JesusNet: 10 år på internettet

JesusNet er ved at være ”gammel i gårde” i internettets verden, men er stadig til hjælp for både troende og ikke-troende.Karen83 går ind på Jesusnet.dk. Hun klikker på ”samtalerummet”, og få minutter senere er hun i dyb samtale med en af de mange frivillige på jesusnet.

Peter Guldager Dahl er netmissionær på JesusNet.dk

Selvom det blot er et tænkt eksempel, er det en meget virkelig situation, som opstår adskillige gange i løbet af ugen. Peter Guldager Dahl er redaktionelt ansvarlig for Jesusnet og har både kontakt til de frivillige og hjælper med at udvikle siden, så den hele tiden bliver bedre.

– Jeg er uddannet teolog og tror på, at jeg er kaldet til at være lige her lige nu. Samtidig er jeg autodidakt webmaster, og jeg må konstatere, at på så stort et site som jesusnet.dk går der rigtig meget af tiden med de tekniske udfordringer og forbedringer. Men jeg skriver også artikler om aktuelle emner og er aktiv i debatten, hvis jeg har noget at sige, fortæller Peter, som er 34 år. Han har arbejdet for Jesusnet siden 2006.

Personlig omsorg

Jesusnet er et stort site, som kommunikerer på mange forskellige platforme. Der er både debatforum og chat. Artikler om relevante emner og spørgsmål og svar om tro. Og så er der den personlige kontakt. Mennesker kan stille spørgsmål om tro og kristendom, fortælle hvis de har det svært i livet eller blive henvist til at en lokal menighed. Alt sammen ting, som sker via direkte mail-kontakt.
– Jeg synes, at vores styrke gennem tiden er blevet den personlige samtale og omsorgen for det enkelte menneske, mener Peter.

– På andre måder har vi nok overlevet os selv. Internettet har udviklet sig meget, siden vi begyndte for 10 år siden, og debatforum og chat er ikke længere det hotteste. Vi skal ud på de sociale medier som Twitter og Facebook for nå ud til folk i dag, forklarer Peter og fortæller, at de planlægger en relancering af sitet i forbindelse med 10-års jubilæet.
– På det nye site vil vi indskrænke fokus lidt mere på Jesus. Det kan så hurtigt komme til at handle om alt muligt andet.

Relationsmission

Selvom det kan være svært altid at være opdateret på den seneste netudvikling, mener Peter ikke, at hverken jesusnet eller netevangelisation i det hele taget er et overstået kapitel.
– Der er mennesker, som har mødt Jesus og er kommet til tro på Jesusnet. Vi hører ikke altid historierne, men at de er der, er nok til at blive ved, konstaterer Peter og giver følgende råd til medkristne, som også gerne vil udnytte internettets missionsmuligheder:
– Det er vigtigt, at det bliver relationsmission. Det konfronterende fungerer ikke på nettet. Man må stå ved den, man er, og være social og udadvendt.
På netmission.dk kan der findes flere gode råd fra Peter og de andre netmissionærer.