Uden Helligånden kan vi ikke leve det kristne liv ud
Du kan ikke leve et overnaturligt liv, lægge hænder på de syge, så de bliver raske, uddrive dæmoner og sætte folk i frihed, i egen kraft.
Jeg tror, at der er noget, der aldrig kan blive bedt igennem og født i vores liv, kirker, byer og nationer uden megen bøn i Ånden, fortæller Henrik Csizmadia.
Menigheden Zion Vækkelsescenter havde i weekenden inviteret den karismatiske profetiske forkynder og underviser fra Bibel og Missionscentret i Thisted til at komme til København for at undervise i, hvordan vi kan få det optimale ud af vores nådegaver.
Arrangementet var et to dages seminar. Lørdag underviste Henrik Csizmadia i tungetale og bøn i Ånden. Søndag var det Salvelsen, der blev sat fokus på.
– Hvorfor underviser du i tungetale?
– Fordi det er én af de største og vigtigste af nådegaverne.
Det er en gave som Gud har givet til os kristne, og det har han gjort, fordi den ikke kan undværes. Bøn i tunger og andre typer af bøn i Helligånden er meget vigtigere end mange kristne er bevidste om.
Hvis vi vidste hvilken velsignelse og kraft, der er i det, ville vi give os meget mere hen til bøn i tunger og andre dimensioner af bøn i Ånden.
– Jeg tror, at Gud er bedrøvet over, at mange af hans børn, som er fyldt med Helligånden og har haft tungetale-gaven i årevis, næsten ikke bruger denne gave og Djævelen fryder sig. For det er desværre sådan, at der er noget, der aldrig kan blive bedt igennem og blive født i vores liv, kirker, byer og nationer uden megen bøn i Ånden, fortæller Henrik Csizmadia, som underviste i forskellige typer tungetale og bøn i Ånden på en anden måde, end det tit sker.
– Hele søndagen underviste du om salvelsen. Hvad havde du på hjertet?
– Efter at have talt i tunger ca. en time en morgen oplevede jeg, at Gud sagde til mig: “Mange kristne prøver at leve et overnaturligt liv i egen/naturlig kraft”.
– Mange kristne prøver at leve et overnaturligt liv i egen kraft, egen visdom og egen styrke, men man bliver meget hurtigt frustreret, for det fungerer simpelthen ikke.
Hvis vi f. eks tror, at vi ved at puste os op og med en høj aggressiv stemme i egen kraft kan uddrive dæmoner og sætte folk i frihed, er vi på galt spor.
Hvis vi ikke har Helligåndens kraft, kan vi aldrig komme ind i det overnaturlige, og gøre de gerninger, som Jesus bad os om at gøre. Ikke før vi får kraft fra det høje, og bliver salvet med Helligånden, kan vi gå ud og helbrede syge, og sætte folk i frihed.
Jesus var salvet til fulde med Helligånden, derfor kunne han helbrede syge og sætte folk fri fra dæmoner.
– Det er bedre, at vi gør få ting, der er salvede end 110 ting, der ikke er salvede, mener Henrik Csizmadia.
Henrik Csizmadia har bl.a. skrevet bogen Befri fanger om befrielsen fra dæmonisk påvirkning.