Nej, de havde nok bedt, men ikke på dén måde. Jeg måtte meget gerne bede for hende. Så det gjorde jeg – der ude på muren, hvor vi sad. Bagefter bad jeg hende om at ånde dybt igennem, og det var som om det åbnede for alt det, der havde tynget og bekymret: En utro mand, som var voldelig – selv juleaften, og som overlod til hende at skaffe føden til børnene – og medicinen. Om angsten, der fremkaldte astmaen. Osv.
Jeg lyttede bare og sagde det, der faldt mig ind, om Gud, der altid er FOR os, selv om omstændighederne er imod os. Om Guds løfte om tilgivelse, helbredelse og genopretning. Og om de mange gange, hvor jeg har oplevet syge blive helbredt ved bøn.
Da hun rejste sig for at gå, fortalte hun, at hun nu følte en fred indeni, så hun igen kunne ånde frit…
Jeg stak hende nu alligevel en seddel. ”Men vent et par dage med at købe den dyre medicin – til du har set, om Gud ikke klarer dit problem,” foreslog jeg. For når vi be’r om noget, skal vi gå et skridt i tro for at udløse Guds hjælp.
Da den lille kone gik glad og fri, tænkte jeg på, hvor meget skønnere det var at give ”kun en bøn” end at betale sig fra verdens elendighed. Guds fred er langt mere værd.
Senere faldt jeg i snak med en nattevagt. Han så lidt sølle ud og fortalte, at han havde haft en svær omgang tyfus, som ikke ville slippe ham.
Jeg ville gerne bede for ham også og spurgte, om han var troende. Ja, det var han da bestemt. Han var muslim…
– Okay, men er det i orden, at jeg beder om, at Jesus må gøre dig rask? spurgte jeg høfligt,
– Naturligvis, det må du da meget gerne, udbrød han, og fortalte, at han nu havde været vagt blandt de kristne missionærer i mere end 15 år.
Men så vidt jeg forstod, havde ingen nogensinde tilbudt at bede for ham. Af ”respekt” havde man ladet muslimen ”være i fred”. Også, da han blev syg.
Så vi bad en bøn sammen derude på muren, hvor han sad, og jeg er sikker på, at Gud trængte igennem til denne mand, som kun havde godt at sige om de kristne, men som aldrig var blevet udfordret til selv at tage imod Jesus i sit liv.
Måske er det også sådan herhjemme. Mange danskere er åbne – men nogen skal tage modet til sig og tale med dem om den åndelige skat, vi selv HAR i os. Og som de måske savner.
Henri Nissen