Torbens princip – kristendom blev til en relation

Torben Riis Jensen og hans hustru Jeannette bor i dag i USA. Men deres liv og tro er blevet formet under ophold i England og Ukraine.- Mine venner i Danmark er ikke overraskede over, at jeg bor i udlandet. De siger, at mine vinger ganske enkelt er for store til Danmark, fortæller Torben. Det er også en af grundene til, at han på trods gedigen kristen opvækst måtte ud af landet for virkelig at finde ud af, hvem Gud er.

Jeannette, Torbens amerikanske hustru, blev i vinter færdig med sit studie i psykologi og socialt arbejde. Hvor Gud så vil føre dem hen, ved de stadig ikke, men de har lært at stole på ham undervejs.

Torben Riis Jensen er 34 år og gift med Jeanette på 26 år. De bor i Georgia i USA og har gjort det i lidt over 2 år.
Han voksede op i et kristent hjem i Herning med møder og kirke, juniorkreds, ungdomsdit og -dat, som han siger, kristen efterskole og endda kristent gymnasium. Alligevel syntes han, at det med Gud var forvirrende. Og først i begyndelsen af 20-erne fandt han fred i,at Gud acceptererede ham, som han var.
Torben havde forskellige jobs – fra efterskolelærer til sportsjournalist, men fik ikke lige færdiggjort en uddannelse. Til gengæld brugte han meget energi i jagten på den perfekte kvinde, og han var helt sikker på, at han ikke skulle være noget så kedeligt som missionær.
– Jeg havde set det ene lysbilledshow efter det andet fra missionærer. Og jeg syntes bare, det virkede så intetsigende at være missionær, konstaterer han.

En af de store skift i Torbens liv kom, da han for godt 9 år siden var på en europæisk missionskonference i Holland sammen med 6000 andre unge.
– Den sidste aften trængte Gud igennem til mig. Der blev prædiket om Jesus, der giver mad til de 5000. Og pludselig var kaldet enkelt nok. Jeg skulle komme med det, jeg havde, og så ville Jesus bryde det i stykker og velsigne det , så det blev til liv. Jeg vidste, det var til mig, og jeg havde ingen undskyldninger længere, forklarer Torben og fortsætter:
– Jeg vidste, at jeg den aften sagde ja til et liv, som ville betyde en eller anden form for fuldtidstjeneste for Gud, og jeg har i princippet ikke set mig tilbage siden.
På det tidspunkt mødte Torben også en pige i Danmark, som virkede utrolig interessant.
– Jeg besøgte hende, og hun talte om Gud, som om hun kendte ham på en personlig måde. Jeg havde aldrig hørt det på den måde før. Som om det betød noget i virkeligheden, husker Torben. Pludselig gik det op for ham, at alle de år, han havde søgt efter den perfekte kvinde, havde han i virkeligheden søgt efter at lære Gud at kende. I toget på vej hjem måtte han tage sig sammen for ikke at bryde sammen. Han vidste bare, at han ville lære Gud at kende.

– Hun havde været på DTS (Discipel Trænings Skole) i YWAM (Ungdom Med Opgave), så jeg tænkte: Aha, det er dér, man lærer Gud at kende, fortæller Torben, som uden megen overvejelse tog af sted. For første gang uden at være på jagt efter en kone.
I løbet af DTS’en mødte Torben to personer: Gud og Jeannette.
– DTS er selvfølgelig ikke et magisk sted, hvor man automatisk lærer Gud at kende. Men jeg lærte ham at kende, fandt ud af, at han så mig som individ og ikke en del af mængden og fik et reelt forhold, der forandrer mig indefra, forklarer Torben. Han mødte også Jeannette. Hun var syv år yngre end ham. Fra USA. De begyndte at snakke. Efter fem-seks uger blev de kærester.
– Vi var enige om, at vores ophold skulle handle om at lære Gud at kende og finde hans vilje med vores liv. Og meget af vores forhold i begyndelsen handlede om at snakke om, hvad Gud arbejdede med i vores liv. Vi havde ingen illusioner om et forudsigeligt og trygt liv sammen, men vidste, at vi var villige til at gå den vej, Gud førte os, husker Torben.

Mens de gik på skolen, oplevede Torben, at Gud kaldte ham til at være leder.
– Og Gud vidste præcis, hvor skeptisk jeg var over for profetiske ord og den slags. Derfor sørgede han for at skære det ud i pap. Vi havde haft en almindelig UMO-samling, hvor vi havde bedt og spurgt Gud, hvor han ville sende os hen. Jeg havde ikke fået noget særligt ud af det og gik ud, da jeg følte, jeg var færdig. En lille indonesisk mand kom løbende efter mig og sagde, at Gud havde sagt, at han skulle gå efter mig og sige det her. Og så fortalte han, at jeg var kaldet til leder, og at Gud godt vidste, at der var alt muligt i min karakter, som han skulle arbejde med. Selvom denne mand også var i UMO, så var han i en hel anden afdeling. Jeg kendte ham slet ikke, forklarer Torben, som langsomt fandt ro i, at det var sådan noget, Gud ville med ham.
Efter DTS’en var Jeannette og Torben begge ledere i UMO et halvt år i England, før de tog til Danmark og blev gift.
– Og så skulle vi tilbage til England og være ledere. Og jeg var kronprinsen, som alle forventede sig så meget af, smiler Torben. Men pludselig faldt tingene ikke på plads. Det var ikke til at få visum for Jeannette, og Torben måtte genoverveje, om det virkelig var Gud, der ville have dem til England. Og så endte de på et center i Ukraine i stedet for.
– Jeg havde sagt til Gud, at han måtte forme mig og danne mig, og det tog han bogstaveligt. Og nu skulle jeg lære ydmyghed. I stedet for at være ”kronprins”, sagde Gud, at jeg skulle holde min mund, med mindre nogen spurgte om min mening. Og jeg var nok uenig med 97% af de ting, som lederen af Discipeltræningsskolen i Ukraine gjorde. Men sådan lærer man ydmyghed. Ved ikke at få det, som man vil, forklarer Torben.

En anden vigtig ting de lærte i denne periode, var betydningen af at være ”i Kristus”. En ven inviterede dem til et kursus i England med dette tema, men af økonomiske årsager – og fordi Torben var sikker på, at han havde helt styr på det med at være ”i Kristus”, besluttede de, at kun Jeannette skulle tage af sted. Pludselig fik Torben imidlertid foræret et stort beløb af sin arbejdsgiver, som ikke vidste noget om denne beslutning og ikke havde kristen tilknytning.
– For mig var det ret klart – ”Okay, Gud, du vil gerne, at jeg skal tage med”, fortæller Torben med et smil og fortsætter:
– Kurset forandrede vores sidste år i Ukraine. Det gik op for os, at Jesus er træet, og vi er grenene. Vi skal ikke præstere noget. Det handler om, hvad Jesus gør i mig og gennem mig. Da jeg kom tilbage, var jeg forandret. Jeg havde ikke længere en masse principper at give videre, men jeg gav det videre, som Jesus arbejdede med i mig, forklarer Torben.
Efter det år vendte Jeannette og Torben snuderne mod hendes hjemland, USA, for at hun kunne studere, og Torben fik arbejde som rådgiver og underviser i Grace Ministries International i Georgia. En organisation, som er kendt for sin rådgivningstjeneste i området.
– Jeg sidder i virkeligheden bare en time med forskellige mennesker og leger vejskilt og peger hen mod Kristus, forklarer Torben.

Det er nu 2½ år siden, de kom til USA. Jeannette har gjort sin uddannelse færdig i psykologi og socialt arbejde, og de ved, hvad de skal de næste 5-6 måneder. Derefter står alt åbent.
– Det har vi prøvet før. Det kan godt give bekymringer, men vi er ikke uvante med situationen, og Gud plejer at være trofast, slår Torben fast.